Tip     Print     RSS     Del    

Tænker nogen på børnene?

Af  ANDERS RAAHAUGE

Offentliggjort 10.09.07  kl. 15:14 

ARD-studieværten Eva Herman har bragt sindene i kog i Tyskland med en bog, der bryder staven over feminismen.

Det regnedes for en mellemstor skandale og en skændig faneflugt fra de sluttede kvinde-rækker i Tyskland, da ARDs tv-vært Eva Herman for fire måneder siden udgav bogen "Das Eva Prinzip".

Den er en bredside mod feminismen, som i Eva Hermans øjne har ført kvinderne ned ad en forkert sti en, der fører til opslidende magtkampe på arbejdsmarkedet på mændenes præmisser og tilsvarende fortrængning af kvindens oprindelige egenskaber, som efter hendes mening består i indføling, loyalitet og tålmodighed.

Frigørelsen bragte en ny tvang med sig, nemlig til at realisere sig selv gennem en karriere. Lystrer man ikke den parole, falder der brænde ned fra medsøstrene. Derfor kæmper kvinderne nu som dresserede flokdyr mod deres egen natur, de kyser mændene bort, får ingen eller kun få børn og ser dem i så fald kun få timer om dagen, lyder det fra Herman.

Modangrebene blev selvsagt heftige. Helvede brød faktisk løs over den kendte studieværts hoved. Eva Herman blev kaldt adfærdsforstyrret, og hun bragtes hen i nærheden af nazismens tankegods. Ville hun påføre sine medsøstre kronisk dårlig samvittighed og piske dem hjem til kødgryderne? Og når hun tilmed selv var en af landets højest profilerede karrierekvinder, skulle hun så angribe andre for, hvad hun selv havde begået?

Raseriet fik muligvis en tand ekstra, fordi Eva Herman er en rollemodel, hvis synspunkter er sikret betydelig gennemslagskraft. Seer-undersøgelser har flere gange kåret hende som nationens bedst kendte, kvindelige tv-vært.

Kvindernes smerte

I al fald blev bogen en bestseller, og i dens kølvand foranstaltes nu lange rækker af arrangementer og panel-diskussioner i tv og radio. Og hun modtog 5.000 e-mails fra bogens læsere. Noget kunne altså tyde på, at hun i al fald har ramt et ømt punkt.

Er det også hendes indtryk, at der hersker megen smerte ude blandt kvinderne eller i familierne i et Tyskland anno 2006?

»Det mener jeg bestemt. Af den umådeligt heftige reaktion på bogen kan man se, hvor stor smerten er. Folk reagerede meget emotionelt, enten voldsomt afstandstagende eller meget positivt. I medierne var reaktionen stærkt negativ men der skal man vide, at mellem 60 og 70 pct. af de tyske medie-mennesker er barnløse. Mange opfattede bogen som et personligt angreb.

Men det skal gøre ondt, før det bliver godt. Den første reaktion var så emotionel, tror jeg, fordi smerten sidder så dybt og aldrig har måttet omtales. Nu er katten ude af sækken, og man får chancen for at vænne sig til emnet. Og måske finde nye vinkler på det. Det ville være en stor fordel for morgendagens samfund og for børnene.«

Var den private reaktion anderledes end den offentlige?

»Af de 5.000 breve jeg fik, var de 59 pct. fulde af opbakning. Det var ikke sådanne tre-liniers mails, men lange skildringer af eget liv. Kvinderne skrev om deres glæder og ængstelser og forsømmelser. Rigtig mange var midaldrende kvinder, der er vokset op med det selvfølgelige i at gøre karriere og aldrig sætte spørgsmålstegn ved det. Og nu stod de uden børn. I den alder er det ikke sjældent også at miste jobbet, og så har man slet intet.

Mange skrev om selvmordsforsøg, nogle skrev om depressioner. I dagens Tyskland stiger udbredelsen af depressioner hos kvinder markant. Ligesom alkoholforbruget.«

Barn ingen hindring

Mener De at feministerne har indflydelse nok til at oprette et diskussions-tabu?

»Ja, bestemt. De sidder på mange nøgleposter, også i medierne, og dette er et mediesamfund. Hvad medierne foregiver er virkeligt, det lever man efter. Jeg sidder selv i medierne, så jeg kender mekanismerne indefra.

Der sidder mange feminister og mange mennesker uden familie, der tror, at verdens navle er dér, hos dem, i medierne. Det mente jeg længe selv, så jeg ved, med hvilken overbevisning man forfægter den holdning. De aner ikke, at livet er anderledes ude mellem folk. Det ser jeg jo af brevene til mig. Bliv endelig ved, for min stemme betyder intet, skriver så mange.

Men vi har desværre også en politik, der kun fokuserer på indkomst. I CDU-SPD-regeringens koalitions-erklæring hedder det: "Et barn må fremover ikke være nogen hindring for karriere og job." Altså ikke omvendt. Deri ligger den egentlige tragedie. Moderen skal så hurtigt som muligt i arbejde igen, så hun kan betale sine egne socialbidrag, og børnene skal afgives til statslig pasning, helst heldags.«

Der er netop fremsat forslag om pladsgaranti, hvilket er noget nyt i Tyskland?

»Ja, det kommer fra SPD. Aviserne var fulde af det i morges, og ingen journalister stiller kritiske spørgsmål. Det hilses blot velkommen af alle. Politikerne her er i øvrigt også oftest barnløse. Politikerne og journalisterne ser ens på disse ting.

Jeg har deltaget i yderst turbulente talkshows i tv om min bog, og jeg angribes for ikke at kende til mekanismerne for karriere og succes. Men det ved jeg alt om; jeg gjorde selv karriere og kender også den pris, man betaler. I de talkshows tales der aldrig om, hvordan kvinderne og børnene har det. Kun om selvrealisering og selvbekræftelse. Hvis jeg siger: Det drejer sig især om børnene, ikke om jer, så hører de det ikke. Også ordstyrerne vifter den vinkel af. For spøg plejer jeg at gentage den sætning tre eller fire gange i samme udsendelse, og man kan iagttage, at den slet ikke opfattes.

Her i Tyskland arbejder jeg sammen med hjerneforskere og børneforskere, og de holdt en international kongres i maj måned, hvor der var deltagere fra Storbritannien, Sverige og Australien. De sagde: I tyskere må ikke gøre samme fejl som os. Vi har samfund uden sammenhængskraft, vi har vold og frustrationer. Fagfolkene advarer altså. Børnene forsømmes, får for lidt kærlighed og opmærksomhed. Så kan de ikke stabilisere sig selv og det giver et destabilt samfund.«

Hvordan ser det da ud i Tyskland for småbørnsfamilier i dag, siden udlændinge konstaterer en forskel fra deres hjemlande?

»Børn passes ikke så mange timer ude som i andre lande. Det ligger nok i tysk kultur. Vores kultur på dette område er ret forankret trods vores specielle historie. Kun 3 pct. af børnehavepladserne er heldags.

Det gælder for det gamle Vesttysklands lande. I det tidligere Østtyskland er i dag 40 pct. af børnene i heldagsbørnehave.«

Kinder, Kirche, Küche

Hvorfor er De så skeptisk ved offentlig pasning?

»På grund af det alt for tynde bånd til forældrene. To canadiske forskere har skrevet en bog, hvori de peger på den tiltagende erkendelse af virkningerne af den såkaldte "orientering efter jævnaldrende". Hvis børn især socialiseres af hinanden, fordi de sidder i institutioner stadigt tidligere og i stadigt flere timer, må de under konflikter savne den voksne, der afgør tingene på grundlag af kærlighed. Det kan også være ved straf, men barnet mærker, at det stadig bliver accepteret og elsket. Men blandt jævnaldrene hersker jernhårde love. Her gives ikke samme indføling, hensyn og forståelse. Børn kan være grusomme. Og udsættes man kronisk for dét pres, vokser man op og danner et samfund, der bliver mere følelsesfattigt og hårdt.«

Her skal det indskydes at bemandingen i mange landes børnehaver er betydelig mere sparsom end i de nordiske, ofte med op til en snes børn pr. pædagog.

Rigeligheden på børnehavepladser i det tidligere DDR er så en reminiscens fra statens ønske om at forme børnene dér? Her har Tyskland en speciel historie, for også Det Tredje Rige havde dén ambition. Venstrefløjen tror, at Hitler var pro-familie med Kinder, Kirche, Küche (børn, kirke, køkken). Sandheden er, at han bekæmpede familien?

»Han var imod familien, ja. Men alligevel udsættes jeg i dag hele tiden for angreb, hvor journalister vil fremstille mig som lidt ovre i det hjørne. Jeg fører netop nu retssag mod en avis, der antyder den slags, selv om det er kendt, at jeg er aktiv i anti-naziorganisationer.

Vores top-feminist Alice Schwartzer siger, når man diskuterer det faldende børnetal: "Vi behøver ikke længere skænke Føreren et barn." Som parolen lød dengang. Man vil gerne blande tingene sammen. Hun angreb mig under overskriften "Mellem stenalderøkse og Mutterkreuz". Det sidste er den orden, som nazisterne tildelte kvinder, der fik særligt mange børn og kunne fremlægge en perfekt arier-attest. Den modbydelige racepolitik fra vor histories mørkeste periode sætter hun lig den aktuelle diskussion om det at være moder.«

Råbende journalister

Eva Herman nævner flere eksempler på reaktioner fra de etablerede medier, som hun finder bemærkelsesværdige.

»Jeg gav et interview til radioen, hvor journalisten til slut kun råbte ad mig. Hun holdt på et tidspunkt op med at stille spørgsmål og begyndte i stedet at skælde mig ud. Ved et interview på Bogmessen i Frankfurt var journalisten vred fra starten. Til slut sad hun og råbte fornærmelser til mig. Hun havde tabt besindelsen. Jeg sagde: De bør afbryde nu, det er ikke et interview, De laver, De afreagerer, De er vred men det er en stor chance for Dem. De bør spørge Dem selv, hvorfor De reagerer sådan.

Hun kom tilbage en time senere og ville trykke min hånd og sige farvel. Hun undskyldte for, at hun havde tabt hovedet. Jeg svarede: Det er kun godt. Nu kan De få lejlighed til at dykke ned i en eftertanke om dette tema, for det berører Dem tydeligvis personligt.«

Mændene er bange

Tænker kvinder mellem 20 og 30 anderledes end de midaldrende?

»Som helhed er kvinder i 20erne mere positive i deres møde med mig. Mange af de yngre kvinder takker mig efter mine foredrag og siger, at de længe har haft sådanne tanker i hovedet, men har holdt sig tilbage fra at formulere dem, fordi de ikke er politisk korrekte.

De vil gerne undgå den stress, som deres mødre led under. Undersøgelser viser også, at de yngre har andre værdier, nemlig sådanne som går i retning af familie, sammenhold og harmoni og ikke indkomst og karriere på førstepladsen.

Men der er jo også mange yngre kvinder, der stiger om bord på karriere-damperen, og skulle jeg ikke kunne forstå dem, hvem skulle så? Jeg har selv i den grad sejlet med den.

Havde der imidlertid været en stemme, da jeg var 30, som sagde: "Pas på med at udskyde og sige, jeg vil skam have børn engang, men ikke lige foreløbig", ja, så havde jeg lyttet. Den røst fandtes bare ikke dengang.

Der kommer også mange unge mænd til mig, der fortæller, hvordan deres veninde ikke vil giftes og ikke have børn. Mændene er blevet bange for de jævnaldrende kvinder, som er blevet "mande-kvinder". De overtager mandens positioner i samfundet og hans konkurrence-orienterede, hårde adfærd, og de taber kvindelighed ved det. Samfundet lider under det, for kvindelighed er samfundets sjæl.

Mændene bakker ud: Hvorfor gifte sig, når risikoen for, at mit ægteskab opløses, alligevel er 50 pct., og jeg så bare bagefter skal bakse med en eks-kone, der ikke vil lade mig se børnene og måske vil prøve at flå mig økonomisk?

Man har bebrejdet mig, at jeg i min bog kun tog kvinderne under behandling. Gå dog også løs på mændenes opførsel, sagde man. Men man må forstå, at hvis kvinderne igen står rigtigt, så dukker mændene lige så stille op. Hvis kvinderne atter støtter, bekymrer sig, trøster, lytter - alt det, som de er gode til, så kommer mændene automatisk. Men så længe kvinderne bekæmper mændene, er det kun normalt, at mændene ikke har lyst til at blotte sig.«

Skaberværket

Hvordan ser de fremtiden for Deres synspunkter?

»Jeg vil gerne være optimist. Jeg er et meget troende menneske. Det fremgår ikke af bogen, bortset fra to flygtige nævnelser af det "skabte", men jeg ville ikke have skrevet den, hvis ikke jeg havde været fuldt overbevist om Guds eksistens. Rigtig mange mærkede det alligevel, og det er den eneste virkelige grund, der kan give håb: folk kan mærke, at de ikke fungerer rigtigt i skaberværket.

Det afføder eftertanke, og at befordre den var min egentlige mission