Niels Hausgaard. Foto: Carsten Andreasen
Offentliggjort 28.09.07 kl. 14:29
Sangeren og entertaineren Niels Hausgaard drager på tirsdag den 2. oktober til Izmir for at støtte sin tyrkiske kollega, sangeren Ferhat Tunc, der stilles for retten torsdag den 4. oktober.
Det er Hausgaards organisation, DJBFA, samt den internationale organisation for musikalsk ytringsfrihed, Freemuse, der står bag initiativet.
Ferhat Tunc, der er en af Tyrkiets meste populære kunstnere, står anklaget for under en koncert den. 22. juli 2006 at have udtalt medfølelse for enhver dræbt soldat på både tyrkisk og kurdisk side.
Ferhat Tunc er kendt som fortaler for en fredelig løsning på det tyrkisk-kurdiske problem, hvilket har skabt konflikter med de tyrkiske myndigheder.
Niels Hausgaard finder sagen meget principiel, og han synes herudover, at det er en nødvendig håndsrækning til en kollega.
”Det her er en sag af betydning for alle kunstnere. Jeg har den største respekt for den tyrkiske befolkning og vil gerne, hvis jeg kan bidrage til en forståelse for kunstnernes arbejds-betingelser og mulighed for at ytre sig”, siger Niels Hausgaard.
Han vil også gerne benytte rejsen til at sætte fokus på, at også den danske regering indgår i et forslag fra forfatternes PEN og Musikernes ”Freemuse” om at oprette ”safe cities”, hvor kunstnere, der er forfulgt, kan få asyl og opholdstilladelse uden om de almindelige kvotebestemmelser, så de herefter kan fortsætte deres arbejde som forfattere, komponister, musikere og billedkunstnere.
Sammen med Niels Hausgaard deltager også EU parlamentarikeren Jens-Peter Bonde, som i foråret fik overrakt en pris for i EU parlamentet at have arbejdet for at styrke mindre landes og smalle genrers muligheder inden for EU.
Bonde valgte ved overrækkelsen af prisen at videregive den til Ferhat Tunc, hvilket vil ske under besøget i Izmir den. 3. – 4. oktober.
Kilde: DJBFA
Annonce:
Annonce: