Tip     Print     RSS     Del    

Bidende Blachman fortryder intet

Af  BODIL KROGH

Offentliggjort 28.01.08  kl. 11:54 

Thomas Blachman, den onde dommer i "X Factor", opfatter sig selv som et kunstværk. Mød en skarpretter, der ikke kan lide ordet mobning.

Konkurrencen er benhård, og man risikerer at blive jordet, gjort til grin og få knust sine drømme.

Alligevel meldte flere end 2.000 sig til audition på DR's nye underholdningsserie "X Factor". Inden seerne får lov til at komme med den endelige afgørelse, fælder de tre dommere Remee, Lina Rafn og Thomas Blachman deres dom. Hårde, men retfærdige.

Thomas Blachman er udnævnt til dommerpanelets onde grovfil.

Ham, der ikke lægger fingre imellem, men bramfrit erklærer sig hensat til »Helvedes forgård« efter to modne havfruers langstrakte og poetiske anstrengelser. Andre får at vide, at de skal lade være med at synge - her eller derhjemme - for det kan de slet ikke. Mange afviste stjernefrø har hævnet sig med næsten hadske angreb på dommer Blachman.

Vi finder ham på Guadaloupe i Caraibien, hvor han samler kræfter til næste runde af "X Factor", der sendes direkte fra DR's studie.

Den onde

Hvordan har du det med at spille den onde?

(Spørgsmålet udløser et brøl af latter)


»Uha, det er jo et fuldstændig idiotisk spørgsmål, især når det er Jyllands-Posten, der stiller det. I demonstrerer ytringsfrihed ved at lave nogle fuldstændig barnagtige angreb på alle mulige ude i verden. Jeg siger, hvad jeg mener, indadtil. Jeg siger til danskere, at vi godt må være alvorlige over for os selv; at vi gerne må realisere os personligt - altså via vor personlighed, ikke kun materielt. Det er det, jeg siger til de unge mennesker.

Jeg promoter dem, der har noget omsorg for sig selv, altså udvikler en eller anden form for originalitet. Og fordi jeg er skide ærlig omkring den slags, så er det ikke det samme som at være ond!«

Ny form for underholdning

Valgte du selv den rolle?

»Tilfældigvis er jeg forfængelig omkring det, jeg selv gør som kunstner; det er jo en kombination. DR får en eller anden excentrisk kunstner ind i et program, som er rimeligt mainstream, og så kan der komme en eller anden ny form for underholdning ud af det.

Det er jo det, der er sket her.

Kunsten er jo fuldkommen ufremkommelig, aggressiv. Jeg mener: Folk drikker sig ihjel, skærer ørene af sig selv. Kunsten er genstridig, og derfor er den højspændt aggressiv - ligesom sex - og derfor er jeg også sådan.

Jeg er mere eller mindre et kunstværk i mig selv. Jeg skal vurderes på samme måde, som man vurderer et kunstværk, fordi det er det, jeg laver.

Man skal tænke på essensen og på den måde, det bliver overleveret på, måden, tingene bliver sagt på; form og indhold er oppe at køre, og selvfølgelig er jeg den, jeg er. Det ville da være nedværdigende for en mand, der er 44 år gammel, at skulle spille en anden rolle. Jeg er, som jeg er, og derfor har jeg sagt ja til jobbet, fordi jeg kan være mig selv.«

Mobning for åben skærm

"X Factor" sendes i primetime. Det er altså familie-tv. Synes du så, det er i orden at mobbe for åben skærm?

»På intet tidspunkt overhovedet har jeg opfattet det som mobning. Men det er naivt at tro, at tv-produktion ikke også handler om redigering af stoffet.

Seerne ser ikke mellemregningerne, hvor jeg har været inde og samle op - der kan være total Tine Bryld-stemning! Men det redigerer man selvfølgelig væk, og så har man de spidse øjeblikke tilbage.«

Deltagerne ved, hvad de går ind til. Når man er 15 år og mere, skal man ville mere end berømmelsen, man skal ville disciplin. Man bevæger sig ind på et felt, hvor det også handler om håndværk, og der skal man ikke være naiv.

Jeg vil skide på, om man kalder det mobning, men når man er 15 år, så må man gerne vågne op og vide, at vil man noget, så kræver det noget. Ganske enkelt. Vi skal ikke gå rundt og tro, at alle er lige gode til alting, for det er vi ikke. Mobning er et kedeligt udtryk, som en eller anden mobningsekspert, som måske ikke er så meget ekspert alligevel, begyndte at kæfte op om, men spørgsmålet er, om han ville gøre det, hvis ikke han fik penge for det.«

Klipning af programmet

Redigeres der i præstationerne? Der klippes helt tydeligt ting ud, men klippes der også ting ind?

»Der redigeres i vore kommentarer. Men ikke i præstationerne. Vi er alle tre dommere ret hardcore og siger vores mening. At DR så bagefter gerne vil udarbejde nogle stereotyper ved f.eks. at gøre Remee lidt sødere, end han i virkeligheden er, må de jo om. Om der klippes ind? Det ved jeg ikke. Jeg har ikke set alle de færdigredigerede programmer.«

Du viser også din bløde side, som da den blinde pige fik ja fra dig, men nej fra dine to meddommere, og da du følte musikglæde ved den 80-årige kvindelige jodler fra Rumænien. Er du i virkeligheden sentimental?

»Ja, meget. Det er alle idealister, det er da helt klart. Line er f.eks. realist, hun er sådan overdrevet simplificeret, og Remee er meget pragmatisk og resultatorienteret, så vi er meget godt castet. Programmet hedder "X Factor", og så må man også give dem, der har det, den cadeau. Det kan godt være, at de ikke vinder, men der skal også være noget vidde og bredde.«

Perfide tilbøjeligheder

Får du afløb for alle perfide tilbøjeligheder i programmet, så du privat bliver et bedre menneske?

»Jeg tror ikke, at jeg kan blive et meget bedre menneske, end jeg er.

Forstå mig ret: Jeg føler, at jeg har realiseret store dele af de ideer, jeg får. Jeg føler mig meget privilegeret og meget realiseret. Jeg har en masse alvor, men jeg har ikke aggression ? måske en smule over for det stivnakkede innovationsDanmark, som er ved at gøre mig godt gammeldags sur i bolden, for Danmark havde en anden løssluppenhed i gamle dage.

Da havde man Simon Spies og pornografiens frigørelse. Det var sådan nogle ting, jeg voksede op med og var enormt stolt af. Selv om jeg ikke vidste, hvad pornografi var, så var jeg stolt over at bo i et land, der kunne noget som de første i verden.

Sådan nogle tiltag er ved at forsvinde. Nu går vi alle sammen alt for meget i bad og vasker personligheden af, inden vi overhovedet ved, om vi har den eller ej.

Jeg synes, at der en kæmpe indespærret energi i Danmark, som er på vej til at eksplodere, og det er min generations forsinkede generationsoprør. Nu må det kraftedeme være nok, vi kan ikke bare gå rundt og gøre det, som vore forældre gør, bare rage til os! Alle lader, som om de har nok i sig selv, men ensomheden har aldrig været større. Paradokserne har aldrig været flere, så der er en energi, der er ved at hobe sig op, og det er dybt interessant.« I

Jeg får for lidt...

Inden vi overlader Thomas Blachman til Guadaloupes healende klima, bringer vi ham brat tilbage til det, enhver dansker altid spørger om:



Hvad får du for det?

»Jeg får alt for lidt! I virkeligheden et meget beskedent honorar, der måske ligner en lille årsløn for tre måneder. Men det har nogle andre konsekvenser. Men jeg nyder at se mit navn på forsiden af B.T., hvor der står, at Blachman er en nar. Det, synes jeg, er dybt fornøjeligt. Der er ikke noget, der kan overraske mig - og jeg kan selvfølgelig sagtens tåle det!«