Tip     Print     RSS     Del    

X Factor: Hvor mange fluer kan tage fejl?

Af STIG OLESEN

Offentliggjort 10.03.08  kl. 10:18 

Mens kopier af møbelklassikere vælter ind over grænsen, og DSB jager narkomaner væk med opera, så følger knap to millioner danskere hver fredag popshowet X Factor, der er blevet populært langt ind i hjem med Piet Hein-borde og Wegner-stole. Den gode smag er under forvandling.

Tilbage i 1990'erne hang der i vinduet i et århusiansk pizzeria et skilt, hvorpå der med store bogstaver stod: 50.000.000 fluer kan ikke tage fejl!

Det var nogenlunde samtidigt med, at dagbladet Politikens chefredaktør i spalterne erklærede sin dybe kærlighed til tv-transmissionerne fra det årlige Melodi Grand Prix, hvilket naturligvis fik mange af hans kernelæsere til at slå syv kors foran Alto-vasen og Kay Boysen-aben.

"Den gode smag"

Både pizzeriaet og Politiken eksisterer stadig, og jeg kan i dag ikke lytte til Rollo & King uden at komme til at tænke på Tøger Seidenfaden eller se en flue lande på en loftledning uden at få lyst til en nr. 21 Napolitana med ansjoser og artiskokbunde.

Sådan er det med sansninger og langtidshukommelse; nervecentrene ligger faretruende tæt på hinanden oppe i det store blomkål, hvor de ustandselig udveksler krypterede meddelelser.

Og både fluerne omkring pizzaen og den kulturradikale flirt med Tommy Seebach varslede dengang i 1990'erne en ompolstring af begrebet ”den gode smag”, der hidtil havde været spændt ud et sted mellem Paustian, P1, Politiken og PH.

Havenisser blev i de følgende år højeste mode på gymnasielærernes græsplæner, hvor de stod som enlige, algebegroede vagtposter for det oprør, som cand.mag.erne svagt erindrede fra studietiden. Det var kitsch, sagde de. Nogle placerede endda en lilla lavalampe i Mogens Koch-reolen og kaldte det camp.

Det var også på det tidspunkt, at Polle fra Snave med bundesligahår og kasseknallert blev folkeeje, hvad alle andre end Dansk Landbrugs Ungdom fandt rigtig morsomt.

Men smag kan naturligvis diskuteres, selv om vi i århundreder har påstået det modsatte. Tag nu statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der i denne uge forærede den amerikanske præsident George W. Bush et stort B&O-anlæg under besøget på ranchen i Crawford, Texas. Og hvad fik den danske gæst til gengæld? Et Texas-flag. Gæt, hvad Anders og Anne Mette snakkede om på vej hjem i flyet?

De talte naturligvis om X Factor, for DR's talentshow fredag aften kl. 20 er med næsten 2 millioner seere på vej til at skrive nyere dansk tv-historie. Næppe siden Korsbæk og de glade tv-monopoldage har danskerne oplevet en underholdningsserie, der i den grad er blevet fællesgods for hele den ellers så segmenterede og stammeopdelte nation.

Fjernsynet samler nationen
Ved frokostbordet kan man således trygt rejse spørgsmålet, om det var retfærdigt, at den smukke skolelærer Lisa og hendes fortolkning af ”Dansevise” forrige fredag blev dømt ude af dommerne; sandsynligheden taler nemlig for, at alle omkring bordet så Lisa kæmpe med tårerne og ikke som sædvanligt var zappet ind på ”Navarones kanoner” på TV 2 Charlie eller videre til ”Discovery” for at se bodybuilder-typer ombygge en Chevrolet under stort tidspres.

For første gang i mange år ser danskerne det samme fjernsyn, og at X Factor også er blevet kult langt ind i Kartoffelrække-husene, Hasseris-villaerne, Djurslands-kollektiverne, Risskov-bungalowerne og alle de andre små reservater for ”den gode smag”, blev understreget sidste søndag, da én af programmets dommere, trommeslageren og multimusikmennesket Thomas Blachman, var ugens gæst i DR2 Deadlines magasin 2. sektion, som ellers har en forkærlighed for forfatterne bag de nyeste udgivelser fra universitetsforlagene.

Thomas Blachman er i stand til at tale et egern ned fra et valnøddetræ, og i et forrygende tempo og med halvt lukkede øjne, og alt imens han gled længere og længere ned fra studiestolen, fik han skabt en sammenhæng mellem social skønhed, højresvingsulykker, genialitet og behovet for et generationsoprør.

Heldigvis fik Blachman lov til i langsom gengivelse at uddybe sine synspunkter over for dagbladet Informationunder overskriften ”Er han en moderne PH-lampe?”.

»For mig er den gode smag det, der peger fremad. Noget, der har en parathed over for, hvad der måtte komme og går fremtiden i møde. Noget, der er hentet ud af vores fælles historie og skaber en ny genre. Den dårlige smag er repetition. Det er, når man lever i gentagelsens helvede. Når man ikke leverer noget tilbage til ursummen.«

Gråd er populært
Over 1500 deltagere har meldt sig til X Factor, og langt de fleste har naturligvis ikke kunnet bidrage til nogen ursum. Thomas Blachman har da heller ikke været bleg for at anbefale en deltager at opgive alle stjernedrømme og »skrubbe ned i regnskabsafdelingen,« mens en vokalgruppe for åbent kamera og i den bedste sendetid fik at vide, at hvis der var flere unge mennesker som dem, ville der ikke være så mange tyverialarmer, men til gengæld vil der heller ikke være så meget at komme efter.

Der bliver derfor grædt rigtig meget i X Factor, men det gør ikke noget for populariteten - tværtimod - for gælder det hjemmets vægudsmykning gennem tiderne, har der altid været bedre salg i medfølelse end beundring, større applaus til lidelsen end lykke, jævnfør det grædende sigøjnerbarn.

Selv om Blachmans grovheder og dommernes indbyrdes skænderier synes nogenlunde lige så spontane som amerikansk wrestling, så elsker seerne tilsyneladende den jævnt hen masochistiske form.

Det samme gør deltagerne; slut med blå stues anerkendende pædagogik; hallo, hellere være talentløs end slet ikke være noget.

Men i denne uge viste det sig, at ejere af PH-lamper blandt dagbladet Informations læsere - og skal vi gætte på, at det er rigtigt mange? - ikke har det på helt samme måde, og i avisens spalter blev det lidt syrligt diskuteret, om en PH5 over spisebordet i dag virkelig er udtryk for en kustode-agtig smag grænsende til neokitsch?

Den gode smag skrider
Måske skyldes noget af frustrationen hos dette segment, at særdeles billige britiske kopier af Poul Kjærholms PK22, Wegners Y-stole og andre danske møbelklassikere fra 1950'erne og 60'erne nu i stor stil bliver handlet på internettet.

Som den franske sociolog Pierre Bordieu (1930-2002) har fastslået, så er »den gode smag« bl.a. defineret af, at den ikke er opnåelig for alle. Og hvor er man henne, når alle med et par klik på computertastaturet kan købe Arne Jacobsens Ægget til 8.000 kr. og få ikonet leveret af en britisk vognmand?

Omvendt er rigdom bestemt ikke ensbetydende med god smag - eller nogen smag i det hele taget - hvad man i øjeblikket til overmål kan konstatere i TV 2's livsstilsserie Feinschmecker, der følger tre prominente aktører inden for indretningsbranchen og deres forsøg på at tilføre en stribe triste og vulgære millionærhjem lidt personlighed.

Det smagsmæssige retningskompas får yderligere et par dramatiske udsving, når man i disse dage passerer Københavns Hovedbanegård, hvor klassisk musik i højttalerne - specielt Wagner-operaer - bruges til at holde misbrugere og alkoholikere væk fra området ved Istedgade-indgangen.

Stravinsky mod humanitære indsamlere? James Last som værn mod lommetyve? Anti-smag kan vise sig at være et effektivt våben.

Et fælles anliggende
Blandt udenlandske sociologer er Danmark ellers berømt for sin hyggelige, piberygende udgave af den internationale modernisme og for at have udbredt den gode smag - de kalder det den distingverende æstetik - til rådhuse, ministerier, plejehjem, universiteter og hospitaler, der i gode tider er blevet tæppebombet med Børge Mogensen-sofaer, Piet Hein-borde og Kaare Klint-stole.

Fra disse komfortable møbler diskuterer medieforskere lige nu, hvorfor et musikalsk talentshow som X Factor har fået sådan en gennemslagskraft, at det fredag efter fredag tilsyneladende også kan nydes sammen med en kop Max Havelaar henslængt i en Charles Eames-loungestol?

Nogle af de gentagne forklaringer går på, at seerne kommer tæt på showets deltagere og ligesom på Facebook har fornemmelsen af at have fået nye venner. Konceptet bliver specielt vedkommende, fordi det er ganske almindelige unge mennesker - naboens børn, kunne det være - der medvirker på scenen, og at vi gennem hyppig krydsklipning til venners og families reaktioner sidder derhjemme og lever med.

Som Anja Andersen

Tidligere fik børn at vide, at de ikke skulle skabe sig. Nu skal de skabe sig rigtig meget - for eksempel på tv - for at opnå den identitet, tro og livsholdning, som man ikke længere automatisk fødes ind i.

Og så kan vi godt lide, at Thomas Blachman er lidt uforudsigelig på den dér Anja Andersen-agtige måde, der giver os en tro på, at vi ikke alle er endt som robotter.

Men som kommunikationseksperten Martin Byager udtrykker det, så er X Factor ikke længere et tv-program. Det er blevet et fænomen, et samfundsanliggende. Noget, man skal se for at kunne tale med om.

Ingen god smag uden en klart defineret afsmag, sagde Pierre Bordieu.

Hvad er der tilbage af entydig dårlig smag i denne accepterende tid? Personligt kan jeg kun komme på: Folk, der kysser deres husdyr, Elvis Presleys hvide trikot i Hawaii-showet, amatørfotos fra fødsler, havebuske-klippet i facon som puddelhunde, kvinder, der spørger: »Hvordan har du det egentligt?«, blå termoveste, 16 procent-ost, golfsko med kvaster, tæpper i badeværelset og midaldrende mænd i små badebukser. Åh jo, pizza med ananas.

Ikke alle fluer kan have ret hele tiden.