Offentliggjort 19.03.08 kl. 15:27
Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Martin Henriksen stiller sig kritisk overfor hjemmesiden leksikon.org
Grunden er, at hjemmesiden ifølge Martin Henriksen er stærkt venstreorienteret og direkte historieforfalskende.
Derfor opfordrer han nu undervisningsminister Bertel Haarder til at gribe ind over for fagkonsulenter i undervisningsministeriet, der anbefaler anvendelsen hjemmesiden.
”Det er helt uantageligt, at undervisningsministeriet blåstempler en hjemmeside, der mest af alt minder om en venstreorienteret udgave af historisk revisionisme. Hvis undervisningsministeriet kan anbefale en hjemmeside, der omtaler Israel som en ”racistisk, imperialistisk apartheid-slyngelstat” så er der ikke langt til at anbefale en hjemmeside, der bagatelliserer folkemordet på jøderne i 30’erne og 40’erne," siger en oprørt Martin Henriksen i en pressemeddelelse.
Martin Henriksen forstår ikke, at anvendelsen af leksikon.org kan forsvares med henvisning til kildekritik og vil nu have Bertel Haarder til at sætte sit embedsapparat på plads.
”Selvfølgelig kan man skrive, hvad man vil på en hjemmeside, og de venstreorienterede bag leksikon.org har selvfølgelig ret til at skrive, hvad de vil, men at hjemmesiden anvendes i folkeskolen med undervisningsministeriets godkendelse er helt ude i hampen", siger Martin Henriksen.
Annonce:
Annonce: