Den 80-årige Hrdlicka var overrasket over, at museet overhovedet ville vise værket og har respekt for museumsdirektørens mod. Foto: AP
Offentliggjort 09.04.08 kl. 11:54
Kristne krænkede over, hvad de betragter som blasfemisk fremstilling af Jesus.
En radering, der viser den sidste nadver mellem Jesus og og hans disciple som et erotisk orgie mellem mænd, der masturberer hinanden, er fjernet fra domkirkemuseet i Wien. Det sker efter massive protester fra især katolikker, ikke bare i Østrig, men også i USA og Tyskland.
Raderingen indgik i udstillingen "Religion, kød og magt" af maleren og billedhuggeren Alfred Hrdlickas værker.
Den østrigske avis Die Presse, kalder udstillingen for "Wiens version af karikaturstriden" med henvisning til Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed.
Museets direktør Bernhard Böhler forsvarer projektet. Efter hans opfattelse er der ikke tale om blasfemi.
"Vi mener, at Hrdlicka er berettiget til at vise folk på denne kødelige, drastiske måde," siger han til nyhedsbureauet Reuters.
Den 80-årige Hrdlicka var overrasket over, at museet overhovedet ville vise værket og har respekt for museumsdirektørens mod.
Han vil dog ikke blande sig i striden.
"Hvis domkirkemuseet har et problem nu, er det ikke mit bord. Det må museet selv håndtere," siger han til Reuters.
Udstillingen varer til 10. maj.
Annonce:
Annonce: