Planen er, at Den Lille Havfrue skal sidde midt i den danske pavillon under Verdensudstillingen Expo Shanghai 2010. Grafik: Bjarke Ingels Group
Offentliggjort 14.09.08 kl. 14:11
Dansk Folkeparti synes absolut ikke, at den lille havfrue skal på verdensudstilling i Shanghai. Nu kræver de, at den nyudnævnte økonomi- og erhvervsminister skrider ind i sagen.
Lene Espersen skal forhindre, at den lille havfrue bliver pillet ned fra sin plads på Langelinie og udlånt til verdensudstillingen EXPO 2010 i Shanghai. Det kræver formanden for Folketingets Kulturudvalg, Karin Nødgaard (DF).
Det er nemlig Lene Espersens nye arbejdsplads, Økonomi- og Erhvervsministeriet, der har bedt Københavns Kommune om lov til låne Den Lille Havfrue til Danmarks pavillion på verdensudstillingen i Kina i 2010.
Den anmodning kræver Karin Nødgaard dog, at den nyudnævnte minister trækker tilbage.
"At udlåne Den Lille Havfrue i et halvt år til en udstilling i Kina er grotesk. Man kunne jo heller aldrig finde på at låne Frihedsgudinden i New York eller Manneken Pis i Bruxelles ud. Den Lille Havfrue er et nationalt klenodie, som turister fra hele verden strømmer til København for at se, og så er den pludselig væk i seks måneder. Det er fuldstændig skørt," lyder det fra Karin Nødgaard i en pressemeddelelse.
Københavns Kommune er dog ikke nær så bange for at udlåne hende i seks mdr, som Dansk Folkeparti er.
Planen om at lade eventyrfiguren se lidt af verden støttes derimod af et flertal i Københavns Borgerrepræsentation bestående af Venstre, De Radikale og Socialdemokraterne.
Derfor mener Karin Nødgaard, at det er op til ministeren at forhindre Havfurens jordomrejse.
"Jeg har konstateret, at der er et flertal i Københavns Borgerrepræsentation, der er hoppet med på den her galej, og derfor forventer jeg, at Lene Espersens kommer til fornuft og trækker anmodningen tilbage, så Den Lille Havfrue kan blive på Langelinie," lyder det fra Karin Nødgaard.
Planerne om at udlåne Danmarks vartegn nummer ét og turistmagneten til Kina har været genstand for voldsomme protester, blandt andet fra familien bag havfruens skaber, Edvard Eriksen.
Annonce:
Annonce: