Offentliggjort 30.06.09 kl. 10:47
Politiet har inden for det seneste døgn sigtet 19 festivaldeltagere og fået 63 anmeldeldelser om tyveri i forbindelse med Roskilde Festival.
Penge stjålet fra et telt på pladsen eller rapserier fra en taske på skulderen af en festivaldeltager.
Inden for det seneste døgn har Midt- og Vestsjællands Politi fået 63 anmeldelser om tyveri under Roskilde Festival.
Samtidig har politiet sigtet 19 festivaldeltagere for overtrædelse af narkolovgivningen.
"Politiet har været aktive med hensyn til at få narkoen ud af festivalen. Det drejer sig om mindre mængder hash og lignende," oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Samtidig melder politiet at to personer er blevet sigtet for at skabe uorden og deltage i slagsmål.
En enkelt festivaldeltager er ligeledes blevet noteret for at råbe efter politiet.
"En person havde ikke noget særligt pænt at sige om politiet, men ville alligevel ytre sig. Det kostede ham en bøde," oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.