Offentliggjort 05.08.09kl. 08:10
Forfatteren Klaus Rifbjerg mener, at det er en god idé at begynde på en frisk, mens andre kunstnere betakker sig for at se Dansk Folkepartis partileder på en ministerliste.
Pia Kjærsgaard er utilfreds med kulturminister Carina Christensen (K). I et interview mandag i Politiken efterlyste Dansk Folkepartis formand »mere spark i løgsuppen«, og hun gav udtryk for, at hun selv kunne blive en god kulturminister.
Pia Kjærsgaard savner især en løbende debat om det at være dansk, og så er hun kritisk over for DR's talrige genudsendelser og negligering af dansktoppen.
Hun præciserede, at udstoppede hunde, parterede heste og afføring i dåser er »pjat« og efter hendes mening aldrig kan være kunst, og hun slog ud efter velbetalte, venstreorienterede kunstneres støtte fra Statens Kunstfond og deres »modbydelige« raseri mod dansk politiks højrefløj.
Til gengæld advokerede Pia Kjærsgaard for mere folkelig naturalisme i kunsten og mere teater til Hr. og Fru Danmark.
Pia Kjærsgaard som kulturminister. Morgenavisen Jyllands-Posten har bedt en række kunstnere og kulturpersoner forholde sig til tanken.
Klaus Rifbjerg, forfatter:
»Det ville være skønt med Pia Kjærsgaard som kulturminister, så kunne vi da endelig få den afskaffet, kulturen, og begynde på en frisk.«
Michael Brammer, kunstneren bag bl.a. de udstoppede hundehvalpe:
"Pia Kjærsgaard har ikke den bredeste tankegang, og det vil gøre udviklingen af kunsten meget vanskelig, hvis hun bliver kulturminister. Hun anerkender kun sin egen smag, og det betyder vel, at vi må imødese en lang periode med blomsterdekorationer som det eneste gældende.
Når hun hårdnakket benægter, at eksempelvis udstoppede hundehvalpe kan være kunst, affærdiger hun eksistensen af noget, andre mennesker kan lide. Det er direkte uintelligent og minder mig om Hitler, som så over skulderen, hver gang en kunstner satte en streg.
Det er muligt, at en udnævnelse af hende ville afstedkomme en eksplosion i andedammen, men effekten vil være kortvarig.
Det mest solgte kunst i Danmark i dag er vel Ikea-plakater med over 100 år gamle motiver, og det er sikkert den slags, Pia Kjærsgaard kan lide, fordi den har succes. Det er der ikke meget udvikling i.«
Peter Aalbæk Jensen, filmproducent:
»Med Pia Kjærsgaard som kulturminister ville meget samle sig om de rød/hvide farver, men lad os nu afvente og undgå panik. Hun vil fortsætte opgøret med de kulturradikale, men kulturen og kunsten er stærk og består, og jeg er faktisk af den opfattelse, at det ville være sundt at prøve. Kunstnere må gerne have noget at kæmpe for ud over deres overforbrug af Bourgogne. Måske er det meget godt med et los lige i synet - for kunsten.
Fortsættes...
Annonce:
Annonce: