Offentliggjort 17.02.10 kl. 17:12
Tænd for dit tv den 2. marts klokken 22.20. Det kan indbringe dig 100.000 kr.
I stedet for en traditionel reklamekampagne med tv-trailer har værterne på et nyt live-program på TV 2 Zulu besluttet sig for at kaste hele reklamebudgettet ud af vinduet. Helt bogstaveligt.
De 100.000 kr., som værterne har fået af TV 2 Zulu til at reklamere for programmet "Ups, det er live", vil på et endnu ikke specificeret sted og tidspunkt blive kastet ud til offentligheden.
Og hvis du befinder dig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, kan pengene blive dine.
De fire kommende tv-værter, Michael Jøden, Karsten Green, Morten Wichmann og Martin Høgsted, fortæller i en pressemeddelelse, at sted og tidspunkt for "pengeuddelingen" vil blive afsløret i debut-programmet, som bliver sendt på TV 2 Zulu 2. marts klokken 22.20.
Værterne beskriver deres nye program på følgende måde:
"Vi er fire spritnye TV 2 Zulu-studieværter, som har fået lov til at sende live-tv fra TV 2 Zulu tre gange om ugen. Vi ved, at vi glæder os helt ustyrligt, og vi har en masse ideer. Vi har ikke bygget et tv-studie, vi sender fra vores skriveborde på redaktionen. Vi får besøg af en masse venner, veninder og folk, som vi bare synes er for seje".
"Ups, det er live" vil blive sendt tirsdage, onsdage og torsdage klokken 22.20 på TV 2 Zulu.
Annonce:
Annonce: