Ny karriere
Se flere jobmuligheder her


Stil dit spørgsmål og få svar inden for 24 timer


Fotograf Lars Krabbe portrætterede Etta Camaron en efterårs dag i 1996 i Nikolaj Kirke, og han erindrer: "En fuldstændig vanvittig, gåsehudsfremkaldende oplevelse at fotografere Etta Cameron efter at have overværet et fantastisk tretimers interview. Jeg syntes, hun var så smuk, men der manglede smerte i hendes udtryk. Jeg spurgte hende: - Kan du græde? - Hun svarede ikke, men begyndte bare at nynne så smukt og inderligt, og efter få sekunder trillede en tåre ned af kinden. Det er den portrætseance, der står stærkest i min erindring, selv om det er 14 år siden". Foto: Lars Krabbe


Tip     Print     RSS     Del    

Etta Cameron gav smerten vinger

Af  UFFE CHRISTENSEN

Offentliggjort 04.03.10  kl. 23:57 

Jazz- og gospelsangerinden Etta Cameron er død i Århus efter tre ugers sygdom. Hun blev 70 år.

Etta Camaron gav julekoncert i Aalborg i 2009. Foto: www.ettacameron.dk/ (c) Poul Erik Jensen

Etta Cameron - hun blev 70 år. Foto: Holger Bundgaard.

Relaterede artikler

Der er nogle møder med et andet menneske, som du aldrig glemmer.

Og det uanset mødets varighed.

Uafrystelige møder, der trækker spor.

Et af den slags møder var mit første møde med Etta Cameron en kold efterårsdag i 1996. Det fandt sted i caféen i Nikolaj Kirke i København, og anledningen var udgivelsen af cd’en ”My Christmas”

Men den kom vi ikke til at tale ret meget om.

Det omhyggeligt forberedte interview blev til en samtale, der varede flere timer. Med nysgerrige spørgsmål og svar. Fra begge sider.

En samtale, der også i lange passager formede sig som en følelsesfuld monolog fra Etta Camerons side. Med pragtfuld og umiskendelig amerikansk accent. Forståes.

Jeg blev indfanget af hendes enorme karisma. Af hendes dybe tro og hendes enorme glæde ved livet, som i virkeligheden var affødt af så uendelig meget smerte.

Hun fyldte café-rummet - og mit indre rum - totalt.

Hun lo, hun græd. Nogle gange på samme tid. Hun pjattede. Og var så uendelig dyb.

Etta Cameron døde efter tre ugers sygdom hos sin søn i Århus tordag kl. 13.00 omgivet af sin nærmeste familie.

Født på Bahamas

Etta Louvita Cameron blev født den 21.november 1939 på Crooked Island, der er en del af Bahamas. Hun og hendes familie flyttede i 1945 til Miami i USA. Hun blev flasket op med gospel via kirken og allerede som ni-årig debuterede hun i radioen.

Som blot 11-årig mistede hun sin mor, og hun fik herefter ansvaret for opdragelsen af sine fem mindre søskende.

Ville være læge

Meget sigende for hendes råstyrke, var hun som ung fuldt besluttet på, at blive læge, og hun gennemførte faktisk fire år af studiet inden hun opgav, da hun stadig skulle tage sig af sine mindre søskende.

Men musikken var hendes liv, og i midten af 1950’erne debuterede hun som jazz- og blues-sangerinde. En karriere, der blev styrket og udbygget op gennem 1960’erne, hvor hun havde skabt sig et navn i amerikansk jazz- og blues. Blandt andet gennem et tæt samarbejde med Ira Sullivan.

København blev hendes by

I begyndelsen af 1970’erne havnende hun i København, som hun besluttede at gøre til sin base.

Det skete efter fem særdeles barske år Østberlin. I 1967 sagde hun ja til at give en koncert i Berlin - uden at vide, at det var Østberlin. Under opholdet blev hun fratjålet alt - blandt andet af en grådig manager. Og uden papirer havde hun ingen mulighed for at forlade landet.

Først i 1972 kom hun - ved danske venners hjælp - ud og bosatte sig i Købehnhavn.

Etta Cameron har datteren Debbie og sønnen Steve, der begge plejer deres musikalske karrierer.

Turnerede i Europa

Med København som udgangspunkt turnerede hun over det meste af Europa, og hun arbejdede sammen med en lang række af jazzens allerstørste.

Ofte rejse hun med sin egen gruppe, men arbejdede også sammen med Danmarks Radios Big Band. I 1970’erne og 1980’erne også mange gange sammen med NDRs orkester i Hamburg.

I 1970'er beskæftigede hun sig også med soul-musik og andet.

SE KLIP: Etta Cameron synger "Wild Widow" (1976)

Fra omkring 1990 trådte den rendyrkede jazz lidt i baggrunden og det kom i højere grad til at handle om hendes gospel og spiritual-repertoire. Ofte optrådte hun alene akkompagneret af Ole Kock Hansen eller Nikolaj Hess – men ligeså ofte begejstrede hun med sit eget gospelkor Voices of Joy.

For mange var hendes livbekræftende julekoncerter en ligeså fast tradition, som det årlige besøg i den kirken, som meget ofte lagde rum til hendes store, stærke stemme.

Stjernevrimmel

På listen over de mange stjerner hun nåede at arbejde sammen med finder man Thad Jones, Ben Webster, Kenny Drew, Georgie Fame og Richard Boone. For nu blot at nævne nogle forsvindende få, men også danske Erik Moseholm og Niels-Henning Ørsted Pedersen må¨med på listen.

Fra 2004 til 2006 tordnede hun ind i alles hjerter som dommer i TV2-programmet ”Scenen er din”. Her blev hun kendt som den, der ofte i lutter begejstring kunne tildele en deltager en uautoriseret dobbelt-femmer... Så ofte, at udtrykket "en dobbelt-femmer" vandt en vis udbredelse som talemåde.

Musicals og film

Ved siden af musikken havde hun også overskud til at medvirke i flere musicals, og hun havde en fremtrædende rolle i filmen "Peter von Scholten".

Og blandt hendes mange, mange andre gøremål var også driften af forretningen "Americana Company" i København, som hun - efter at have tiludt amerikanske varer i næsten tre årtier - lukkede sidste år.

Megen smerte

Bag denne ekstremt omfattende karriere, der her kun er gengivet i nogle meget få punkter, gemte sig et menneske, der stort set hele livet måtte gennemgå ufattelig meget lidelse, men hun overvandt det meste gennem sin stærke spititualitet.

Hun levede i hen ved 40 år med en alvorlig kræftsygdom, som hun takket være en ufattelig livskraft formåede at holde i ave selvom den kostede hende både begge bryster og underlivet. Hun gennemgik op mod 20 kræftoperationer.

I gennem store dele af sit liv – både som barn og voksen har hun levet med vold og misbrug. Men igennem hele livet så hun skæbnen i øjnene og udfordrede den.

Bo Østlunds biografi

Alt dette beskrev hun i Bo Østlunds gribende og ofte barske – men frem for alt hudløst ærlige biografi ”Etta Cameron – hun gav smerten vinger”. (Peoples Press, 2007). En beretning om kærlighed, menneskelig styrke, en ufattelig fighter-vilje og selvopholdesdrift. En beretning om troen og tankens kraft.

I alle sine danske år turnerede hun meget ofte med sin gospel og vandt en meget stort og trofast publikum. Og hun modtog i årenes løb adskillige hædersbevisninger. I 1997 blev hun således slået til ridder af Dannebrog.

Året inden blev hun udnævnt til associeret professor for Rytmisk Musikkonservatorium. Hun var protektor for flere organisationer og blandt merget andet også H.C. Andersen-ambassadør.

Et rigere menneske

Jeg forlod Etta Cameron den kølige efterårsdag i 1996 som et rigere menneske. Et klogere menneske - og kan til enhver tid genkalde mig alle detaljer fra det møde, der ikke blev det eneste.

At hun - med hendes baggrund - kunne sprede så meget varme, så meget livsglæde - betød at ens egne problemer fra den dag blev sat i et andet lys. Utallige gange har jeg genkaldt mig den samtale.

Lige nu lyder ”Joy to the World” fra højttalerne. Nogle tyste nattetimer efter, at jeg modtog det triste budskab om Etta Camerons død.

Ved siden af mig ligger boxen til cd’en ”My Christmas”, som hun nogle dage efter mødet i Nikolaj Kirke skrev en personlig dedikation på og sendte cd'en til mig.

Hun takkede mig varmt for vores møde – og det der siden kom ud af det på tryk.

Og hun sluttede sin dedikation med ordene:

”Til dig og din familie: Masser af kærlighed. God bless you!

God bless YOU, Etta.

Hvad betød hun for dig?

Hvad betød Etta Cameron for dig?

Er der oplevelser omkring hendes musik, hendes spiritualitet eller hendes person, du vil dele med læserne?


Ordet er dit
Skriv en kommentar [Regler]
tegn tilbage
Fornavn*
Efternavn*
Adresse*
By*
e-mail*
Telefon**


* Skal udfyldes.
** Valgfrit.
Kun fornavn, efternavn og bynavn vises på sitet.
Kommentarer uden korrekt navn fjernes.
Når du kommenterer, accepterer du JP Mediers vilkår

Tilmeld dig kpn.dk nyhedsoverblik

Koncert-anmeldelser:

Seebach åbnede folkefesten


Kultur


Rytmisk musik

X Factor og så den virkelige verden

Efter bootcamp nummer to blev det sagt direkte - den virkelige verden ligger et andet sted. Læs artikel


Film & tv

Disse kendte samler penge ind til Afrika

Kim Larsen spiller ny sang, mens Lars Løkke Rasmussen samler penge ind fredag aften. Læs artikel


Litteratur

Stjerneforfatter er faldet i unåde

Tyrkiets premierminister raser mod amerikansk forfatter, der nægter at besøge landet. Læs artikel


Teater

DeVito får teaterdebut i London

Neil Simons 40 år gamle publikumssucces "The Sunshine Boys" får nu en renæssance i London med Danny DeVito i den ene af hovedrollerne. Læs artikel


Billedkunst

Historisk kopi af Mona Lisa fundet

Kan man tale om en ægte kopi, så se her: Der er fundet en kopi af Mona Lisa fra da Vincis tid. Læs artikel


Klassisk musik

Lydvandring og nye klange på Nørrebro

Figura Ensemble opfører sidst på ugen et festspil med internationale gæster og lydvandring. Læs artikel




Annonce:

Afstemning
Forfatteren Paulo Coelho opfordrer til piratkopiering af alt. Er det noget du praktiserer?
Ja, jeg ser intet forkert i at fildele på nettet
36%
Nej, det er det rene tyveri
34%
Det interesserer mig ikke
30%
Stemmer i alt: 826
Underligt syn over New York
Ved første øjekast lignede det tre mennesker, der fløj rundt over New York, men ...
Dronningen er inspireret af dyreknogler
Dronning Margrethe er inspireret af dyreknogler, når hun maler.
Sort-hvid stumfilm i Oscar-spids
Den sort-hvide stumfilm er den næstmest nominerede film ved årets Oscar-uddeling.
Frank Hvam: Jeg hjælper narkomaner
Komikeren har et ganske særligt engagement i narkomanernes liv i København.
Hør den blacklistede grandprix-sang
Tine Lynggaard lagde sin sang på Youtube og blev diskvalificeret fra Dansk Melodi Grand Prix.
Hollywood-stjerner roser Bodnia til skyerne
William Baldwin og Estella Warren spillede sammen med Kim Bodnia i "The Stranger Inside".

Annonce:


Derfor jodlede 87-årig i X Factor
Konrad Laursen sang sig ind i seernes hjerter ved premieren på årets X Factor.
Her er de film du skal se i 2012
Der er masser af guf på lærredet i filmåret 2012. Få en smagsprøve på de bedste her.
Her er årets mest sete videoer på JP
Vi har samlet listen over de ti mest sete tv-klip på JPtv i 2011.
Her er årets største hits på YouTube
Det populære website har offentliggjort listen over de mest populære videoer i 2011.
Her er Elvis-huset til 26 mio. kr.
Mød manden, der har brugt 26 mio. kr. på at genskabe Graceland i Danmark.
Topchef elsker at pine sig selv
Dansk direktør har brugt mere end 8.000 timer på at træne sin krop.

Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her.
Jyllands-Posten, Grøndalsvej 3, 8260 Viby J, +45 87 38 38 38. Kontakt JP: http://jp.dk/kontakt/