DR fulgte et forældrepars slagsmål om deres barn - her i retten sammen med deres advokater. Foto: DR
Offentliggjort 18.03.10 kl. 07:25
Uanstændigt. Forkasteligt. Uforståeligt. De radikales retsordfører Lone Dybkjær skyder med skarpt mod DR's etiske retningslinjer, efter kanalen onsdag aften viste dokumentaren "Forældrekrig".
Dokumentaren viser den ni-årige Mette, der bliver sat til at skulle vælge at bo hos enten sin mor eller far som følge af forældreansvarsloven.
- Det er etisk dybt forkasteligt, at DR udstiller denne lille pige. At DR vælger at gøre hele Danmarks befolkning bekendt med pigens psykiske problemer forværrer blot hendes situation, siger Lone Dybkjær.
LÆS OGSÅ: DR forsvarer dokumentar
Onsdag blev forældreansvarsloven mødt med massiv kritik fra flere politiske partier, da foreningen Børns Vilkår kunne berette om, at skilsmissebørn i stigende omfang tvinges til at vælge mellem mor og far.
Sidste år steg antallet af forældremyndighedssager afgjort i retten med 20 procent. Samtidig bliver stadigt flere børn indkaldt i sagerne.
Ifølge Lone Dybkjær burde DR have lavet en dokumentar, der sætter fokus på de mere generelle problemer, i stedet for at eksponere ét enkelt skilsmissebarn.
Hun vil nu rette henvendelse til DR's seernes redaktør, Jacob Mollerup.
- Jeg vil skrive et brev til DR, hvor jeg vil forklare dem, at de langt fra har en anstændig etik og moral i denne sag. Jeg fatter ikke, hvordan seernes redaktør kan tillade denne norm hos DR, siger Lone Dybkjær og fortsætter:
- Selvom det viser sig at være et problem med forældreansvarsloven, må det for guds skyld aldrig blive en pressesag i det offentlige rum. Det skal klares anonymt i stedet for, at hr. og fru Danmark får en indsigt i børnenes splittelse mellem deres forældre, siger Lone Dybkjær.
Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti tilkendegav onsdag, at de er parate til at ændre i forældreansvarsloven, så børn ikke længere tvinges til at vælge mellem mor og far.
Ritzau
Annonce:
Annonce: