Offentliggjort 03.06.10 kl. 13:46
En cigar var blandt de Churchill-effekter, som indbragte over fem mio. kr. på en auktion.
Auktionen var den første af tre, som auktionsfirmaet Christie's holder over ejendele, der har tilhørt den britiske premierminister Winston Churchill.
Samlingen blev i løbet af 30 år bygget op af Malcolm S. Forbes Jr. - efterkommer efter grundlæggeren af Forbes Magazine, og onsdag blev de første 140 effekter solgt i London.
Blandt dem var en samling af Churchills taler om frihandel, som blev solgt for omkring 350.000 kr. To breve, hvori Churchills tidligere privatsekretær henholdsvis opfordrer ham til at indgå en aftale med Hitler, og Churchill afviser forslaget, indbragte omkring 310.000 kr.
"Jeg skammer mig over dig, fordi du skriver sådan et brev. Jeg sender det tilbage til dig, så du kan brænde og glemme det," lyder Churchills svar ifølge Reuters.
Derudover indeholdt samlingen en urøget cigar, som premierministeren havde givet som gave.
De resterende auktioner bliver holdt den 3. december i New York og sommer 2011 i London.
Annonce:
Annonce: