Tip     Print     RSS     Del    

Don Juan (Grønnegårdsteatret)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 29.06.10  kl. 11:08 

Nicolas Bro forfører i en lysende vittig og voldsomt underholdende "Don Juan".

Grønnegårdsteatret

DON JUAN

Af Molière

Scenografi: Rikke Juellund

Bearbejdelse og iscenesættelse: Thomas Bendixen

Til den 26. august

Kan man undgå at lade sig forføre af Nicolas Bro? Eller af komedien i det grønne. Vel kan man ej. Virtuost spiller Bros Don Juan på kvindernes hede følelser, mændenes frysende vrede og tilskuernes gispen over hans uendelige skamløshed.

I Thomas Bendixens vidunderligt skarpe og musikalske iscenesættelse er Juan ingen forfører i erotisk forstand. Et par kys eller to, og så videre. For det er legen, det farlige spil, udfordringen af dyd og moral, af det pæne samfund med dets fastlåste normer, der er tillokkende, ikke det kødelige.

I situation efter situation demonstrerer denne Juan, hvordan han kan spille på menneskers følelser. Er han i virkeligheden psykopat. En følelsesløs person, der kun drives af sit eget begær efter erobring?

Fandens moderne

En mand, der finder lige så stor nydelse i at forføre kvinder som at snøre sine kreditorer eller forblinde sin stakkels far? Instruktøren trækker lykkeligvis ingen nutidige paralleller, men fandens moderne er det i hvert fald. Skamløsheden og egoismen som menneskehedens fornemste adelsmærke.

Da vi jo nede på tilskuerpladserne heldigvis godt ved, at det ”bare” er en komedie, tillader vi os at grine. Også fordi vi ikke kan lade være. Bendixens iscenesættelse er, som hans tidligere klassikeropsætninger, et under af præcisionskomik, hvor hver eneste replik svirper saftigt og vittigt.

Fra Nicolas Bros drilske, lystne og poserende Juan over Morten Kirkskovs Sganarelle, der lyser på scenen af sveden tjenercharme, en ærlig mand med et moralsk fundament og samtidig en ærkeskælm af den dejligste art. Var det ikke, fordi Kirkskov skulle være direktør på Aalborg Teater, burde man overdynge ham med klassiske komedieroller!

Gode debuter

Og så er der en glimrende debutpræstation – Lise Baastrup Nielsen som fiskerpigen Charlotte, sød, robust, fræk og dydig på samme tid. Det giver store løfter for fremtiden, lige som også Casper Crump er skæg som hendes fnysende kæreste og Christine Gjerulff sød som rivalinden.

Signe Egholm Olsens Donna Elvira rummer både forelskelsen, fortvivlelsen og forbitrelsen, Benjamin Kitter og Thomas Hwan den retfærdige harme som Alonso og Carlos, Joen Bille er en rageknivsskarp fornøjelse med al sin forståelige fader-forfærdelse, og Jens Jacob Tychsen forgylder først den håbløse birolle som den troende tigger, og skaber bagefter som kreditoren Dimanche en virtuos karakterkomedie i komedien.

Rikke Juellunds sære, frodigt fabulerende scenebillede med voldsomt slyngede, gyldenbrune platforme – en mellemting mellem løsslupne bogruller og en stivnet ørkenstorm – giver glimrende afsæt for Molières moralske løjer, hvor løsningen på enhver instruktørs hovedpine – den talende statue til sidst – løses overrumplende, elegant og nutidigt af Thomas Bendixen. Sommerforførelse i særklasse.