Offentliggjort 18.08.10 kl. 12:38
Kontroversiel kunstner, der tidligere har fremstillet Hitler i Lego, er igen genstand for heftig debat.
To Duplo-mænd, der tydeligvis har sex i en park, har vakt harme på Roskilde Rådhus, hvor ledelsen har modtaget tre interne klager fra forskellige personalegrupper.
De mener, at maleriet bare er for meget.
Kunstneren bag maleriet er Svend Ahnstrøm, og hans billeder har tidligere vakt debat. Og det har de, fordi han også har lavet billeder af Hitler, Osama bin Laden og Mao skildret som joviale Duplo-mænd.
Udstillingen er arrangeret af den lokale kunstforening, og billederne blev hængt op den 5. august. Tre klagere har i følge lokalavisen.dk ønsket at få et par af billederne fjernet - og et af dem er billedet af de to mænd i parken.
TV: Se billeder fra udstillingen her
Men billederne bliver efter alt at dømmme - som planlagt - hængende denne måned ud.
"Vi kan ikke lave censur, når vi først har inviteret kunstneren indenfor", siger formanden for Roskilde Kommunes Kunstforening, Annette Hvidberg, til lokalavisen.dk
Kommunaldirektør i Roskilde, Henrik Kolind, understreger, at det er kunstforeningen, der suverænt bestemmer, hvem de vil udstille. Dog tilføjer han, at han blev konsulteret, inden billederne blev hængt op - og at han syntes, at det var i orden at udstille Ahnstrøms billeder.
Svend Ahnstrøm har forklaret, at billedet er en hyldest til World Out Games i København, og at man skal se det som et tillæg til hans serie "Toys" - serien der blandt mange andre rummer billede af Hitler som Dublo-mand.
LÆS OGSÅ: Hitler fremstillet som Dublo-figur
Klagerne kommer bag på Annette Hvidberg, der til lokalavisen.dk blandt andet siger:
"Det har overrasket os, at der på en arbejdsplads, som normalt udviser rummelighed og forståelse, har været denne modstand mod udstillingen. Medarbejderne har været forargede på borgernes vegne, men jeg synes, at folk bare burde trække på smilebåndet af billederne. Et rådhus skal have plads til sådan noget."
Den aktuelle udstilling med 62 malerier kan ses på rådhuset frem til 30. august.
Det er iøvrigt ikke første gang, at kunst på et rådhus har vakt debat.
Sidste år fik den irakiskfødte kunstner Mahmoud Alibadi afvist sit værk "Danmark?" fra en integrationsfestival på Frederiksberg Rådhus.
Det skete blandt andet fordi billedet rummede en afbildning af et dansk flag med brændte huller.
LÆS MERE: Kunstner afvist på grund af brændemærket dansk flag
TV: Se billeder fra udstillingen
Annonce:
Annonce: