Tip     Print     RSS     Del    

Ny krigsfilm om Pearl Harbor får dårlige anmeldelser

Af KLAUS JUSTSEN, Jyllands-Postens korrespondent

Offentliggjort 26.05.01  kl. 01:00 

Disney brugte 140 mio. dollars på at genskabe angrebet, der bragte USA ind i Anden Verdenskrig, men filmen ''Pearl Harbor'' har trods imponerende kampscener vanskeligt ved at leve op til forventningerne.

WASHINGTON - Det begyndte for tre år siden med Steven Spielbergs gribende film om de allieredes invasion i Normandiet. ''Saving Private Ryan'' genskabte amerikanernes og dermed mange andres interesse for Anden Verdenskrig.

En strøm af bøger har siden da holdt liv i interessen og til tider pisket den op til noget nær hysteriske højder. Amerikanerne kunne, hvis man skulle tro oplagstallene, ikke få nok af beretninger om, hvad de har døbt ''Den største generation''.

Alle tiders største krigsfilm skulle, 56 år efter at det hele var overstået, bringe nye generationers interesse for forfædrenes indsats til at kulminere.

Walt Disneys Touchstone Pictures ofrede 140 mio. dollars på at genskabe japanernes overrumplingsangreb på den amerikanske flåde, og dagen der ifølge præsident Franklin D. Roosevelt vil »leve i vanære.«

''Pearl Harbor'', der fredag havde premiere i hundreder af USA's biografer, synes dog at få vanskeligt ved at leve op til forgængere og endnu vanskelige ved at indfri de store forventninger.

Anmelderne er med enkelte undtagelser enige om, at filmen nok er både lang, storslået, larmende og teknisk set imponerende. De er imidlertid lige så enige om, at det ikke lykkes for den at genskabe hverken krigens virkelige drama eller krigstidens ekstatiske kærlighedsaffærer.

Nyhedsmagasinet Time understreger, at Pearl Harbor ikke er nogen fuldstændig forfærdelig film. Nettoresultatet af de enorme anstrengelser er derimod »næsten total ligegyldighed.«

Øjenvidneberetningerne

Konkurrenten Newsweek brugte en snes sider på film og på angrebet søndag morgen 7. december 1941. Konklusionen blev imidlertid, at de mest gribende beretninger om japanernes angreb kommer fra de mænd, der var på stedet.

Hollywood kan i den sammenligning godt pakke sammen, hvilket i måske endnu højere grad gælder, når det drejer sig om at forklare, hvordan amerikanernes følelse af at være usårlige blev knust af bomberne, der sendte krigsskibe til bunds med Hawaii som idyllisk baggrund.

Premieren ledsages af en strøm af dokumentarprogrammer. Ingen ringere end Golfkrigens superhelt, general Norman Schwarzkopf, har forklaret, hvordan det kunne gå til, at både politikere og generaler ignorerede advarsler, så angriberne fik let spil.

De nu aldrende veteraner har gribende beskrevet, hvordan de så kammerater gå til bunds med krigsskibet ''Arizona'' eller måtte nøjes med at give døende venner en sidste cigaret.

Der er også masser af lig i den tre timer og tre minutter lange film, men de dukker først op efter, at den første halvdel er blevet domineret af en kærlighedshistorie, som af kritikerne betegnes som skiftevis overfladisk og latterlig.

Selv superstjernen Ben Affleck og den klassiske skønhed Kate Beckinsale kan ikke redde historien om to modige piloter, der trods livslangt venskab forelsker sig i den samme sygeplejerske.

Kampscenerne

Angrebet på den amerikanske flådebase er derimod en blændende demonstration af, hvor præcist moderne filmteknik kan genskabe kampscener. Kuglerne hvisler, og bomberne eksploderer med en sådan kraft, at det lykkes dem at skubbe en ganske pinagtig dialog i baggrunden.

Historikere har allerede påpeget enkelte fejl eller overdrivelser, men fastslår, at filmen i det store og hele, når det gælder angrebet og dets konsekvenser, holder sig på sikker grund.

Endnu inden premieren havde enkelte skeptikere advaret mod faren for, at filmen skulle bringe gamle racistiske modsætninger til live. Efter angrebet på Pearl Harbor blev titusinder af amerikanere af asiatisk oprindelse interneret.

Meget tyder på, at denne frygt er ubegrundet, og at det vil være en overdrivelse at tillægge en larmende og storslået, men også overfladisk film så vidtgående konsekvenser.

New York Times sammenfatter sin vurdering med en påstand om, at 25. maj 2001 ikke er en dato, der vil leve i vanære.

»Den allierede leder, man kan omskrive, er ikke Roosevelt, men Churchill: Aldrig har så mange brugt så meget på så lidt.«

klaus.justsen@jp.dk