Tip     Print     RSS     Del    

Evig kulturkamp om Besættelsen

Af TOM HERMANSEN

Offentliggjort 04.05.07  kl. 22:21 

Påstanden om, at vi lever i historieløse tider, er vildt overdrevet, mener historikeren Nils Arne Sørensen.

Huskede De at sætte lys i vinduerne i aftes? Der er efterhånden langt mellem stearinlysene i danske hjem den 4. maj, når vi ifølge traditionen markerer aftenen i 1945, da tyskerne kapitulerede. Men de manglende lys er ikke udtryk for, at nutidens danskere har mistet interessen for Danmarks befrielse, mener historikeren Nils Arne Sørensen fra Syddansk Universitet.

»Påstanden om, at vi lever i historieløse tider, er vildt overdrevet. Det er rigtigt, at der er færre lys i vinduerne den 4. maj, hvilket skeptikere klagede over allerede i 1960erne.

Men kigger man på, hvad der skrives, sælges og læses af bøger om besættelsestiden, så kan man konstatere, at interessen ikke er faldende. Heller ikke i medierne mangler der historisk stof. Så der er snarere tale om, at folk ikke per automatik husker at hejse flaget på Valdemarsdag eller sætte lys i vinduerne den 4. maj.

Derfor giver det god mening at holde fast i markeringen af både besættelsen den 9. april og befrielsen den 4. og 5. maj, fordi de dage er helt afgørende i nyere dansk historie. Og selv om det måske ikke er noget, vi tænker over, med mindre vi bliver mindet om det, så ved danskerne godt, at landets fremtid var på spil dengang.«

Historisk iscenesættelse

Hvorfor besættelsestiden og befrielsen er så vigtige for danskerne, findes der mange modstridende tolkninger af, forklarer Nils Arne Sørensen, der for alvor slog sit navn fast med 2005-bogen Den store Krig: Europæernes første Verdenskrig.

»Lige siden befrielsesaftenen har forskellige aktører, især politiske, brugt Besættelsen som ammunition til at skyde på nutiden og fremtiden.

Allerede i maj 1945 kom politikerne fra samarbejdspartierne, altså Socialdemokratiet, Venstre, de konservative og de radikale, med en fortolkning af Besættelsen: At alle danskere stod sammen under krigen. Modstandsbevægelsen var den mest ædle, men vi var alle med på det rigtige hold lige bortset fra enkelte værnemagere, østfrontsfrivillige og tyskerpiger.

Det er jo en rar fortælling, som de fleste danskere tog til sig. Men ikke alle.

Både nationalkonservative og kommunister kritiserede den danske regering og det økonomiske establishment for samarbejdspolitikken med tyskerne. Og den forestilling om, at der var langt flere brodne kar i Danmark under krigen, vandt indpas gennem 1940erne og 1950erne, især hos kommunisterne, og fra 1960erne fik fortællingen medvind hos ungdomsoprøret.«

Ny Region Nord

Hvordan brugte ungdomsoprøret den kritiske fortælling om Besættelsen?

»De unge sagde: Hvem var i grunden på den rigtige side under Besættelsen, og er vi helt sikre på, at vi stadig er på den rigtige side?

Især blev der draget paralleller til krigen i Vietnam. Både tidens venstreorienterede, men også modstandsfolk som Frode Jakobsen pointerede dengang, at skal vi stadig fejre Befrielsen, så bliver vi nødt til i samme åndedrag at kritisere USAs krig i Vietnam, for det var vel ikke, mente kritikerne, den slags krigeriske invasioner, friheden skulle bruges til.

Debatten om EF, som for alvor eksploderede i 1971, er et andet eksempel på, hvordan Besættelsen kan bruges aktivt. Et væsentligt tema i debatten var nemlig, om ikke EF bare var en ny udgave af det nazistiske Tyskland, hvori Danmark endnu engang skulle være Region Nord.«

Kamp eller konsensus

»Fra 1980erne har Søren Krarup brugt Besættelsen som en gennemgående figur, når han kritiserer indvandrerpolitikken. Han har kaldt sig modstandsbevægelsens arvtager, mens de politikere, der fører den liberale indvandrerpolitik, i hans øjne har samarbejdet med fjenden, altså de muslimske indvandrere, der ifølge Krarup er ude på at ødelægge det danske fællesskab ligesom tyskerne var.

Et nyere eksempel er Anders Fogh Rasmussen, som har karakteriseret samarbejdet med tyskerne som kujonagtigt. På den måde bruger også han besættelsestiden til eget formål: Friheden skal man slås for, og derfor er der danske soldater i Irak.

Når han fordømmer samarbejdspolitikken under krigen, er det for at pointere over for nutidens danskere, at sådan må vi ikke svigte vores idealer. Anders Fogh Rasmussens politiske modstandere bruger til gengæld historien med modsat fortegn og siger: Skal vi drage paralleller til besættelsestiden, er det forstemmende, at nutidens Danmark selv er blevet en besættelsesmagt.«

Er det bekymrende, at politikerne på den måde tager historien som gidsel for at underbygge egne pointer?

»Måske, men sandheden er, at sådan er historien altid blevet brugt. Historien er til for at blive brugt aktivt i nutiden, og når man knytter fortid og nutid sammen, bliver eksempelvis besættelsestiden pludselig noget, der er brugbart som en moralsk fordring i nutiden.

Men når politikere og debattører bruger historien, er det vigtigt, at vi har historikere og andre eksperter, der kan sige, at den tolkning, som eksempelvis statsministeren kommer med, ikke nødvendigvis dækker hele sandheden. Måske er der noget, han glemmer, for at få besættelsestiden til at passe til hans egen dagsorden.

Historikere er derfor forpligtede til at blande sig i den offentlige debat, men jeg synes ikke, de skal sige, at det er forbudt at bruge historien til at understøtte et givent argument. Historikerne ejer ikke historien, og i ethvert demokratisk samfund skal der være kamp om historien, ellers bliver det hele til leverpostejfarvet konsensus.«

I din roste bog Den store Krig tager du netop historien om Første Verdenskrig og Danmark op til kritisk revision.

»I bogen pointerer jeg, at historien om Første Verdenskrig ikke er slut, bare fordi det sidste skud er affyret. Kampen om, hvordan man skal forstå ikke bare Første, men også Anden Verdenskrig, raser stadig. Og herhjemme handler debatten altså især om besættelsestiden. Måske Den Kolde Krig ender med at fylde lige så meget, men jeg tvivler.«

Ingen objektiv sandhed

Man taler om den gamle over for den nye generation af historikere, hvor førstnævnte i modsætning til sidstnævnte, som du vel tilhører, tror på, at historikeren kan finde objektive sandheder om fortiden.

»Det er et skisma, man kan gøre mere firkantet end nødvendigt. Men det er klart, at ældre historikere havde en større tro på, at de kunne nå frem til hele sandheden punktum. At man ved hjælp af gode kilder og analyse simpelthen kunne vise, hvordan det var i gamle dage.

Den ambition har historikere for ganske mange år siden taget afstand fra. Men det betyder ikke, at vi siger, at enhver tolkning af fortiden er lige god! Den bedste tolkning er den, som er bedst dokumenteret og bedst formidlet.

En italiensk historiefilosof har sagt, at al historie er nutidshistorie, for vi spørger altid til historien fra i dag. Den, der stiller spørgsmålene til gamle dage, former også spørgsmålene. Så selv om jeg skriver om besættelsestiden eller om Første Verdenskrig, så kan jeg ikke løbe fra, at jeg lever i 2007.«

Historievås

Tilhængere af den gamle historieskole vil sige, at dét er en farlig påstand, som kan føre til en opfattelse af, at når vi alligevel ikke kan finde nogen sandheder, så er den ene historie lige så god som den anden.

»Det argument kender jeg.

Du kan ikke rekonstruere fortiden, men du kan komme med overbevisende forsøg på at konstruere en forklaring om gamle dage. Og de konstruktioner er ikke alle sammen lige gode. Mange af de mere provokerende fortolkninger af historien er forholdsvis nemme at skyde ned.

Når Søren Krarup mener, at Danmark har været Danmark, og danskere har været danskere i 1.000 år, fordi det står på Jellingestenen, så er det nemt at påpege, hvordan forestillingen om, hvad det vil sige at være dansk, er skiftet i både indhold og betydning gennem de 1.000 år.

Nu bruger jeg Krarup som eksempel, men du kan sige det samme om de politisk korrekte venstreorienterede historiefortællinger. Her møder man også det rene vås.«

Eksempelvis?

»At den antikke græske kultur, vi hylder som Europas vugge, beror på tyveri fra Afrika og især Egypten, og at forskere siden Oplysningstiden har forsøgt at skjule, at det hang sådan sammen altså forestillingen om the Black Athena.«

Samtalen, der er blevet til denne uges lørdagsinterview, fandt sted tirsdag den 1. maj mellem kl. 12 og 13. Skulle Nils Arne Sørensen egentlig ikke have været ude at fejre arbejdernes kampdag?

»I min ungdom i Århus gik jeg til den 1. maj med venstrefløjen, men fik det i stigende grad dårligt med dele af dens program. Eksempelvis at den snakkede om mellemmenneskelig forståelse og samarbejde, men alligevel afviste ethvert samarbejde med andre europæere.

Så lige netop den tradition er jeg holdt op med for snart mange år siden. Men de store idealer om solidaritet og næstekærlighed hylder jeg stadigvæk.« tom.hermansen@jp.dk