Kunstkurator Antoanetta Ivanova leder Impact. Foto: Niels Hovgaard
Offentliggjort 28.01.08 kl. 09:26
Stort kunstprojekt med base i Århus vil skabe opmærksomhed om klodens klimaproblemer.
Adskillige nutidskunstnere deltager i klimadebatten gennem deres kunst, og de bedste af dem skal nu samles til kunstudstillingen ”Impact. Art in the age of climate change”.
Der er dog ikke tale om malere, tegnere og billedhuggere, men derimod kunstnere, hvis kreative arbejde befinder sig i skæringspunktet mellem kunst, videnskab og ny teknologi.
Udstillingen har netop fået tre mio. kr. i støtte fra Nordisk Kulturfond og åbner i november 2009, når København er vært for FN's globale klimatopmøde.
Derefter rejser udstillingen videre rundt i Norden.
Ideen opstod på det århusianske Alexandra Instituttet, et selskab, der bygger bro mellem it-erhvervsliv og forskning.
Som koordinator blev den australske kunstkurator Antoanetta Ivanova udpeget.
Hun siger:
»Impact bliver en udstilling om, hvordan vi behandler verden i dag. Hvordan vi alle medvirker til klimaforandringerne, og hvordan vi selv kan være med til at løse problemerne. Visionen bag udstillinger er at bruge kunstens kommunikative og sansemæssige kvaliteter til at engagere og inspirere den nordiske befolkning i debatten.«
De kunstnere, der bliver udvalgt til udstillingen, viser, hvordan kunsten i stigende grad engagerer sig i samfundsdebatten og inddrager videnskab og ny teknologi, vurderer Antoanetta Ivanova.
Men hun understreger, at kunst stadig er en speciel praksis, der ikke skal forveksles med videnskab.
»Vi må fastholde, at kunst og videnskab har forskellige mål og metoder. Kunst er kunst. Videnskab er videnskab. Kunst kan forandre tørre tal og statistikker til noget levende og engageret. Rigtigt mange dygtige kunstnere er dybt involverede i klimaet for tiden, og jeg mener virkelig, at kunst med hensyn til klimaet har en mission at fuldføre!«
”Impact” bliver ikke bare endnu en trendy kunstudstilling, der forsøger at lægge sig op ad tidens mest debatterede emner, garanterer hun:
»De kunstnere, som vi udvælger til udstillingen, har arbejdet med disse problemer i 10-20 år. Det er ”cutting edge” kunstnere, som er med helt fremme.«
Annonce:
Annonce: