Tip     Print     RSS     Del    

Katastrofer, hærværk og pludselig død

Af  TOM HERMANSEN

Offentliggjort 08.02.10  kl. 10:11 

En finsk kunstner har lavet en destruktiv, dyster installation i Århus Kunstbygning. Resultatet er underligt nok forførende.

Århus Kunstbygning

Jaakko Niemelä: ”Grid - Models of the unexpected”

Til den 17. marts

Det kan være en underholdende affære at lytte til kunstnere, der forklarer deres arbejde. I den lille folder, der akkompagnerer finske Jaakko Niemeläs soloudstilling i Århus Kunstbygning, siger hovedpersonen:

»Jeg interesserer mig for tagkonstruktioner, som består af forskellige gittermønstre eller netstrukturer.»

Aha, det lyder omtrent ligeså spændende som en manual om, hvordan man samler en græsslåmaskine. Men at vi overhovedet gider beskæftige os med kunst, er vel netop fordi, at kunstnere ser kreativt potentiale de steder, hvor vi andre ingenting ser. Og når man træder ind i kunstbygningens stueetagelokaler, ser man, at dét med tagkonstruktionerne måske ikke er så uinteressant, som man kunne tro.

Opbyggelighed trods alt

Jaakko Niemelä (født 1959) er ikke et navn, som ret mange vil genkende. I pressemeddelelsen står, at han er repræsenteret på flere museer, og googler man hans navn, kan man se, at det drejer sig om finske og svenske museer. Det er med andre ord ingen verdensstjerne, der er kommet til byen.

Men det gør ikke spor, omvendt er det just kunstbygningens styrke, at den kan overraske os med navne, som vi ikke kender i forvejen. Og dette er en voldsomt positiv overraskelse. Positiv i den forstand, at det er en glimrende udstilling. Men stemningen i udstillingen kan man næppe betegne som positiv.

I ét stort lokale er loftet faldet halvvejs ned, således at man bevæger sig nervøst rundt, mens man kigger op. I det ene hjørne er dele af loftet knust og ligger som brudstykker på gulvet. Fra hullet skinner et stærkt lys, mens en ventilator blæser kølig luft ned i lokalet. Fornemmelsen er klaustrofobisk og truende. Som om verden kan bryde helt sammen hvert øjeblik, det skal være.

Røde laserlys

Næste rum er mørklagt, kun oplyst af røde laserlys, der vibrerer langs metalkonstruktionerne i loftet. At gå rundt her er som at træde ind i en science-fiction-film, hvor verden er gold og metallisk.

Sidste rum, kunstbygningens rotunde ud mod J.?M. Mørks Gade, fremviser en geometrisk gitter-konstruktion, der drejer rundt om sig selv, mens den sender mørke skygger op på væggene. Dét er udstillingens mindst destruktive værk, idet skyggerne er umiddelbart smukke.

Det besynderlige er så, at det hele rummer en eller anden paradoksal skønhed. Som om, at der i al ødelæggelsen er en opbyggelighed; en forhåbning om, at alt trods alt vil blive bygget op på ny.