Tip     Print     RSS     Del    

Farven i kunsten (Louisiana, Humlebæk)

Af  TOM HERMANSEN

Offentliggjort 11.02.10  kl. 10:24 

Farven har haft det svært i kunsthistorien, men den er lykkeligvis ikke til at slippe af med, viser en flot kunstudstilling på Louisiana .

I udstillingens anden halvdel stråler Louisianas egne værker fra 1950'erne og senere. Amerikanske Frank Stella maler anonyme streger og mønstre. Her hans "Bam" fra 1966. Tilhører: Louisiana Museum of Modern Art. © Copydan, BilledKunst 2010

Louisiana, Humlebæk

FARVEN I KUNSTEN

Samtidig udgiver museet en flot, velskrevet bog: "Colour in art". 244 sider. 348 kr.

Til den 13. juni

Hvad er skønnere end farverige billeder? En hel del, ifølge den tyske filosof Immanuel Kant, der anså farven som en underordnet kvalitet ved kunsten. Det altafgørende var stregen og formen. Og den holdning er han ikke ene om. Gennem kunsthistorien er farven blevet betragtet som et alt for sanseligt og forførende virkemiddel - kunst handler om erkendelse, og til det formål er farvesmøreri direkte forstyrrende.

Abonnerer man på denne gode, gamle farveskepsis, vil man nok få et nervøst sammenbrud på Louisianas nye udstilling, der åbner i dag.

Sjældent, om nogensinde, har et dansk kunstmuseum fremvist så mange farver på én gang.

Dét er ikke en kvalitet i sig selv, men her er det ikke hvem som helst, der har ført penslerne. "Farven i kunsten" er en greatest kunstnerhits.

Samtidig er den formidlet perfekt.

Det eneste regulære minus er, at udstillingen i højere grad kunne være ført op til i dag, fordi mange nutidskunstnere arbejder bevidst og originalt med farven.

Fine sammenhænge

Det første billede, der stirrer på en, når man træder ind i udstillingen, er lavet i 1910 af russiske Alexej von Jawlenskij.

Det forestiller en kvinde, hvis pande er grøn, ansigt gult og kinder lyserødspættede.

Sådan var hendes ansigtskulør næppe, hvilket just er pointen i udstillingens første del; altså at malerne rykker farverne fri af objektet. Med andre ord: En hund er blå, hvis kunstneren føler, den skal være blå.

Denne første halvdel rummer kun billeder fra den store private Merzbacherkunstsamling.

Begrænset fornøjelse

At udstille privatsamlinger kan være en begrænset fornøjelse, men denne samling rummer så mange hovednumre, at det ville være dumt at forpasse chancen.

Men i dag er det ikke nok at smække fine billeder op på museumsvæggene, kulturkonkurrencen er barsk, og derfor skal der mere til. Og idet Merzbacher-samlingen er kendetegnet ved farveglade malerier fra sidst i 1800-tallet og først i 1900-tallet, lå farvetemaet lige til højrebenet.

I anden udstillingshalvdel har museet så suppleret med farverige værker fra egen samling.

Det kunne lyde som en lappeløsning, men sandheden er, at farvetemaet bekommer Louisiana -værkerne særdeles vel. Eksempelvis er David Hockneys enorme maleri af Grand Canyon næppe tidligere indgået i en så øjenåbnende sammenhæng.

Fortsættes...