Tip     Print     RSS     Del    

Deimantas Narkevicius ( Kunsthallen Brandts, Odense)

Af  TOM HERMANSEN

Offentliggjort 11.03.10kl. 14:18

Vi er lidt for gode til at glemme fortiden, mener litauisk kunstner. Det er beskeden i Kunsthallen Brandts nye videobilledvrimmel-udstilling.

Kunsthallen Brandts, Odense

DEIMANTAS NARKEVICIUS

Chefkurator: Chus Martínez

Arrangeret i samarbejde med museet Reina Sofia, Madrid

Til den 30. maj

Litauisk videokunst med en spilletid på i alt ni kvarter! Det lyder uhyggelig tørt, og dertil kommer, at Brandts store udstillingsareal til lejligheden er malet gråt i gråt.

Manden, det handler om, er den litauiske video-/ filmkunstner Deimantas Narkevicius.

Ikke et navn, der vil vække genkendelse hos mange danskere. Nogle vil nok mene, at Brandts hermed er ude på at skræmme publikum væk.

Men kunsthallerne, der i modsætning til museerne ikke har nogen fast samling at varetage, er netop sat på jorden for at slå nogle slag ud i luften og se, hvad der sker. Og det er det, kunsthallen gør hér.

Om salene kommer til at stå tomme de næste par måneder, må tiden vise. Men herfra skal der lyde en varm anbefaling. Jo, det er tungt, men kunst handler ikke kun om skønne former og smukke farver. Kunst handler også om eftertanke, og den er der masser af her.

Statuens fald

De otte videoværker har fint albuerum. Nogle har en kube for sig selv, andre kommer som punktnedslag gennem udstillingens aflange gangforløb.

Det er altså ikke en udstilling, der lægger op til passiv iagttagelse. Derimod bevæger man sig gennem rummene og bliver i positiv forstand overfaldet af den ene storskærm efter den anden, mens lydene og stemmerne fra de forskellige videoer runger. Hvad det handler om, udtrykker en video fra 2004 på fin vis. Her ser vi dokumentarvideoklip fra nedrivningen af et af sovjettidens symboler i Litauen i 1991, nemlig en kolossal Lenin -skulptur i Vilnius. Litauerne klapper og hujer. Flagene blafrer mod sommerhimlen.

De ryger smøger, omfavner hinanden, og nogle danser på skulpturen, der bliver væltet af en kran.

Kommunismesværmeri

Men Narkevicius har klippet videoen sammen, så kronologien er omvendt: Først ser vi skulpturen blive kørt væk, dernæst at den væltes, og til sidst står den på sin plads. Pointen fra kunstneren er, at vi er lidt for gode til at glemme fortiden.

Faktisk mener han, at vi bør lade denne slags symboler blive stående, fordi de dagligt vil hjælpe os til at huske.

Nok en naiv, men dog spændende tanke. Narkevicius skriver i folderen, man kan tage ved udstillingens indgang, at han er rystet over, hvordan den yngre litauiske generation er begyndt at sværme om kommunismen.

Overspringshandling

I en anden video, måske den bedste, tager han os med til et enormt el-kraftværk, bygget i 1960' erne tæt på Vilnius.

En mand fortæller os, at kraftværkets arbejdere var lykkelige, fordi de fleste havde været indespærrede i arbejdslejrene i Sibirien. En anden viser stolt rundt på værket.

Men samtidig ser vi det forfald, der nu kendetegner byggeriet, og de sovjetiske propagandamalerier, der dækker væggene. Det er en smukt komponeret historie om optimisme og glæde og om forfald og undertrykkelse.

Et par af videoerne er mindre vellykkede, navnlig når foretagendet bliver for elitært. Især én, der på metamaner forsøger at finde svar på, hvad en dokumentarvideo/-film er for noget. Desuden er en af videoerne 68 min. lang, og den kan man fint springe over.