Tip     Print     RSS     Del    

Friedrich Nietzsche: MENNESKELIGT, ALT FOR MENNESKELIGT

Af TORBEN SANGILD

Offentliggjort 17.08.07  kl. 21:16 

Filosofi: Den tyske filosof Friedrich Nietzsche hylder den selvstændige oplysningstænkning frem for autoriteter i bogen ”Menneskeligt, alt for menneskeligt” fra 1878. Den er både blændende og forvrøvlet.

Friedrich Nietzsche:

MENNESKELIGT, ALT FOR MENNESKELIGT

(Menschliches, Allzumenschliches)

Oversat af Niels Henningsen

311 sider, 290 kr.

Det lille forlag

Er udkommet


Det er bemærkelsesværdigt, at Friedrich Nietzsche tilegner ”Menneskeligt, alt for menneskeligt” til Voltaire og samtidig indleder med et citat af René Descartes. Både, fordi de begge er franskmænd (dette er få år efter den fransk-tyske krig), men også fordi de repræsenterer den fornuft og oplysning, som den tidlige Nietzsche ellers havde set sig gal på.

Få år tidligere sad Nietzsche nemlig sammen med komponisten Richard Wagner og dyrkede den fælles interesse for Arthur Schopenhauer og den tidlige græske kultur.

Nietzsche ville hjælpe Wagner med at formulere den ultimative vision for en højnelse af den tyske kultur inkarneret i Wagners opera ”Tristan og Isolde”, der hyldede natten, døden og den irrationelle kærlighed på bekostning af fornuften, individet og optimismen. Det resulterede i Nietzsches første bog, ”Tragediens fødsel”.

I ”Menneskeligt?” får oplysningen et nyt potentiale til at kunne redde kulturen og frigøre ånden. For nu er helten ikke længere det romantiske geni, men fritænkeren, og dermed markerer han også et voldsomt opgør med den dominerende faderskikkelse, Wagner.

Den frie ånd er den, som ikke dyrker dannelsen og de overleverede sandheder og værdier, men som tænker selvstændigt og skeptisk, som river myter ned og tør se menneskets natur i øjnene. Altså sådan én som Nietzsche selv.

Trøst for svage ånder

Fritænkningen indebærer en kritik af religionerne, der i bedste fald har karakter af en trøst for svage ånder, og som har smittet filosofien i form af metafysiske spekulationer. I stedet bruges videnskaben og psykologien som afsæt for et mere naturalistisk blik på mennesket om end gennem hele bogen med en bevidsthed om, at fornuften også er et magtinstrument.

Den indebærer også en kritik af geni-dyrkelsen i kunsten til fordel for et mere nøgternt blik på geniet som den gode håndværker og den specialiserede nørd, der gennem træning perfektionerer sit udtryk.

Et udtryk, der ikke handler om inderlighed, for Nietzsche vil gerne gøre op med hele den skelnen mellem følelse og tanke, der desværre stadig præger vores kultur den dag i dag, og det er et af de mange steder, hvor han er givende at læse.

Gajolæske-niveau

Det gælder dog langtfra hele bogen, der er bygget op som en lang række fragmenter ordnet i ni hovedafsnit. Cirka halvdelen lider af enten at være meget tidsbundne eller direkte tåbelige eller også banale mundheld på Gajolæske-niveau som §315, der lyder: »Den, der ikke forstår at lægge sine tanker på is, bør ikke begive sig ind i kampens hede.« Ja, og man kan ikke både blæse og have mel i munden?

Men det svingende niveau er nok en pris, der følger med en så lunefuld tænker som Nietzsche, der i øvrigt selv virker ganske bevidst om, at hans vanenedbrydende tænkemåde nødvendigvis indebærer en blanding af vrøvl og dyb indsigt, og at kun fremtiden (altså vi) vil kunne bedømme dette.

Det er i den forbindelse slående, at den beskrivelse, Nietzsche giver af undtagelsemennesket (den frie ånd), svarer ret præcist til vore dages normale krav til almindelige mennesker i uddannelsessystemet og i erhvervslivet: Selvstændig, kreativ tænkning og et opgør med vanerne og de overleverede systemer.

Suspekt politik

Hvad angår det politiske er Nietzsche suspekt, om end svær at klassificere. Han udtrykker sig skiftevis som liberalist og (især) reaktionær konservatist. Han kritiserer socialismen for, at dens ligemageri skaber slaphed og sætter samfundet og evolutionen af store ånder i stå og forsvarer uden blusel klassesamfundet og slaveriet. Heri ligger nok nøglen til hans politiske filosofi: En stædig dyrkelse af ulighed, kamp og lidelse som forædlende, aristokratisk princip kombineret med en foragt for masserne og arbejderne, der skildres som åndløse.

Og så, netop som man tror sig at have fundet nøglen, viser han sig - også her - alligevel mere nuanceret. Han overrasker også, f.eks. når han pludselig plæderer for en europæisk union, der ophæver nationalstaterne (§475). Men det er nu ikke som politisk filosof, han har noget at byde på.

Med modsigelser

Niels Henningsen har lavet en tekstnær oversættelse af Nietzsches lidt gammeldags sprog, og der er gode, forklarende noter undervejs.

Det er ikke en bog, man læser fra ende til anden for at følge en argumentation, og Nietzsche er ikke bange for at modsige sig selv. Det er en bog, man springer rundt i, hvor man skiftevis begejstret råber »ja, sådan er det!« og »nej, dit vrøvlehoved!«, men som frem for alt beder læseren om at tænke selv.


Blå bog
Friedrich Nietzsche

Født den 15. oktober 1844 i Röcken nær Leipzig.

Studier i musik, litteratur, filosofi og klassisk filologi.

1869-79: Professor i klassisk filologi i Basel, derefter fri forfatter og filosof.

Den 3. januar 1889:

Bryder sammen i Torino og tilbringer resten af sit liv i åndelig formørkelse, fra 1897 i Weimar under opsyn af søsteren Elisabeth.

Den 25. august 1900:

Dør i Weimar af lungebetændelse.

Vigtigste bøger:

”Tragediens fødsel” (1872/86), ”Menneskeligt, alt for menneskeligt” (1878-80), ”Den muntre videnskab” (1882), ”Således talte Zarathustra” (1883-85), ”Hinsides godt og ondt” (1886), ”Moralens oprindelse” (1887), ”Tilfældet Wagner: et musikerproblem” (1888), ”Afgudernes ragnarok, eller: hvordan man filosoferer med en hammer” (1888), ”Antikrist: forbandelse over kristendommen” (1888), ”Ecce homo: hvordan man bliver, hvad man er” (1888).

Faktisk består der mellem religioner og virkelig videnskab ikke noget slægtskab eller venskab eller sågar fjendskab: de lever nemlig på forskellige kloder.Ikke sjældent møder man kopier af betydelige mennesker; og de fleste mennesker synes, ligesom ved malerier, også her bedre om kopierne end om originalerne.I ethvert parti er der én, der, fordi han alt for troskyldigt udtrykker partiets principper, provokerer de andre til at falde fra.Man siger ofte en mening imod, hvor det egentlig kun er den tone, hvormed den fremføres, der er os usympatisk.Det lader sig betvivle, om et vidtberejst menneske nogetsteds i verden har fundet et mere hæsligt område end det menneskelige ansigt.
Friedrich Nietzsche I ”Menneskeligt, alt for menneskeligt”