Dag Solstad: ARMAND V. FODNOTER TIL EN UUDGRAVET ROMAN

Af JON HELT HAARDER

Offentliggjort 30.08.07 kl. 22:25

Også i den seneste roman er det tydeligt, at Dag Solstad nærmest er et kapitel for sig i moderne norsk litteratur.

Dag Solstad:

ARMAND V. FODNOTER TIL

EN UUDGRAVET ROMAN

224 sider, 249 kr.

Rosinante.

UDKOMMER I DAG

Det skrevne har et gammelt og intimt forhold til det uskrevne. Det er jo typisk verden uden for sproget, man vil beskrive, når man sætter fingre på tastatur eller pen på papir. Dette strammer til,når man skriver fiktion, for så er det der jo under alle omstændigheder ikke, undtagen som skrift altså. Men hvor var det så, inden det blevet skrevet?

Dag Solstads seneste roman peger i sin titel på den romantiske myte, hvor det at hugge en skikkelse ud af en klippeblok består i at vække eller udgrave en skikkelse, der allerede er i stenen, snarere end at skabe noget, der ikke var der i forvejen. Solstad har blot undladt at udgrave skikkelsen, dvs. skrive romanen, men forsyner os til gengæld med 224 siders fodnoter til denne roman, som han altså hverken kunne eller ville skrive som andet end en slags relief.

Den perfekte diplomat
Det foreliggende, fodnoterne, handler især om Armand V. Og da fodnoter er noter til noget, om end jo i sagens natur forskudte og fordrejede, må vi tro, at også hovedteksten, hovedsagen, handler om Armand V: Om hans ungdom i Oslo, venskaber (festlig beskrivelse af studerende ungdom i Oslo i 1960erne!), kærlighed og ikke mindst hans karriere som norsk diplomat. Når karrieren fylder meget, er det ikke fordi, diplomatiet i sig selv er spændende (selvom Armand synes det), men fordi Armands forhold til diplomatiet er i fokus.

Armands forhold til det at repræsentere det moderne Norge, lilleputstaten under USA's dominerende indflydelse, er gennemgribende ironisk: Han bruger sit liv på loyalt og dygtigt at stå for noget, han dels kynisk morer sig over, dels tager afstand fra. Paradoksalt nok er han dermed den perfekte diplomat, måske lidt på samme måde som Magnus Pym i John le Carres roman ”En perfekt spion” er netop det, en perfekt spion.

Nu er fodnoteromanen her ikke just nogen thriller, men eksistentiel og politisk som Carrés thriller, og mere til, det er denne Solstads afskedsforestilling. Da Armand V. når sin medløbende karrieres højdepunkt som ambassadør i London, kommer hans søn svært kvæstet hjem fra krigen i Afghanistan. Han er blevet blind, men så ser Armand endelig. Ved et tilfælde befinder han sig mod slutningen sammen med den amerikanske ambassadør. »De stod og urinerede ved hver sit urinal« - og Armand ser da, at amerikaneren har grisehoved, og ser dermed også det sande ansigt på den magt, han så troløst loyalt har tjent hele sit liv. Ikke et rart syn - og for læseren et nærmest chokerende direkte, ja bevidst primitivt, politisk tvist i den ellers så spindsfindige konstruktion.

Den mest typiske roman
Først og sidst handler denne ikke-roman om romaner og om litteratur. De norske anmeldere har haft travlt med at påpege især nære forbindelser til Henrik Ibsen, hvad angår de eksistentielle temaer. Jeg vil, hvad angår formen, supplere med Laurence Sternes helt igennem besynderlige ”Tristram Shandy” fra det sene 1700-tal, ikke mindst på grund af den russiske litteraturforsker Viktor Sklovskijs ord om den. Trods dens fodnoter, digressioner og bizarre egenart, hele dens u-romanagtighed, er ”Tristram Shandy” den mest typiske roman i hele verdenslitteraturen, mente Sklovskij Hvorfor? Fordi den udstiller hvert eneste romankneb, forfatterne har i tasken.

Man kan næppe sige, ”Armand V.” er den meste typiske blandt Solstad-romaner, og dog. De fortløbende, men fordrejede fodnoter er jo hele tiden også noter til Solstads eget forfatterliv og forfatterskab, »Jeg, der skriver dette« er en tilbagevendende formulering. Det tilsyneladende radikale afkald, der ligger i ikke at ville skrive hovedteksten, kan kun foretages af en, der er ligeglad med, om læserne hænger med, eller sikker på, at de er der i kraft af det, der allerede er skrevet - forfatterskabet, Solstad-brandet.

Ønsker man i sine romaner »Forlovelser, Baller og Landture« - som Knut Hamsun så hånligt skrev om de romaner, han ikke ville skrive - kan man roligt lade ”Armand V.” ligge. Altså oversat til i dag: parforholdsproblemer og lidt politik hængt op på en svensk krimiintrige skal man ikke vente sig. Ønsker man derimod ikke-metervare og egensindighed, så kom bare denne vej. Man behøver ikke være enig med den gamle kommunist for at læse hans romaner, og enig med sig selv er han næppe, men jeg har nydt og undret mig igennem ”Armand V.” som et ikke-monument over en tid og dens litteratur, sådan som begge dele er blevet sat i skrift af en bestemt norsk forfatter.