Tip     Print     RSS     Del    

Rablen i Brooklyn

Af  Niels Lillelund, kommentator

Offentliggjort 06.09.07  kl. 09:41 

Jonathan Lethem om at komme hjem til Brooklyn, om Tourettes syndrom som litterært virkemiddel og om at læse sig selv med fornøjelse og udbytte.

You cant go home again” er titlen på Thomas Wolfes klassiske roman fra 1940 om forfatteren, der vender hjem til sin fødeby efter med succes at have brugt dem i sine romaner. Bogen har nærmest ikonstatus i amerikansk litteratur, så + kender den naturligvis godt, men han har gjort det alligevel.

Han er vendt hjem, helt hjem, vi sidder faktisk i en lejlighed i hans barndoms gade i hans barndoms Brooklyn, denne nærmest provinsielt summende antitese til Manhattans hæsblæsende rastløshed.

»Ja, jeg vil sige, at det er lykkedes mig at komme hjem. Det var egentlig ikke min mening at komme så tæt på mit barndomshjem - jeg begyndte jo med at løbe væk og boede 10 år i Californien. Og som forfatter undgik jeg også emnet New York, men jeg altid haft denne følelse af at være afgørende omfavnet af at være fra netop dette sted, New York City, Brooklyn, gadelivet, sproget alt sammen radikalt anderledes end tilstanden i Californien. At være dér i 20 års alderen og se denne andethed gjorde mig i stand til at se New York. Og skrive om det, fordi jeg kunne isolere den del af mig, der er skabt af dette sted og gøre den synlig. Nu føles det essentielt at være her, dette er mit Ground Zero, begyndelsen.«

Moderløse Brooklyn
Da Lethem i første omgang flyttede tilbage til New York, boede han ikke her. Han nærmest cirklede omkring sit barndomshjem og boede forskellige steder i Brooklyn, mens han skrev ”The Fortress of Solitude”, som netop er kommet på dansk med titlen ”Ensomhedens Fort”.

Den foregår i Brooklyn, og det gør også Lethems anden bog på dansk, ”Moderløse Brooklyn” (2006), der udkom i USA i 1999 og gav Lethem et kommercielt gennembrud efter en lang række bøger, der litterært set pegede i mange forskellige retninger.

Og i hvert fald væk fra Brooklyn.

Som den ret syrede ”Girl in Landscape”, hvori 13-årige Pella Marsh forlader Brooklyn og planeten Jorden, forflyttet til Arkbyggernes Planet, hvor hun skal vokse op. Denne coming-of-age roman er så til gengæld noget helt andet end debuten ”Gun, with Occassional Music”, der er en slags Raymond Chandler udsat for science fiction og udspiller sig i Oakland om cirka et halvt århundrede, og lige bortset fra science fiction elementet ligner den slet ikke den vittige ”As She Climbed Across the Table”, som har en kvindelig forsker som hovedperson.

Tro mod sin stemme
Forvirret? Det er der andre, der har været, og mange kritikere har talt om, at Jonathan Lethem har søgt sin egen stemme.

»Jeg har altid selv elsket forfattere, der prøver ikke at gentage sig selv. Det er nødvendigt. Derfor skal der også altid være en vis akavethed i forholdet til udgivere, forholdet til dem, der vil gøre ens tekst til en vare. At genopfinde sig selv som forfatter er en sport, og i hver eneste bog vil jeg have det sådan. Måske ændrer det sig, som man bliver ældre og mere doven og begynder at gentage sig selv, bruge rutiner, det kan jeg allerede se. Og man kan måske også sige, at hvis man er tro mod sin egen stemme, så har bøgerne en kerne af gentagelse, uanset hvor spraglede og forskellige de tager sig ud.«

I kriminalromanen ”Moderløse Brooklyn” knækkes stemmen ustandselig af Tourettes syndrom. En genetisk, neurologisk lidelse, der har sit navn efter den franske dr. Georges Gilles de la Tourette, der i 1885 første gang beskrev syndromet, som han havde fundet hos en 86-årig adelskvinde.

Sygdommen giver sig bl.a. udslag i koprolali (hang til brug af obskøne ord) og ekkolali (gentagelse af andres ord) og dertil sære tics, som den ramte føler en uimodståelig trang til at udføre.

»Kan vi så ikke vende tilbage til - knepmigsortestrømer- at tale pænt til hinanden?«

Sådan lyder det, når hovedpersonen Lionel taler i ”Moderløse Brooklyn”, og det har været en gigantisk opgave både at gennemføre det i romanen og at oversætte det til dansk. For Lethem holder en fin balance romanen igennem, han tager genren krimi alvorligt, og det er vigtigt.

»Jeg er glad for den beskrivelse. Når jeg bruger en bestemt genre, forsøger jeg altid at gøre det med kærlighed og med respekt, ja, alvor. Jeg ikke ude på hverken at udstiller eller underminere genren eller for den sags skyld at nedbryde selve begrebet genre. Slet ikke.«

Tourettes syndrom
Lethem hørte om Tourettes syndrom ved en tilfældighed. Han læste om det. Så det er ikke fordi, han kender nogen, der lider af det, eller fordi det ligger til familien, at han har skrevet om det.

»Det var ikke personligt. Ikke i begyndelsen. Men det blev det. Meget endda, i den forstand, at jeg fuldstændig identificerede mig med den lidelse. Det blev helt afgørende for mig, og jeg kunne ikke forklare mig selv hvorfor. Jeg vidste bare, at jeg ville blive nødt til at skrive om det for at udforske fænomenets vigtighed. Jeg blev på en måde Lionel undervejs, jeg forelskede mig i ham.«

Og forelskede sig igen i Brooklyn.

»Jeg genopdagede dette sted, dets sproglige mønstre, dets sarkasme, denne følelse af tab, som hersker overalt, den medmenneskelige kultur. Det spraglede indtryk, en slags kaos, som man ikke finder så mange steder, og som jeg instinktivt reagerer på, Manhattan er en slags idé, Brooklyn er et mere menneskeligt, et mere hjemligt sted. Personligt.«

Det er også, mener Lethem, en af grundene til, at bogen blev hans gennembrud. Det har ikke overrasket ham så meget.

»Det er en varmere bog end dens forgængere. Og så er den morsom. Det kan jeg godt lide ved den. Jeg var klar over, at der skulle være et vist tempo i bogen, og det prøvede jeg at opnå ved at skrive den hurtigt. Det lykkedes, og jeg håber at være i stand til at skrive sådan en bog igen, lige så engageret Men jeg er ikke sikker på, at jeg kan.«

Sin egen største fan
Jonathan Lethem har den for en forfatter ret usædvanlige egenskab, at han kan lide at tale om sine egne bøger. Af et interview fremgik det ligefrem, at han er sin egen største fan.

»Jeg ved nu ikke, om jeg sagde det sådan, men det er rigtigt, at jeg kan blive fascineret af beskrivelser af mit eget værk. Jeg vil gerne være med til analysearbejdet. Mange kunstnere føler sig ikke hjemme i det litteraturkritiske univers og det vokabularium, der hører til, men det gør jeg. Jeg har altid elsket at læse litterær kritik, og jeg synes, det er spændende, hvad der kan komme ud af læsninger. Det vil jeg ikke gå glip af ved at lade som om, jeg ikke bryder mig om at tale om mine gene bøger.«

Lethem nævner science fiction-forfatteren Philip K. Dick, engelske Graham Greene og den amerikanske krimiforfatter Raymond Chandler som nogle af de - mange - forfattere, der har inspireret ham. Og stadig gør det.

I gamle dage
Jonathan Lethem begyndte på sin første roman allerede på første semester på universitetet.

Hans forældre var en del af den første avantgardebølge i New York, der boede ulovligt på tagetager i SoHo, i dag et mondænt område, men dengang centrum for den vilde og eksperimenterende kunst. Han voksede op, siger han, i en art klasseløs tilstand, og hele tanken om klassesamfundet bød ham imod. Da han kom i privatskole hadede han det, fornemmelsen af privilegium generede ham.

»Og det var faktisk der, jeg opdagede, at jeg var fattig, økonomisk set. Det gjorde mig vred.«

At være klasseløs i New York er vanskeligt, fordi byen i den grad fokuserer på status?

»Det er rigtigt, og jeg forstår, hvorfor du siger det, men det er et andet New York, du taler om. NYC i 1970'erne var en by i forfald med en udbredt fornemmelse af, at tingene havde været bedre før, at det aldrig ville blive godt igen, der var en nostalgi ikke denne glossy stemning af storby. Verden var anderledes dengang, USA var anderledes, det var før Reagan. Status var ikke den eneste historie, Tom Wolfe skrev om det, men der var andet. Det er anderledes nu. Pengekulturen har monopoliseret tingene. Men min opvækst har på mange måder gjort mig tonedøv i forhold til byens mange statusidentifikatorer.«

Og dog er han i øjeblikket i gang med en stor roman, der først er færdig om nogle år. Den foregår ikke i Brooklyn, men på Manhattan.

Jonathan Lethem vil ikke sige så meget om den, men kalder den en samtidsgyser. Og det er ikke fordi, han har et romantisk forhold til fortiden.

»Det er en almindelig antagelse, at tingene var bedre i gamle dage. Det var de ikke, det ser bare sådan ud på afstand.«