Tip     Print     RSS     Del    

Norsk ondskab

Af  JESPER STEIN LARSEN

Offentliggjort 14.09.07  kl. 10:01 

Hovedpersonen i Jo Nesbøs kriminalromaner er fascineret af ondskab. Det er forfatteren også selv - og af død og uhygge.

Sidder på Schrøders og venter på Jo Nesbø.

De nikotinbrune vægmalerier stirrer på servitricen, som kommer gående med en portion biffsnadder med pommes frites og to øl. Rødternede duge, vifter i loftet og linoleum på gulvet. Ved nabobordet har en ældre mand fyldt sin underkop med kaffe. Nu sidder han og triller tre sukkerknalder rundt i den.

Det er en eftermiddag i marts og tøsneen plasker ned i gaderne.

Alt er som taget ud af bøgerne om strisseren Harry Hole, der fortynder sit liv med rigelige mængder whisky og øl ved dette bord, når hans jagt på ondskaben har givet ham for mange skrammer og bekymringer.

Det er ikke svært at forstille sig Harry komme gående ind ad døren i sine Doc Martens støvler, en stor jakke og et bekymret udtryk i det markerede ansigt med det korte lyse hår. Og slå sig grublende ned med en Jim Beam og en øl i skæret fra bordlampernes gullige lys. Og give fanden i det hele.

Harry Hole har raget rundt i syv krimier fra Jo Nesbøs hånd - ikke i blinde, selv om det ind imellem kan virke sådan, men med en enspændercharme, en hårdkogt følsomhed og en intuition, der er næsten overnaturlig. Han er en moderne skandinavisk krimihelt, der trækker tungt på den amerikanske noir-tradition med sort humor, kontante replikker og brutal prosa. Men han er også helt sin egen.

Den indre dæmon

Jo Nesbø stiller sin cykel op ad ruden og smyger en våd strikhue i mange farver af hovedet, mens han lukker døren bag sig. Bortset fra strikhuen ligner han sin helt, måske lidt mere forsigtig og alvorlig. Han får kaffe og Norges svar på Ramlösa, Farris-vatten, mens han begynder at forklare, hvorfor Harry drikker.

»Fra begyndelsen vidste jeg, at han måtte have en akilleshæl, en indre dæmon, som sikrer, at du ikke bare har en ydre, men også en indre spænding i hovedpersonen. Og det var alkoholismen. Men jeg havde ikke lyst til den traditionelle amerikanske hårdkogte kliche med en detektiv med isterningerne lystigt klirrende i whiskyglasset og hangovers næste dag, en cool tørst. Det skulle være en ucool tørst, hvor alkoholismen er hans kryptonit. Han bliver sat ud af spil af den.«

I modsætning til mange af sine fiktive detektivkolleger er Harry Hole sjældent på druk, for hans tørst er så ucool, som Jo Nesbø udtrykker det, at der ikke er plads til andet, når det står på. Slet ikke syv krimier på mange hundrede sider. Harry falder i med jævne mellemrum, og Schrøder er fast inventar i de fleste bøger, men det meste af tiden er han ædru.

»Han har tørst, men der er ikke nogen grund til, at han drikker ud over, at han har trangen.«

Det er lidt af et mysterium, hvorfor han er havnet i politiet. Han kommer fra en akademikerfamilie i Oppsal, som ligger på Oslos østkant, et trygt og godt middelklassehjem. Hans søster har downssyndrom. Der er alkoholisme-gener på hans fars side, og i hans fortid lurer en fatal og ulykkelig kærlighed til en kvinde, som ender med at tage livet af sig selv.

»Han tager en juridisk embedseksamen og så politiskolen, og det er på en mærkelig måde hans ungdomsoprør, fordi han kommer fra en akademikerfamilie. Han havner i politiet som en tilfældighed, og så er det der, han fortsætter karrieren og fatter en dyb interesse for, hvad ondskab er. Hans ambition er lære ondskaben at kende. Det er det, meget af hans intellektuelle kraft er rettet imod: hvad er ondskab? Hvad får et menneske til at dræbe? Og han kommer på et specialkursus hos FBI og i Chicago på en efterforskning af en seriemorder. Det er måske det nærmeste han kommer ondskaben selv. Han føler sig delvist beslægtet med seriemorderen, han føler lidt den samme spænding og ophidselse, når han nærmer sig et bytte og samme antiklimaks, når byttet bliver fanget.«

Jo Nesbø har ikke de store krimilitterære forbilleder, men han er inspireret af universet fra Frank Millers grafiske romanværk ”Sin City”.

»Den har denne amerikanske hardcorehelt og den meget karakterdrevne måde at fortælle en historie på, en rendyrket og stiliseret kamp mellem en protagonist og en antagonist, som bliver identificeret. Mysteriet er underordnet, men kampen mellem det gode og det onde er det afgørende. Det har fascineret mig og fået mig til at skrive om kampen mellem det gode og det onde i Harry, og det er det, der gør, at han måske mere og mere ligner de forbrydere, han jagter. Skurken og kollegaen Tom Waaler, som spiller en stor rolle i flere af bøgerne, er en meget tydelig antagonist, men han er på mange måder meget lig Harry Hole.«

Hvad gør helten?

Selv om Jo Nesbø er berømmet for sine avancerede og overraskende plots, er det tydeligt, at det er hovedpersonens udvikling, der lægger ham mest på sinde. For at øge spændingen rykker forbrydelserne tættere og tættere på hans privatliv. Hans kolleger dør, og hans store kærlighed, Rakel, og hendes søn Oleg bliver også direkte involveret i de voldsomme handlinger.

»Det karakterdrevne er det mest interessante at skrive. Jo mere handlingen angår Harrys person, jo bedre er det. Det gør hans valg mere eksistentielle. Og det er det eneste, jeg synes, er interessant i romaner: Hvad gør hovedpersonen? Alle gode fortællinger handler om det. Hvis du ser en katastrofefilm, handler den ikke om de brændende bygninger og eksplosioner, men om hvad hovedpersonen gør, hvilke valg han træffer. Vil han løbe op i skyskraberen igen, eller vil han prøve at redde sig ud? Ofte handler det om personer, som skal overvinde deres største frygt. Som Harry, der lider af højdeskræk og må op i tårnet i Holmenkollen. Man stiller sine personer overfor moralske dilemmaer, og hele spillet handler om, hvordan de tackler det.«

Arbejder du bevidst med at skabe moralske valg eller dilemmaer, når du går i gang med en bog?

»Nej, jeg begynder ofte med en mere konkret ting. Stanley Kubrick arbejdede med visuelle scener, blokke, som han vidste, han skulle have med, og så byggede han historien op om dem. Det er den måde, jeg mere og mere arbejder på. Der er nogle scener, som jeg ved, jeg skal have i bogen. Det kan være noget spektakulært, men også nogle helt enkle ting. Og det kan være en moralsk problemstilling, jeg er optaget af. I ”Frelseren” var det hævn, som var grundmotivet, den sofistikerede tanke med hævn, for der er en usynlig grænse mellem den hævn, vi fordømmer, og den hævn, som retsvæsenet tager sig af.«

Hvad mener du?

»Når vi fjerner forbrydere fra gaden og burer dem inde, er det jo det moderne retsvæsen, som varetager vores behov for hævn. Det er vældig naivt at tro, at det handler om andet. At spærre folk inde eller idømme dødsstraf handler om, at samfundet påtager hævnen, og det er jo uciviliseret. Grænsen mellem hvornår hævn bliver forbrydelser og hvornår det er ok, er meget fin, og det er jo også det mange moderne film og meget spændingslitteratur handler om. Man tager hævnen i sin egen hånd, og sådan gør mange af vore helte. Batman er jo en hævnende psykopat, men vi godtager det på et moralsk plan, og det er interessant. Det ville jeg skrive om. Og Harry tager i ”Frelseren” hævnens valg, det uciviliserede, umoralske, uetiske, men jeg romantiserer det ikke. Jeg giver ikke læserne argumenterne for at tage let på det.«

Men du synes det er uciviliseret?

»Ja, for det det jo. Det er hævn altid.«

Transit i sit eget liv

Harry har i lighed med andre krimihelte ikke noget velfungerende kærlighedsliv. Hvorfor ikke?

»Aksel Sandemose skrev, at kærlighed er det eneste, som er værd at skrive om. Og det er Harrys ambition at lære kærligheden og ondskaben at kende. Han er lidenskabelig fyr på alle måder. Og han er en mand, der mangler impulskontrol. Det gennemsyrer hans drikkevaner og hans forhold til jobbet, at han ikke magter at sætte grænser. Han går ind i sagerne og bliver opslugt af dem. Og det er det samme med hans forhold til kvinder. Jeg kunne have valgt, at de levede happy ever after og giftede sig og fik børn, men så har vi en helt anden person, som jeg finder uinteressant. Jeg kan lide, at han hele tiden er lidt i transit i sit eget liv følelsesmæssigt og karrieremæssigt. Rakel og ham er et eksempel på to, som hverken kan leve med eller uden hinanden.«

Hvorfor har du valgt det?

Jo Nesbø vrider sig på stolen, gnider den store pande og sukker.

»Hvis du spørger en forfatter, hvorfor han har gjort det ene eller det andet nok gange, vil han ende med at svare, at det handler om hans eget liv. Til syvende og sidste handler det om, hvad jeg vil. Det skyldes jo i sidste ende noget, jeg har tænkt og følt.«

Ligner han dig mere og mere?

»Når du gør en person til helt, er du nødt til at have nogle ting til fælles med ham - i hvert fald et grundlæggende værdisyn, hvis du skal forstå ham. Og når Harry siger, at filmen ”Braveheart” med Mel Gibson er en af de dårligste film, han har set, så mener jeg det samme. Og han elsker Stones og Beatles som jeg, men er nok lidt mere til Stones, mens jeg er lidt mere til Beatles.«

Men er der en korrespondance mellem dit eget liv og hans? Har det for eksempel haft indflydelse på Harry, at du har fået barn?

»Sikkert. Nu har jeg en datter selv, og jeg fik hende??jamen, det er jo sindssygt??i 1999 og Rødstrube kom i 2000.«

Han ler højt. Og ser overrasket ud.

»Sådan er det selvfølgelig.«

Forsmag på døden

Hvad er meningen med dine krimier?

»Jeg søger efter orden i et emotionelt kaos, at genoprette en emotionel harmoni. Det gør ikke noget, at der stadig er noget råddenskab tilbage, men der må være en følelsesmæssig forløsning, når bogen er slut.«

Det har meget voldsomme omkostninger for din hovedperson at nå derhen. Folk, han holder af, dør, og han bliver mere og mere skadet psykisk og i den seneste bog også fysisk?

»Jeg synes, det er nødvendigt at vise, at heltene går i stykker.«

Går de i stykker for vores skyld?

»Jeg ved ikke, om der er nogen lære af det. Men det er et faktum. Og der er en tristesse ved, at de går i stykker på en irreversibel måde. Jeg har fået en skade, en tennisalbue, og nu er jeg blevet over 40, og den skade kommer jeg aldrig til at blive fri for. Jeg kan genoptræne, få massage og sådan, men jeg bliver den aldrig kvit. Det er på en måde en forsmag på døden, og det er interessant at bringe ind i bøgerne, begyndelsen på enden.«

Hvordan synes du serien har udviklet sig teknisk med plot, sprog, komposition og skrivestil?

»Det er jo en træningssag. Man bliver bedre. Og plotmæssigt handler det om, at den type bøger, jeg skriver nu, er lidt som at styre en supertanker. Du kan ikke bare give gas og sejle der ud af. Du skal have stukket en kurs ud og planlagt det hele. Og det er vanskeligt. Der er lidt ingeniørkunst over at komponere en krimi. Hvis du har været igennem et par projekter, lærer du meget af det. Og hvis du kommer helskindet igennem de to første, som jeg gjorde, så er det godt. Med den tredje kom så det store plot.«

De første virker i dag som en begynders værk, fordi de er enstrengede, men heller ikke på samme niveau sprogligt?

»Det er jeg ikke uenig i. Der er mere symfoniorkester i bog nummer tre. Jeg er glad for, at jeg ikke prøvede at skrive ”Rødstrube” i første forsøg. Jeg valgte kun en fortællevinkel i de to første, men i bog nummer tre er der flere tidsplaner og forskellige synsvinkler. Det var en enorm forskel og en udvikling.«

Mørkeræd

Hans nye roman ”Snemanden” handler om en række mord på gifte kvinder, der har været utro. Der er flere afsnit, hvor synsvinklen er ofrenes i de sidste minutter af deres liv, og der er isnende modbydelige scener - noget af det værste, undertegnede har læst. En melding, der får Jo Nesbø til at grine glad og erklære sig voldsomt tilfreds.

»Det handler jo ikke om det, du skriver, men ofte om det, du ikke fortæller. Når kvinden bliver fanget i skoven og ved, at hun skal dø, så står der jo ikke alt muligt om, hvad morderen gør ved hende, men kapitlet slutter med hans ord til hende: ”Skal vi begynde?” Det næste man hører er, at Harry har fundet en snemand med hendes hoved på. Og det er nok til, at du selv kan fylde resten ud med din rædsel.«

Den rædsel, kender Jo Nesbø på sin egen krop.

»Jeg tror, at de af os, som var lidt mørkerædde, da vi var små, har en fordel. Det, at man var lidt for stor til egentlig at være mørkeræd, så man måtte lukke af for hjernen, men hvis du lod fantasien tage over, så rablede det. Da jeg var nede og hente kartofler i kælderen, da jeg var lille, kom jeg op med en roman af en skrækfortælling i hovedet. Og når jeg skal skrive den passage, hvor en kvinde bliver jagtet gennem skoven, eller hvor Harry farer vild, henter jeg den angst og rædsel, jeg selv havde. Jeg har selv prøvet at gå vild i skoven og føle, at jeg ikke var langt borte, men pludselig blev det mørkere og mørkere, og selv om jeg troede, at huset var lige derovre, så var det der ikke. Og så er du sikker på, at du er fortabt. Den rædsel er benzinen, når du skriver. Jeg var meget mere mørkeræd og bange end mine brødre, og jeg er sikker på, at det har givet mig en ekstra kant og fornemmelse for uhygge. Det var altid mig, der skulle fortælle spøgelseshistorier, da vi var små, fordi de kunne høre rædslen i min stemme. Og jeg blev selv skrækslagen af mine historier.«

Den første kvinde, som forsvinder i ”Snemanden”, møder man sammen med mand og barn i et af bogens åbningskapitler. Scenen var Jo Nesbøs første ide til bogen.

»Jeg vidste, at jeg skulle have den med. Konen kommer hjem, der er familiehygge. De laver mad, og så siger manden, hvilken fin snemand, der står i haven. Så ser de på ham og siger, at de ikke har lavet en snemand, og så går de hen og ser ud af vinduet. Og ganske rigtigt står der en snemand i haven, men ingen forstår, hvordan den er kommet der. Der er noget galt med den, som de ikke helt kan sætte fingeren på, men drengen ser det: En snemand vil du automatisk bygge, så den vender ansigtet ud mod udsigten, men denne her står og ser ind mod huset. Jeg vidste, at den scene var starten på en roman.«

Min egen familiehistorie

Hvordan er temaerne i bøgerne opstået?

»Den første bog var et tilfælde. Jeg bestemte, at jeg ville skrive en kriminalroman, og jeg skulle til Australien og besøge en kammerat. På Det Australske Museum så jeg en masse om aboriginals og begyndte at interessere mig for det, mens toeren er udsprunget af en voldsom dækning af pædofili- og incestsager i Norge, og jeg skulle til Bangkok, fordi jeg ville skrive en bog fra en by, som var stor og fremmed. Så jeg tog kontakt til en sexolog i Norge, før jeg drog af sted og fik litteratur om pædofili i forskellige former. Men Rødstrube, som handler om 2. Verdenskrig og Østfronten, er det mest personlige stof, for i min nære familie var der både folk, som var frihedskæmpere, og folk, som var på østfronten. Jeg voksede op med krigen belyst fra alle sider. Og da min mor og far giftede sig, så mødtes en familie, som havde været modstandsfolk, og en, som havde stået på tyskernes side. Det, som var så stærkt, var, at det var helt uproblematisk, fordi begge familier havde givet sine ofre i krigen.«

Hvordan gav det sig udslag?

»De delte foragten for dem, som bare sad med hænderne i skødet og intet gjorde. Så historien fra Østfronten er i store træk min egen fars historie, kammeraten som bliver skudt nytårsaften, hans hoved som eksploderer og min fars job med at rense maskingeværet for hjernemasse og blod. Min far havnede også i Wien, fordi han blev såret af en håndgranat og forelskede sig en sygeplejerske. Han var kun 18 år. Jeg var vosken, da jeg fik det at vide, men det var en så dramatisk historie, at jeg vidste jeg måtte fortælle den en dag.«

Men bogen stikker også fingeren dybt ned i fortielserne fra krigen? Hvordan har du det med opgøret med den tid?

»Hovedindtrykket er, at nordmænd stadig gerne vil se det, som om vi vandt krigen sammen med England og USA. Vi gjorde det bare på en lidt anden måde med en masse modstandsbevægelse og sprængte en masse tyske tog. Men det er jo langt fra virkeligheden. Majoriteten gjorde intet, og man påstår, at der var 20.000-30.000 med i modstandsbevægelsen, men det tal er helt galt. Det var i 1945, da alle vidste, at tyskerne ville tabe, men hvor mange af dem var med i 1942? Det er der ingen, som vil sige højt, men det var måske mindre end 2000 i praksis, mens der samtidig var 5000, som meldte sig til østfronten i 1942. Og selv når det gik skidt på Østfronten, fortsatte de med at melde sig.«

Fascinationen ved døden

Han svælger ikke i det, men der er blod og vold i hans romaner, hoveder ryger af eller splintres af projektiler, og ind imellem bliver det beskrevet temmelig direkte og eksplicit. Og det vil han gerne stå ved.

»Jamen, jeg er tiltrukket og fascineret af det. Jeg skriver om det, fordi jeg er nysgerrig. For eksempel var der en ven af mig, som arbejdede som ligportør. Han fortalte om liget af en gammel mand, som de skulle hente. Han havde ligget et par måneder på gulvet. På siden. Og da de vender ham om, hang noget af ham fast, og der var helt blåsort der, hvor han har ligget. Det ville jeg gerne have set. Og hvad er det egentlig, jeg gerne vil have set? Det er fascinationen ved døden og det grusomme. Når vi lever i en tryg verden, så er det nådesløse og grusomme utroligt dragende. Det får os til at sætte mere pris på trygheden. Pejsevarmen bliver lidt varmere, når du læser Jack London. For mig er det en nysgerrighed på alt, der er menneskeligt. Jeg er ikke fascineret af lidelsen isoleret set, torturscener interesserer mig ikke, men jeg er fascineret af, hvordan et menneske ser ud, når det er dødt, hvordan et lig ser ud.«

Bag Oslos facade

Hans to første romaner foregår i Australien og Bangkok, men siden har Oslo været centrum for Harry Holes jagt på ondskaben. Og Oslo har for længst mistet sin uskyld - både i virkeligheden og i Nesbøs romaner. Postkortidyllen med de hyggelige brostensbelagte bakkede gader, Rådhuset, Holmenkollen og Kon-tikimuseet står stadig, men ikke længere alene. Udenlandske tiggere sidder i snesjappet på flere gadehjørner, og baltiske prostituerede skutter sig i kulden på Skippergata. Verden er kommet til Oslo

»Jamen, Oslo er jo en lille hyggelig by, men den er også det, du har set. Det er en af de byer i Europa med højest antal dødsfald på grund af overdosis. Sidste år blev der anmeldt tre gange så mange voldtægter pr. indbygger som i New York. Du har organiseret kriminalitet, tung prostitution, trafficking, narko fra Balkan, russisk mafia. Så det er en by, som har udviklet sig vældigt i de seneste tyve år. Det er stadig en meget smuk by i et af verdens rigeste lande, en tryg by, men også alt det andet, så det er lettere at skrive om nattesiden af Oslo nu end for 20 år siden. Kontrasterne har jeg gerne villet beskrive samtidig med, at Oslo i dag en perfekt kulisse til en fængende spændingshistorie.«

Ondskabens væsen

På et punkt deler han projekt med sin hovedperson. Begge er de optaget af ondskab. Hvor kommer den fra? Hvad er dens kerne?

»Det er jo et spørgsmål med mange flygtige svar. De forsvinder, når man nærmer sig, løber ud mellem fingrene. Den norske kriminolog Christie siger, at der ikke findes onde mennesker, kun onde handlinger, men så kan man jo gå videre og sige, at din handling definerer, hvem du er, så hvis du har begået onde handlinger, så er du et ondt menneske, men det er ikke noget konstant. At være et ondt menneske er ikke noget, du er, men noget du er i et øjeblik eller et sekund. Jeg er ikke interesseret i det sociologiske, men i hvad det er, som får os til at begå onde handlinger? Men der opstår jo en masse vanskelige definitionsspørgsmål. Hvad er ondt? Den store helt og kriger fra Vikingetiden, der slog masser af mennesker ihjel, vil vi i dag anse som sociopat. Det, som i en tid og en kultur er kriminelle handlinger, kan være samfundsstøttende i en anden. Og det er ikke sikkert, at du kan finde ondskaben ved at lede i den kriminelles sind. En far, der har sex med sin datter så, er han da ond? Det anses som en forbrydelse i alle kulturer, og det er jo biologisk rationelt betinget, at vi ser det som en uønsket adfærd i et samfund, men findes ondskaben der? I hans egen forståelse, gør han det af kærlighed. Og hvis det er frivilligt fra begge sider, så er det en kærlighedshandling, så du kan ikke finde ondskaben der heller. Det er meget kompliceret.«

I ”Snemanden” gør Harry et forsøg på selv at sætte ord på ondskaben, da han er faret vild i skoven:

”Ondskab er ikke en ting, den tager ikke bolig. Tværtimod, ondskab er fravær af ting, fravær af godhed.”

»Det er måske også det nærmeste, jeg er kommet til at beskrive den. Ondskab er en passiv ting, det er fravær af godhed, empati, omsorg.«

Motivet er det afgørende

Hvordan arbejder du?

»Jeg er i gang med nummer otte. Jeg har skrevet en synopsis på omkring 100 sider, som jeg har brugt et halvt år på, og så begynder jeg fra begyndelsen med at skrive den igennem. Jeg arbejder tæt med min synopsis og gør meget ud af den. Når du har skrevet nogle bøger, ved du, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Og så mærker du, at der er noget, der ikke fungerer, fordi det er ulogisk, ikke stemmer eller fordi karaktererne ikke glider ind i den handling. De gør ikke det, du vil have dem til at gøre. Og så må du smide det væk, men efterhånden ser du det klarere, og min erfaring er, at det sker under arbejdet med synopsis. Så jeg holder mig tæt til den, når jeg skriver. Det begynder som regel med et motiv. Du må have en drabsmand, som teknisk begår en forbrydelse, som han vil skjule. Du har et drab, du har en fysisk scene, du ved, hvordan det kan udføres, og hvordan det kan skjules teknisk, men så opdager du, at alt det her bare er en intellektuel øvelse, fordi du mangler et troværdigt motiv. Hvis du skriver om et bankrøveri, så må det være ét, der er udført på en avanceret måde, for ingen er i tvivl om motivet, men når man skriver om et drab, så kan du let male dig ind i et hjørne, fordi det er svært med motivet. Hvorfor dette drab? Du må have skjult motiv. Og det må være stærkt nok til, at man vil slå ihjel for det. Dér begynder jeg. Hvad kan drive et menneske til at begå en sådan handling? I Skandinavien er der stort set ingen som har behov for at dræbe for vinding, det mest åbenbare motiv. Vi overlever jo. Du behøver ikke slå nogen ihjel for at tjene en million kroner. Og det er der næsten heller ingen, der gør. Så har du de personlige motiver som jalousi, der ofte åbenbare for omverdenen og medfører impulsdrab. Så man må virkelig bruge fantasien og arbejde med motivet.

Er det svært at sætte noget i scene i Norge, som ikke bliver fuldstændig utroværdigt?

»Nej, jeg bekymrer mig ikke om det. Det skal have et stænk eventyr. Det skal ikke være sådan, at det ikke kunne være sket. Man skal skabe tillid hos læseren og etablere en kontrakt, hvor du siger, at det her kan ske, selv om det er fantastisk. Men ser du hvad der sker i virkeligheden og læser aviser, så er det faktisk ret fantastisk. Der er jo Nokas-røveriet i Stavanger, hvor mere end ti tungtbevæbnede røvere stjal over 50 millioner og skød en politimand. Det er virkelighedens version af filmen ”Heat”. Og der er mange af virkelighedens sager, der overgår den sygeste krimi.«

Vil ikke have Harry filmatiseret

Hvordan narrer man sine læsere?

»Som en tryllekunstner, der bevæger højre hånd, så publikum ikke ser, hvad der er i venstre. Det bliver gjort med hænderne, så hvis du havde set på venstre, kunne du have set det. Hvis jeg sidder med den følelse overfor en tryllekunstner, at det er fingerfærdighed og ikke en optisk illusion, det skete for øjnene af mig, så er det godt. Det giver mig a thrill. Og på den måde prøver jeg at gøre det, så du sidder med den samme følelse, når løsningen kommer: Okay, dette kunne jeg have set. Jeg havde haft en muligheden. Har du set filmen ”The Usual Suspects”? Det er sådan en krimi, hvor du føler dig fintet ud, løsningen har været lige foran dig, og du har ikke set den. Det er den følelse, jeg prøver at skabe. Hvis en kvinde er blevet dræbt i virkeligheden, så er det jo næsten altid ægtemanden eller elskeren. Og det spiller jeg på. Nogle gange bruger jeg det, andre gange finder jeg på andre motiver, og det er ofte det i krimier, som er det mest fantastiske og usandsynlige. Hvis du skriver om en der slår ihjel på grund af søskendejalousi, så skal du være utrolig overbevisende, for det er en meget fantastisk historie.«

Hvad gør du så, når du har konstrueret din roman, kigger du tilbage og lægger små clues ud?

»Ja, det hænder, at jeg planter noget for at give følelsen af, at du havde muligheden for at gætte det tidligere. Du har den der teknik med, at hvis kameraet hviler på en blomstervase, uden at du forstår hvorfor, så føler du, at den måske har en del med løsningen at gøre, men hvis du lader en person skære blomster, gå hen til vasen og sætte dem i, så vasen inkorporeres i en handling, så er det en bedre måde at plante den på - uden udråbstegn.«

Du henviser ofte til film. Hvad med filmatisering af dine egne bøger?

»Jeg har fået nogle tilbud, men sagt nej. Jeg er meget glad for film, og jeg vil gerne se Harry Hole filmatiseret, men ikke nu. For nu er jeg midt i skriveprocessen, og filmen er så stærkt et medium, at jeg føler, at det vil forstyrre og tage ham fra mig.«

Hvor mange bøger er der i dig om Harry Hole?

»Jeg ved det ikke helt, men han er en helt, som er begyndt at gå i stykker. Han kommer ikke til at have evigt liv. Han kommer til at flygte fra Oslo i næste bog. Til Hongkong.«