Torben Munksgaard: RETROGRAD

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 18.09.07 kl. 03:00

Roman: Den store danske samtidsroman blev det ikke, men et rigtig godt tilløb findes i manuskriptkonkurrencevinder Torben Munksgaards debutroman ”Retrograd”.

Et år i Danmark

?Romankonkurrencen ”Et år i Danmark” blev udskrevet for præcis to år siden af forlaget Lindhardt og Ringhof.

?Søsterforlag i Norge, Sverige og Finland har sideløbende haft tilsvarende konkurrencer kørende.

?Den danske vinderroman ”Retrograd” er desuden garanteret udgivelse i Bogklubben 12 Bøger samt i de andre nordiske lande.

?Den samlede præmiesum inklusive forskudshonorarer udgør 500.000 danske kroner.

Nu gik det lige så godt. Og så slutter det underlig uforløst.

Torben Munksgaard:

RETROGRAD

372 sider, 279 kr.

Lindhardt & Ringhof

UDKOMMER I DAG

”Retrograd” er vinderen af den romankonkurrence, som Lindhardt & Ringhof udskrev forrige år. Det pirrer jo nysgerrigheden at se, hvad sådan en konkurrence kan få trukket frem i lyset og op af skrivebordsskufferne.

De første sider i ”Retrograd” er bestemt lovende - forfatteren opridser lynhurtigt og knivskarpt sin desillusionerede, vrængende midtvejskrise af en hovedperson; nemlig Henrik, som længe ikke laver meget andet end at ligge på sofaen og se fjernsyn og harcelere over sin irriterende kone og uduelige teenagesøn. Det er ikke særlig sympatisk, men det er underholdende.

Bliver yngre
Der er håb forude for den mavesure. For fra sin 50-års fødselsdag bliver han yngre for hver dag, der går; ikke fysisk og heller ikke i den forstand, at han glemmer, hvad han senere har oplevet, men hans sindelag bliver yngre, eller rettere, mere ungdommeligt. Han bliver mere idealistisk, spiser mere pizza og flere grillkyllinger, sms'er sin kone i tide og utide og taler som en opblæst, selvoptaget 23-årig studerende.

Man kan synes, at der i markedsføringen af bogen er gjort et lovlig stort nummer ud af denne fikse konstruktion - tricket er ikke helt så omsiggribende, som det lyder. Men det er forfriskende og lidt befriende med det ungdommelige gåpåmod, om end forfatterens absolutte styrke altså ligger i det mavesure.

Ind i mellem falder han desværre for fristelsen til at undertekste pointerne, og det tager luften ud af de ellers velplacerede lussinger, men oftest lykkes det ham heldigvis at nære sig, så vi kan nyde al denne forfærdelige vrængen af verden.

Den tabte kærlighed
Den nyvundne ungdommelighed sætter fut i fejemøget hos Henrik. Han rydder op i sit liv, det er jo så moderne, og smider alt det ud, som ligner fejltagelser; heriblandt det kedelige job på biblioteket, tilværelsen i parcelhuset i en forstad til Odense og kontakten til familien.

Så opsøger han selvfølgelig den tilværelse, han hellere ville have haft, naturligvis i skikkelse af den store tabte ungdomskærlighed Rosa; ja, det hedder hun rent faktisk. Konen hedder Lone; allerede der kan man jo godt regne ud, hvilken vej vinden blæser.

Hvorom alting er; Henrik kører til København. Med sig tager han tre venner; der er næsten lidt roadmovie over bilturen med de sære eksistenser, som alle fortjener et bedre liv, efterfulgt af lidt hærværksagtig turen rundt mellem byens værtshuse og forsøg på at gå i hundene.

Ved det ikke
Men selv om tempoet bliver højere og højere med både roadmovie-følelse og de hektiske drukture, er det som om luften samtidig bliver tyndere og tyndere. Hvad skal vi al denne turen rundt? Henrik ved det ikke. Vi ved det ikke. Måske ved forfatteren det heller ikke.

Jo, Henrik skal selvfølgelig pille sig selv fra hinanden og på en måde gå i opløsning for derefter at blive født på ny, og det lykkes da også, men på en underlig mekanisk måde, som jeg ikke tror er tilsigtet fra forfatterens side.

Jeg ved ikke, hvorfor Torben Munksgaard ser så sur ud på billedet på flappen. Han har vundet en romankonkurrence og allerede på forhånd tjent 500.000 kr. på bogen. Måske er han sur over det med København.

At han ikke kunne finde ud af, hvad han skulle stille op med Henrik derovre. Nu gik det lige så godt. Og så slutter det underlig uforløst.