Tip     Print     RSS     Del    

Joanna Rubin Dranger: Frøken Mærkværdig & Karrieren

Af JULIE TOP -NØRGAARD

Offentliggjort 27.09.07  kl. 03:00 

Effektiv, forfærdelig og dekorativ billedroman om, hvor rædselsfuldt det kan være at skulle være Kreativ og Enestående.

Joanna Rubin Dranger:

Frøken Mærkværdig & Karrieren

Billedroman

240 sider, 199 kr.

People's Press

Udkommer i dag

BILLEDROMAN En billedroman (eller graphic novel, hvis det skal være fint) - er det ikke bare en slags tegneserie for voksne? Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg åbnede Joanna Rubin Drangers ”Frøken Mærkværdig & Karrieren” med let skepsis.

Det tog heldigvis ikke mange sider at blive klogere. Jo, der er ganske rigtigt noget tegneserieagtigt over stilen. Men hver enkelt tegning er så god, at eksistensberettigelsen af bogen som helhed aldrig er truet af tegningernes lethed. Og emnet lader ikke bogstavlitteraturen meget efter, hvad angår tyngde og alvor. Frøken Mærkværdig er historien om en kvindes sammenbrud. I baggrunden står den distancerede far og den urimelig kolde og selvretfærdige mor. I det unge voksenliv er der kun midlertidigt plads til kæresten, som ellers med sin kærlighed faktisk formår at hjælpe hende, men som hun alligevel (og måske derfor) skrider fra. Og så er der de evindelige og urimelige prøvelser i voksenlivet: Optagelsesprøven på designskolen, (i hvilken anledning kvinden fornuftigt nok iklæder sig panser!), tiden på skolen og kontormiljøet med de evindelige selvforherligende typer og bemærkninger. Det pauseløst i hælene traskende monsterspøgelse af præstationsangst, forventninger, selvlede, usikkerhed, you name it. For ikke at tale om de selvoptagede og selvpromoverende og fuldstændig ubrugelige venner og veninder. Forsøget på at flygte og redde sig selv. Og til sidst sammenbruddet.

Effektfulde udtryk
Næsten hver eneste tegning er i sig selv et lille værk. Tegningerne er i sort/hvid, og det udnytter Dranger til fulde - hun bruger kontrasten til at opnå nogle meget effektfulde udtryk. Nogle af tegningerne får ved hjælp af kontrasterne nærmest karakter af fiksérbilleder - og her er det for alvor slut med hyggen. Det er ekstremt dekorativt - uden at være uskadeligt.

På falderebet - for der sker jo noget, når man ligger der på bunden af sit liv og ikke kan komme længere ned - daler fortællingen imidlertid desværre i intensitet og troværdighed. Og vist er det svært at beskrive - og tegne - lykke, ro og nyfunden bevidsthed overbevisende, men det bliver det jo ikke mindre vigtigt af.