Tip     Print     RSS     Del    

Islandsk dommedag nu!

Af JAKOB LEVINSEN

Offentliggjort 04.10.07  kl. 03:00 

Rasende, og rasende morsomt norrønt selvopgør fra Hallgrímur Helgason. Og det handler slet ikke kun om Island.

Hallgrímur Helgason:

Stormland

(Rokland)

Oversat af Kim Lembek.

446 sider, 299 kr.

Aschehoug

Udkommer i dag


ROMAN Her er en mand, og han er ikke bare vred, han er edderspændt rasende, på al tidens plat og pop og overfladiskhed, og over hvordan sagaernes vælde og den store europæiske kultur er ved at forsvinde i fodbold og al mulig anden ligegyldighed; og over hvordan alle mennesker er fulde af løgn, selv hans familie og (tror han) hans barns mor; og over hvordan ingen vil lytte til ham i provinshullet Skagafjord, engang selveste sagahelten Gretters hjemby, men hvor titlens ”Stormland” i dag ikke er noget mægtigt sted, men blot hans eget faldefærdige barndomshjem; og over hvordan ingen vil tage hans ildsprudende blog på internettet alvorligt som andet end en bøvet studentikos provokation, og en dag har den midaldrende, fyrede skolelærer Bøddi bare fået NOK og anskaffer sig et våben og en hest og rider som en blanding af Travis Bickle i ”Taxi Driver” og Don Quixote mod Reykjavik for at vaske alt snavset af øen og nakke de ansvarlige og starte revolutionen NU?

Ret og uret

I ”Islands forfatter” fra 2001, som kom på dansk i fjor, kastede billedkunstneren, standup-komikeren og forfatteren Hallgrímur Helgason det store episke blik ud over sit lands åndsliv og politiske vildfarelser igennem 1900-tallet, men i den rasende, og rasende morsomme ”Stormland” fra 2005 gælder det derimod sagaøen her og nu. Og kuppet ved at gøre den patetiske nostalgiker Bøddi til hovedperson er, at romanens frådende civilisationskritik dermed bliver fremført med tordenstemme af en person, der på én gang har fuldstændig ret - og slet ikke har det.

For på den ene side er åndløsheden og opblæsningen af underholdning til kunst taget lige på kornet. Adskillige af bogens karaktermord er så præcise og ondskabsfulde, at man næppe nogensinde mere vil kunne høre U2s bævrende bekendelsesrock eller se voksne intellektuelle finde identitet som fodboldfans uden at komme til at grine.

På den anden side er Bøddis romantiske forestillinger om bare at vende tilbage til de klassiske norrøne og centraleuropæiske kulturdyder lige så ynkelige. Det eneste, der er mere selvudleverende end hans lejlighedsvise, halvhjertede forsøg på at tale tidssvarende til ung-fucking-dommen, er, når denne fallerede degn i fuld alvor påkalder sig Nietzsche og Goethe og Gretter, nærmest som var de ligemænd.

Indebrændt vold

Også under historiens højdepunkt, Bøddis ikke ublodige hævnridt mod Reykjavik, formår Helgason at holde tungen lige i munden. På samme tid er det stor komik og en ganske grum skildring af en forlæst idealistisk fantast, en fjern atlantisk efterkommer af Dostojevskijs Raskolnikov, der vender al sin egen indebrændthed ud i vold: »Han var som enhver anden moderne islænding. Og havde derfor kun fortjent at dø,« tænker Bøddi om sin egen bror og hele nationen.

Rundt omkring i historiens margin er der ganske vist enkelte mennesker, der faktisk forstår at leve anstændigt og autentisk med sig selv og deres omgivelser. Men hverken Bøddi eller alle de svaghjerner, der tilsyneladende omgiver ham, er nået så langt.

Det virkelige liv

Nogle af dem gør det heller aldrig. Og man kan mene, at romanen til allersidst slår en lidt for nem og kynisk knude på sin ellers så storladne historie om en antihelt, der gerne vil måle sig med de mægtige sagaskikkelser, ikke er i nærheden af at kunne det, og så alligevel på sin egen pjaltede måde ender med at gøre det.

I sidste ende bliver det en dybt moralsk roman om hverken at drive bevidstløst og behagesygt med popstrømmen eller ville banke den øvrige verden på plads efter éns egne teoretiske idealer - og om, hvor meget kombinationen af de to yderligheder kan komme til at true det virkelige liv. Den fortælling handler slet ikke kun om Island.

jakob.levinsen@jp.dk