Tip     Print     RSS     Del    

Chili Turèll: I LIVETS STRØM

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 16.10.07  kl. 03:00 

På sin vis er jeg misundelig på Chili Turèll. Jeg ejer ikke hendes abstraktionsevne, jeg forstår ikke alt det med at være ét med det hele og mærke en lysende søjle af energi flyde ind i mig, når man dyrker qi gong eller åndedrætsterapi eller mediterer.

Chili Turèll:

I LIVETS STRØM

192 s. 249 kr.

Lindhardt og Ringhof

Er udkommet

Jeg ville gerne, for det lyder ret skønt. Men hvad mener hun med dét, tænker jeg ustandselig. Og jeg er i tvivl om, hvorvidt andre end særligt indviede forstår det.

Miskmask
Turèlls erindringer er noget miskmask, og det er forfatteren helt på det rene med. Hun skriver bare derudad og lader sig ikke bremse af noget som helst. Dét skriver hun en del om. Så en slags skriveværkstedsprocesdagbog er det altså. Og et debatindlæg om vores elendige sundhedsvæsen, baseret på horrible oplevelser med sin mands og senere egne indlæggelser. Og en fyldig og meget højtidelig, om end altså meget luftig, beskrivelse af hendes egen åndelige rejse og erfaringer med forskellige alternative behandlingsformer og livsfilosofier. Og så en beretning om den sidste tid med Dan, og hvordan samlivet med ham har præget resten af hendes tilværelse.

Fokus ligger altså imidlertid på forfatterens åndelige udvikling. Man forstår, at hun knokler røven ud af bukserne med at lære at tackle sit liv. Men det er svært rigtigt at få begreb om, hvad det egentlig består i. Det er sikkert ikke alene forfatterens skyld - det er formentlig svært konkret at beskrive alt det med genfødsel og velsignelse og bade i livets flod. Uanset; dette overflødighedshorn af livsfilosofier og lange, messende læresætninger (lige dele Chili Turèll og østens filosofi) efterlader mig træt og præstationsangst - hvis der skal alt dét til, for at man lever fuldt og helt, så tror jeg ikke, jeg orker; jeg må nok hutle mig igennem mit uautentiske liv.

Ukrudtssprog
Og så har jeg svært ved at se ud over Turèlls vildtvoksende sprogs manglende stringens. Metaforerne parrer sig uhæmmet, og gentagelserne er øjensynlig fuldstændig tøjlesløse. Det virker ukrudtsagtigt - det kan stedvist være smukt, men er især vildt og ukontrolleret. Og når Turèlls måde at beskrive tingene på sprogligt er så vildt inkonsekvent, kan man så stole på, at ideerne og livsfilosofierne i bund og grund hænger sammen?

De to stjerner får Turèll for afsnittet om Margrethe 1. Forfatteren har forfattet en monolog om den danske dronning og i tre år rejst land og rige rundt og opført den, og her er et interessant og konkret indblik i skuespillerens arbejdsproces.