Tip     Print     RSS     Del    

Ove Nørhave & Flemming Chr. Nielsen: JESPER KLEINS LIV OG LYKKE

Af JOHS. H. CHRISTENSEN

Offentliggjort 25.10.07  kl. 22:04 

Den sjove og kringlede Jesper Klein blev ramt af sit livs ulykke, da han mistede sin kone.

Ove Nørhave & Flemming

Chr. Nielsen: JESPER KLEINS

LIV OG LYKKE

272 s. Kr. 249

Forlaget Bindslev

Er udkommet


Den 2. september 1970 blev Jesper Klein gift med skuespilleren Lykke Nielsen, som blev hans livs lykke: Måske det er derfor, den blufærdige mand altid kaldte hende Nielsen - Nielsen slet og ret. Hun døde den 26. august 2006 - det blev hans livs ulykke. Årsagen var kræft, men hendes lidelser skyldtes i nogen grad en skandaløs fejlbehandling. Der må sidde læger med ører så røde som postkasser, når de læser bogen her - hvis de gør det.

Ellers er Jespers liv den pure lykke og lutter glade dage. Han er en glad dreng og så musikalsk, at han kan virke som ren, destilleret rytme, hans diktion, hans bevægelser, hans symbiose med et klaver. Siden sin tidligste ungdom har han spillet, en overgang som barpianist på diverse nat-værtshuse, Heidelberg i Studiestræde blandt andet, som også undertegnede frekventerede i de tidlige 1960'ere. Kleins musikalitet var dog til langt mere end de natlige engagementer. En overgang studerede han musik på universitetet, han har endog forstand på tolvtonemusik - hvad har han ikke forstand på? En rigtig nørd. Han beundrer Bach højere end nogen anden.

Det sjove manglede
Siden var det teaterhistorie, men ingen af studierne blev fuldført. Det var ikke sjovt nok, og Jesper er sjov og ved, at man har kun det sjov, man selv laver. Derfor begyndte han at lave sjov - ikke i gaden, men i hele landet, først og fremmest i radioen, hvor ”Kleins komiske Laboratorium” blev en dundersucces, som siden Klyderne blev det.

Vittigt og aldeles uden ressentiment fortæller han om sin karriere og supplerer fremstillingen med en sær skæv, men rammende livsvisdom, kringlet som klejner. Om kærligheden hedder det et sted, at den “er flygtig, den er som en hare, de fleste kender den kun forloren”. Naturligvis kom Erhard Jacobsen i sin jagt på de venstresnoede i Danmarks Radio også efter Jesper, skønt han hverken er venstre- (lidt måske) eller højresnoet, kun snoet.

I ”Kleins komiske Laboratorium” demonstrerede han sin evne til at variere stemmen så effektivt, at han kunne spille samtlige roller i en sketch. En af dem irriterede den nærtagende Jacobsen noget så grusomt, at han i Radiorådet erklærede:

»Ja, ja, vi ved godt alle sammen, hvem Jesper Klein er. Men hvem er alle de andre?«

Det spørgsmål, mener Jesper, er den bedste annmeldelse, han han har fået nogen sinde. Bogen vrimler med Kleins finurlige dybsindigheder - som f. eks.:

»Systemer har til opgave at lave kasser, som alt passer ind i. Kunstnere har til opgave at lave buler i alt, hvad der hedder kasser.« Med sin uforlignelige evne til at aflytte sproget dets komiske potentiale og udnytte det - ikke til flade brandere, men til underfundige pointer og formuleringer som fyrværkeri, ja til ordsprogsagtige vendinger - er han uforlignelig:

»I middelalderen smed folk deres affald ud på gaden og fik pest. I dag smider vi det op i luften og får kræft.«

Smerte hos Klein
Men tabet af sit livs lykke, af Nielsen, præger Jesper Klein, der nu ikke rigtigt ved, hvad han skal tage sig til, eller om han kan ta' sig sammen. Der er i bogen en smerte, som forplanter sig helt ned i hjerterødderne på læseren, et vemod, som tangerer dødsdrift, en følelse af, at det er forbi. Hvad det ikke burde være for så sprudlende energisk og kreativt et menneske. Sorgen og plagen kan aflæses af bogens sidste billede. På alle de andre er Jesper lystig, pjattet, komisk poserende. På det sidste er han ældet, mærket af dødserfaringen, af livets grumhed og forgængelighed, men ikke udbrændt, langt fra: Han er hærget, ja, men smuk som den forrevne marehalm i en forblæst kli

»Danmarks første og største nørd,« har en kollega kaldt ham. Den titel forpligter, og den mand må stadig have meget at give og derfor fremtiden for sig.

kultur@jp.dk