Tip     Print     RSS     Del    

Zsuzsa Bánk: Den varmeste sommer

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 07.11.07  kl. 19:19 

”Den varmeste sommer” er lavmælte, tyndhudede fortællinger om at have og at miste hinanden.

Zsuzsa Bánk:

Den varmeste sommer

(Heissester Sommer)

160 sider, 229 kr.

Athene


NOVELLER Dette må være en lille gave fra bogbuddhaen. 12 korte fortællinger, så gode, at man føler, at man aldrig behøver at læse andet. Zsuzsa Bánk, der er født og opvokset i Tyskland af ungarske forældre, skriver noveller, der er enkle uden at være gennemskuelige, stilfærdige uden at være farveløse og smukke uden at være prangende. Der er som sagt 12 historier i den lille bog, og måske burde man gøre sig selv den tjeneste at læse én om måneden, mere behøver man ikke, når kvaliteten er så høj, og så ville man have nok til et helt år.

Det er nemlig decideret balsamisk at læse en bog, som ikke behøver nogen større ydre ballade at læne sig op ad. Zsuzsa Bánk kan skrive om de dramaer, som findes i ethvert liv, men som sjældent ser ud af noget særligt i virkeligheden. Og hun kan gøre det uden at blive banal, fordi hun har blik for det smertelige i det almindelige.

Dermed ikke sagt, at ”Den varmeste sommer” handler om hverdagen. Den handler om kardinalpunkter, korsveje i almindelige menneskers liv. At blive forladt af en, man elsker. At vende tilbage til sin barndomsby. At se en ven langsomt tage livet af sig selv. At besøge en ven, der har mistet forstanden. Der er ikke mange forklaringer, bare de afdæmpede, tyndhudede beskrivelser af forhold mellem mennesker.

Næsten en gendigtning
Novellerne er smukt, smukt oversat - uden at kende det tyske forlæg vil jeg næsten sige gendigtet - af Aino Roscher. Rytmen, sætningsopbygningen og tonen er nærmest balsamisk, som i novellen Lykke:

»Jeg siger til hende, måske vågner du en morgen, ser først op i loftet, så ud ad vinduet, ned ad gaden, ned på mennesker, der stiger ind i deres biler og kører deres vej, og så får du måske lyst til at forlade mig, men hun siger: Aldrig.«

Grundstemningen er nærmest melankolsk; en vekslen mellem sorg og lykke, hvor den første ofte beror på den anden. Geografisk bevæger vi os rundt i verden, men uden at tage særligt notits af andet end det varierende klima - Bánks univers er mestendels navnløst, men uden at være irriterende mytisk eller uvirkeligt.

Zsuzsa Bánks lavmælte stemmeleje leder tanken hen på de bedste af Helle Helles noveller, og der er noget i denne smertelige beskæftigen sig med forholdet mellem fortid og nutid, der kan minde om Milan Kunderas udtryk og univers.

Uanset mulige åndelige slægtskaber, så er det hele næsten for godt til at være sandt. Kvaliteten daler da også til et mere jordisk niveau rundt regnet midt i bogen - eller er man på det tidspunkt bare blevet urimeligt forvænt? Novellerne bliver i alle tilfælde lidt mere uhomogene, men er stadig mere end almindeligt læsværdige.