
Offentliggjort 08.11.07 kl. 14:22






Inga Abele er en stor forfatter i Letland – denne bog gør ikke læseren klogere på hvorfor.
Inga Abele:
ILDEN VÆKKER INGEN (Uguns nemodina) Oversat fra lettisk af Karsten Lomholt.
168 s., 199 kr.
Husets Forlag
Er udkommet
Der står i pressemeddelelsen om Inga Abeles ’Ilden vækker ingen,’ at efterhånden som vi får flere og flere brudstykker af hovedpersonen Florences minder, begynder vi at forstå, at det er hendes egen skyldfølelse, der driver hende til vanvid.
Jeg kan for mit eget vedkommende sige, at det ikke er tilfældet. Jeg forstår stort set ingenting af denne bog. Forfatteren bliver ellers ifølge pressemeddelelsen "ofte kaldt en af Letlands førende forfattere." Jeg ved ikke, om de har meget få forfattere i Letland, men feltet må være temmelig begrænset, efter denne bog at dømme.
Jeg kan ikke følge med i historien. Jeg forstår ikke, hvad der sker. Jeg kan ikke finde rundt i, hvem der er hvem, ikke engang deres køn. Navne og situationer kastes ind på siderne ud fra en for mig ubegribelig plan. Det kunne jo alt sammen være med fuldt overlæg; det skal jeg ikke gøre mig klog på, men resultatet står i så fald ikke mål med anstrengelserne.
Så meget forstår jeg dog:
Hovedpersonen hedder Florence, og hun har en bror, som hedder Mareus, og de har haft en eller anden underlig opvækst under en bro, og der er også en mor, som dør, og hvis hænder Florence har meget svært ved at glemme.
Hun har også et forhold til en mand som hedder Doni, og som er den skumle storebror til Demido, hendes første, men døde, kærlighed. Men så tager hun til London, og så kommer hun tilbage, og så flytter hun ud på landet i sine bedsteforældres hus, hvor hun møder en meget venlig brændehugger og nogle andre, som vist nok ikke er lige så venlige. Og på et tidspunkt lider hun altså også af noget angst.
Det meste af bogen foregår i et mystifystisk, eventyragtigt univers, men med afstikkere til nutiden, som fx når Florence tager en masteruddannelse på London School of Economics. At de to universer er svære at forene, er det ikke kun mig, der synes; også Florence selv har sine kvaler med at få tingene til at gå op – det bliver for alvor tydeligt, da hun forsøger at undervise landsbyungerne i den lærebog, hun har skrevet med titlen Introduktion til Økonomi og Business for Underskolen.
Da det ikke just er den klokkeklare struktur eller stringens, der dominerer denne bog, læser jeg pressemeddelelsen ekstra grundigt. Her hævdes det blandt andet, at jernbroen ikke så meget er en metafor som en temperamentsmæssig katalysator, hvis eksistens kan fornemmes snarere end ses eller beskrives. Efter at have læst og spekuleret, læst og spekuleret, opgiver jeg; heller ikke disse pointer giver mening.
Romanen er jo da, gudskelov, oversat til dansk. Ikke desto mindre er der noget ved sproget, der stadig virker lettisk. Sætninger, jeg ikke begriber. Hele afsnit, som jeg ikke kan placere i en fornuftig sammenhæng.
I sidste del af bogen går det lidt bedre med sammenhængen, og man begriber som læser r, i hvert fald momentvis, nogenlunde hvad der foregår.
En dialog mellem Florence og brændehuggeren om religion er, decideret fin og udbytterig. Men på dette fremskredne tidspunkt i læsningen er det svært at skelne kanel fra skidt, så jeg tør ikke love andre læsere noget.
Annonce:
Annonce: