Henrik Svensmark og Nigel Calder: Klima og kosmos

Af TAGE CLAUSEN

Offentliggjort 13.12.07 kl. 03:00

Når man anskuer vores klode i et geologisk og kosmologisk perspektiv, møder vi ganske andre kræfter end CO{-2} fra biler og metangas fra kødkvæg.

Henrik Svensmark og Nigel Calder:

Klima og kosmos

(The Chilling Stars)

Oversat af Jan Teuber

246 sider, 199 kr.

Gads Forlag

KLIMA Det er egentlig en underlig fornemmelse, man får ved at læse denne bog. FN's samlede klimapanel og tusinder af mere eller mindre hysteriske politikere verden over anført af en tidligere amerikansk vicepræsident tordner op om global opvarmning, nedsmeltning af klodens poler og kollektiv uansvarlighed.

På fjernsynet underholder de pjankende charmører fra Danmarks Meteorologiske Institut med, at det nu er bevist, at mennesker og mennesker alene er skyld i den globale temperaturstigning i de senere år.

Oven i dette kommer så en forsker og en videnskabsjournalist og meddeler, at vi ikke trues af global opvarmning, men tværtimod af en global istid, som er hastigt på vej.

Og nej, det er ikke bare en eller anden Rasmus Modsat, der råber op. Der er tale om seriøs forskning, som skal efterprøves i det fælleseuropæiske partikelforskningscenter CERN i Geneve.

Solaktivitet

Den danske klimafysiker Henrik Svensmark har tidligere påvist en statistisk signifikant sammenhæng mellem Solens overfladeaktivitet og temperaturen på Jorden.

Nu har han rettet sin interesse mod kosmiske kræfter, som er af en noget anden kaliber end den virkning, man kan opnå ved at huske at slukke lyset i badeværelset.

Svensmarks teori er, at den kosmiske stråling, som blandt andet hidrører fra supernovaeksplosioner tusinder af lysår væk, påvirker atmosfærens partikelsammensætning og dermed skydannelsen.

Stor strålingsaktivitet betyder flere skyer og dermed nedkøling af kloden. Hvis Svensmark har ret, kan det være temmelig ligegyldigt, om vi husker at slukke for fjernsynet og tage toget i stedet for flyet.

Når man anskuer de globale svingninger i klodens temperatur i et kosmisk og et geologisk perspektiv, får man et anderledes og noget mere skræmmende billede af forholdene end den ensidige fokusering på CO -2 fra fossile brændstoffer og metangasser fra alverdens kødkvæg.

Mere CO -2 , lavere temperatur

Faktisk påviser Svensmark, at der i flere geologiske perioder har været større CO -2 -indhold i atmosfæren og alligevel lavere temperatur end nu.

Det virkelige skræmmebillede, som nok er ekstra skræmmende, fordi mennesker ikke har den mindste chance for at gøre noget ved det, oprulles allerede i bogens forord:

»Det er ofte blevet brugt som argument mod Solens betydning for de sidste 20 års klimaændringer, at Solens magnetiske aktivitet er aftaget en smule, og alligevel er Jordens temperatur fortsat med at stige. Men faktisk ser vi disse år en pause i stigningen, og vi står måske ligefrem over for afslutningen på den globale opvarmning. Overfladetemperaturdata fra NASA og Storbritanniens Climatic Research Unit samt satellitmålinger af den nedre atmosfæres temperatur fra University of Alabama peger på, at den globale temperaturstigning nåede et maksimum i 1998, og at den siden da er faldet til en noget lavere værdi.

Denne udfladning af Jordens ”feberkurve” stemmer ikke med ideen om den menneskeskabte drivhuseffekt, eftersom koncentrationerne af CO -2 i atmosfæren stadig vokser ganske hurtigt. Derimod stemmer den fint med Solens humørsvingninger. Det interplanetariske magnetfelt, som mere end fordoblede sin styrke gennem det 20. århundrede, har i dag en usædvanligt høj, men svagt aftagende intensitet, og på et møde i Kiruna i august 2007 gentog svenske eksperter muligheden for, at den næste solpletperiode kan blive den svageste i 100 år. Vores forventning er derfor, at den globale temperatur vil følge med nedad på grund af øget mængde kosmiske stråler. ? Hvis vores forudsigelse holder stik, skal vi være de første til at beklage det. Vi ønsker ikke at vinde den videnskabelige diskussion på denne måde, fordi en global afkøling vil betyde store problemer for mennesker over alt på kloden. Men vi vil råde vore venner og læsere til at nyde den globale opvarmning, mens vi stadig har den.«

Sådan! Her hjælper ingen skældud og ingen kollektiv dårlig samvittighed.

Mens CERN går i gang med at efterprøve teorierne om det, som vi ingen indflydelse har på, fortsætter bestræbelserne på at ændre det, som vi har en vis indflydelse på, men som måske i sidste ende er uendeligt ligegyldigt.