Tip     Print     RSS     Del    

Marlene Thisted: Veninder på trods

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 09.01.08  kl. 19:17 

En gruppe kvinders dagbogsoptegnelser gennem 65 år er desværre ret ligegyldige.

Marlene Thisted:

Veninder på trods

200 sider, 249 kr.

Høst & Søn


DAGBOG Da 21 unge kvinder i 1942 skiltes efter et ophold på Ølstykke Husholdningsskole, blev de enige om at lave en vandrebog. En vandrebog er en kollektiv dagbog, som hele tiden sendes rundt mellem deltagerne. Når man modtager bogen med posten, kan man læse alle de andre deltageres breve eller notater, og så skriver man selv om, hvad der er hændt, siden man sidst havde vandrebogen i hænde.

Vandrebogen fra 1942 - kaldet Solstrålen - er stadig i live nu 65 år efter, selv om der kun er fem kvinder tilbage af de oprindelige 21. Historikeren Marlene Thisted er faldet over bogen på Folkemindesamlingen og fået den geniale idé at lave et opkog af vandrebøgerne - for én kunne selvfølgelig efterhånden ikke gøre det - og så supplere med interviews med de fem kvinder, som stadig er tilbage fra holdet i Ølstykke i 1942.

Uden nerve

Ideen er indlysende god: Nerven fra de aktuelle optegnelser, kombineret med den tilbageskuende refleksion. Men det kræver to ting: At der vitterlig er nerve i optegnelserne, og at der vitterlig er refleksion, når man kigger bagud. Og det er desværre ikke tilfældet, i hvert fald ikke i tilstrækkelig grad til at få bogen til at fungere. Som kvinderne selv siger i dag, så var de fleste meget tilbageholdende med at fortælle frit fra leveren dengang. Optegnelserne bliver derfor i høj grad opremsninger af mærkedage og små og store begivenheder. Når kvinderne fortæller om udlandsrejser, lyder det ofte således: »Jeg startede herfra klokken fire om morgenen, og det blev en helt uforglemmelig tur.« Så meget for de levende detaljer. Det er der ikke noget underligt i - kvinderne er ikke skolede skribenter.

Men det manglende mod til at blotte sig og det rudimentære skrivehåndværk gør optegnelserne uvedkommende. Så meget mere afgørende bliver interviewene med kvinderne i dag. Derfor er det også ærgerligt, at de heller ikke fungerer optimalt. Kvinderne har tydeligvis fået lov til at fortælle uden særlig styring fra interviewerens side, og resultatet er, at interviewene ligner optegnelserne fra vandrebøgerne mere, end godt er. Dels er der en helt uacceptabel mængde gentagelser, og dels dykker kvinderne kun sjældent mærkbart dybere ned i deres egen historie, end de har gjort i optegnelserne.

Usund ærefrygt

Måske er det forfatteren og interviewerens baggrund som historiker, der afføder den - sympatiske og forståelige, men for bogen usunde - til ærefrygt grænsende respekt for kvindernes egne ord og måde at fortælle på. En masse nærgående spørgsmål ville have været guld værd og kunne have berettiget bogen.