Henk van Woerden: Ultramarin

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 16.01.08 kl. 19:40

En stilfærdig og forløsende historie om grænseoverskridende kærlighed.

Henk van Woerden:

Ultramarin

250 sider, 289 kr.

Tiderne Skifter

ROMAN

At elske de rigtige på den forkerte måde. At elske de forkerte på den rigtige måde. Det er denne romans pinefulde og overraskende smukke omdrejningspunkt.

Joakim og Aysel er halvsøskende og har en harmonisk opvækst i en lille by i Tyrkiet. Da de bliver teenagere, krydser deres gensides kærlighed imidlertid de grænser, man almindeligvis forbinder med søskendekærlighed, og det får forældrene til at skille de to ad, meget mod deres vilje.

Derefter løber historien ad to forskellige spor. Faderen tager Aysel med til Tyskland, hvor hun føder Özlem - resultatet af de to halvsøskendes forhold. Vi følger Özlem, der aldrig får noget konkret at vide om sit faderlige ophav eller sin baggrund. Hun vokser op i Tyskland, men flytter videre, først som 16-årig til Holland, hvor hun arbejder som prostitueret, og nogle år senere videre til moderens hjemland, stadig som prostitueret. Og så følger vi Joakim, der i de unge år bliver tilbage i landsbyen sammen med moderen. Joakim uddanner sig som musiker og er resten af livet mærket af det afbrudte kærlighedsforhold til Aysel.

De ødipale alarmklokker

Da Özlems veninde, den sorte, transseksuelle kollega Babette, foreslår, at de to rejser på ferie sammen til en fredelig flække i det sydlige Tyrkiet, begynder læserens ødipale alarmklokker at bimle - for det er jo her, Joakim og Aysel er vokset op - og her, Özlem er undfanget. Og det er her, Joakim er inviteret til at spille koncert. Joakim er i mellemtiden blevet en midaldrende mand, der slikker sårene efter endnu et havareret kærlighedsforhold, og som vi venter og frygter (og lidt håber), krydses deres veje tilfældigt.

Det er jo både ildevarslende og problematisk. Men det er den overraskende fortsættelse af denne fremskredne tragedie, der gør romanen både fængslende og gribende.

Tragedien transcenderes

For på sin vis lykkes det bogens hovedpersoner at trodse tragedien. Det er lidt som i et mareridt, hvor man bliver forfulgt af noget stort og truende; hvis man samler alt sit mod, vender sig om og ser udyret i øjnene, opløser det sig som regel for øjnene af en. Tragedien eller den truende ulykke transcenderes.

Ud over et stadig mere medrivende drama og en smuk fortælling om flere former for kærlighed er denne bog fuld af fint sprog (og tak til oversætteren for at have gjort det så fint), som alene er tilstrækkelig grund til at læse bogen:

»De danser som et par lommeknive, der åbnes og lukkes, meget britisk,« står der om en gruppe englændere.

Eller: »Özlem forestiller sig sommerfugleangst. Det er vel ikke anderledes for dyr: en lille skygge i en lille bitte dødens dal.«

For ikke at tale om denne anmeldelses overskrift, der selvfølgelig også er hentet fra bogen, og som er indbegrebet af den måde, bogen indfanger det smukke parløb mellem smerte og skønhed.