Tip     Print     RSS     Del    

Anne Marie Mygind & Mai Rasmussen (red.): Brev til mit yngre jeg

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 07.02.08  kl. 21:41 

En undværlig og meget lang, men hyggelig og opbyggelig bog.

Anne Marie Mygind & Mai Rasmussen (red.):

BREV TIL MIT YNGRE JEG

304 sider, 249 kr.

Pretty Ink

Er udkommet


To redaktører har bedt 42 kvinder om at reflektere over, hvad de gerne ville have vidst, da de var yngre. Resultatet er en læseoplevelse, der minder om et lødigt dameblad, der aldrig får ende. En tredjedel kunne med lethed og fordel have været sorteret fra.

Kvinderne er for de fleste vedkommende Tordenskjolds soldater - kendte journalister, forfattere, filmfolk etc. - spædet op med en række mindre kendte eller decideret ukendte kvinder. Det sidste er afgjort en styrke, idet mange af de ukendte kvinder tydeligvis er valgt ud, fordi de rent faktisk har gjort sig nogen interessante erfaringer i livet.

Men altså et brev til sit eget yngre jeg. Det er ikke overraskende, at den enkelte skribent vader lige lovlig meget rundt i denne præmis - kan man overhovedet give sit yngre jeg et råd eller ej, og hvad hvis det yngre jeg så gør noget andet, så bliver det jo et andet liv, og det er der i hvert fald ingen, der ønsker sig at have haft og bla bla bla - her burde redaktørerne have været meget hurtigere og skåret sniksnakken væk.

Men går man i øvrigt med på legen, så bliver det mest interessante spørgsmål vel, om livet har formet sig som det skulle. Om man gerne ville have ændret noget.

Ingen fortryder noget

Nu er vi imidlertid i selskab med en række kvinder, der har succes i deres arbejdsliv. Så der er ikke megen fortrydelse at spore, og det er muligvis helt forståeligt, men det betyder, at vi holder os helt dydigt inden for det forventede univers af carpe-diem-lev-i-nuet-tro-på-dig-selv-und-so-weiter-genren. Der er ikke mange overraskelser at hente - det handler mest om at have været usikker og så senere at blive glad og lykkelig og afklaret. Hvilket er rigtig dejligt og forhåbentlig ret almindeligt.

Men tænk, hvis nogen rent faktisk fortalte, at de havde fortrudt en hel masse. Det er sikkert et dybt og ganske udmærket menneskeligt instinkt ikke at fortryde alt for meget. Vi kan jo for faen ikke sidde og græde snot over alt det, der er gået galt. Men det betyder, at der kan være temmelig meget selvbedrag på spil i historier som disse.

Ind til benet, tak

Her kan jeg allerede se både redaktører og bidragydere rynke forarget på øjenbrynene, for de har da været hudløst ærlige og virkelig løftet brudesløret. Tja. Af og til er der virkelig noget at hente, blandt andet i Signe Wennebergs historie om at tackle skilsmisser, et sygt barn og sin fars død.

Ellers: Kære redaktører, hvæs kniven næste gang og kast et blik på forlagets home-run inden for genren (den virkelig læseværdige ”Sig ja - hvad præster ved om kærlighed”). Ind til benet, tak.

kultur@jp.dk