Tip     Print     RSS     Del    

Anita Diamant: Dogtown

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 13.02.08  kl. 19:24 

Kombinér den enkle naivitet fra ”Det lille hus på prærien”, randeksistenserne fra ”Dagdriverbanden” og lidt Jacob Riis. Så har man noget, der minder om ”Dogtown”.

Anita Diamant:

Dogtown

(The last days of Dogtown)

Oversat fra amerikansk af Helga Poder

242 sider, 269 kr.

Forlaget Klim

ROMAN »Da Olivers lyst igen gjorde sig gældende, smilede Polly sit ja, og de lukkede øjnene og fortabte sig i deres unge kroppes fælles rytme. Midt i deres forening forstod de, at dette her var kærlighed.«

Jamen, det er svært at skrive om kærlighed. Og sex. Men Dogtown er ifølge forlaget en rå og usentimental fortælling, og det er måske nok lige på grænsen til at være falsk varebetegnelse.

Dogtown var i virkelighedens verden en lille by nord for Massachusetts, der fra begyndelsen af 1800-tallet langsomt affolkedes, indtil den var helt væk. Anita Diamant har skrevet romanen som en række fiktive historier om de sidste, ydmyge eksistenser i den lille flække.

Og de er altså virkelig ydmyge. Der er bær, rødder og stegte egern på menuen - for det er det, man kan finde i naturen. Hvis man tjener lidt penge, er det på prostitution, daglejerarbejde på havnen, kjolesømning eller lidt handel med honning og hjemmekærnet smør.

Omdrejningspunktet er Judy Rhines, en kvinde med længsler og et glødende - men også on-and-off - forhold til den frigivne slave Cornelius. Omkring Judy cirkler forskellige andre skæbner - det unge par Polly og Oliver, som mod alle odds finder hinanden og kærligheden, den galsindede Tammy og hendes opvakte nevø Sammy, der bare længes væk, den godhjertede og snakkesalige Easter med det interimistiske værtshus og de to usikre og utilregnelige prostituerede Sally og Molly.

De gode og de onde

Det er imidlertid ikke personbeskrivelserne, der er bogens styrke. Der er de gode og de onde.

Vi følger mest de gode - deres kvaler med at komme ud af det med hinanden og deres slid med at få tilværelsen til at hænge sammen. Det ender ikke altid godt, men til gengæld ofte, som vi havde forventet. De onde dør bitre og ensomme, nøjagtig som de skal. De gode dør værdigt og med en kærlig hånd på panden.

Altmodisch fortællestil

Fascinationen ligger i beskrivelserne af fattigfolks mange trængsler. Hvis man kombinerer det enkle liv fra ”Det lille hus på prærien” med randeksistenserne fra ”Dagdriverbanden” og så tilsætter lidt socialrealisme, nærmer man sig temaet og stilen i ”Dogtown”. Jeg kunne godt forestille mig, at store børn ville sætte pris på beskrivelserne af hverdagen hos de fattige i gamle dage på landet.

Resten af romanen er lidt mindre rørstrømsk end det indledende citat, men den lidt altmodisch fortælleform er gennemgående, og det har vel nok sin charme. Den gør bare ikke rigtig noget indtryk på denne anmelder. Det er ikke nogen dårlig bog, men historierne er for anekdotiske, og persontegningerne for todimensionelle til min smag.