Tip     Print     RSS     Del    

Sophie Gee: Årets skandale

Af LARS OLE SAUERBERG

Offentliggjort 14.02.08  kl. 21:20 

”Årets skandale” er en begavet og veloplagt historie fra begyndelsen af 1700-tallet.

Sophie Gee:

ÅRETS SKANDALE

(The Scandal of the Season, 2007)

På dansk ved Kirsten A. Nielsen

314 sider, 249 kr.

Politikens Forlag

Er udkommet


Brugen af autentiske personer i fiktionens tjeneste er lige så gammel som litteraturen selv. Da den engelske digter Alexander Pope i 1712 udgav sit satiriske digt ”The Rape of the Lock” (”Den røvede hårlok”), var der sandelig heller ikke noget at tage fejl af. Pope havde ganske vist anvendt navne, steder og kompositionsteknik fra antikkens heltekvad, men anledningen til digtet og de medvirkende var i allerhøjeste grad aktuelt stof i 1711.

En kendt adelsmand, lord Petre, havde - vistnok på dronning Annes slot i Hampton - dristet sig til at klippe en lok af den underskønne Arabella Fermors hår. Det førte til en større skandale i selskabslivet, fordi familien Fermor optog den unge adelsmands opførsel aldeles unådigt.

En bagatel, måske, men omstændighederne må tages i betragtning. Der var nemlig ikke råd til, at der skulle opstå fjendskab mellem to så mægtige familier, så de blev alt for eksponerede i offentligheden. De var nemlig begge katolsk orienterede. Det var ikke lige sagen i dronning Annes tid. Hun var garanten for, at Storbritannien, der kort før netop var blevet ”stor” ved unionen 1707 mellem England og Skotland, skulle forblive protestantisk. Problemet var bare, at mange af de førende britiske familier stadig gerne så en genforening med moderkirken i Rom via det franske hof. Så der blev slået ned med hård hånd på papistiske tendenser af den britiske centralmagt.

Alexander Pope var selv af katolsk orienteret familie. Ved en af de mange antikatolske forordninger havde familien måttet flytte uden for en 10 miles omkreds fra London, som kun kunne besøges som gæst.

Der var altså god grund til at slå den ulmende konflikt mellem de to familier hen i litterær spøg. Det lykkedes da også. Popes digt var så stor en succes i 1712, at han udvidede det til den version, der udkom i 1714, og som er den, der læses i dag.

Halvt sandt, halvt fiktivt

Den australsk fødte og opvoksede, Harvard-uddannede og nu Princeton-ansatte Sophie Gee har speciale i engelsk litterær nyklassicisme (ca. 1660-1790). Med sin roman ”Årets skandale” har hun sluttet sig til den voksende skare af forfattere, der tilbyder en halvt historisk korrekt, halvt fiktiv version af begivenhederne, som de kunne være foregået.

Med den sygdomsdeformerede Pope som omdrejningspunkt og iagttager får vi beretningen om kærlighedsaffæren mellem Arabella Fermor og lord Petre.

Det er en kærlighedshistorie, der flettes ind mellem hemmelige politiske bestræbelser på at fjerne dronning Anne til fordel for James II's søn, der skulle sættes ind som katolsk regent som James III. Det kom dog aldrig til at ske. Den protestantiske tyske kurfyrste af Hannover kom på tronen som George I i 1714.

Så langt kommer vi dog ikke. Vi standser, da Pope i 1712 får så stor succes med sit skæmtedigt, at han bliver sin generations førende engelske digter.

Vid og ironi

Sophie Gee fanger tonen i tidens retorisk bevidste stil, som den kom til udtryk i adelens og det formuende borgerskabs samtaler. Men hun får under den glitrende overflade, der understreges af detaljerede beskrivelser af kvindernes overdådige rober og selskabslivets pragt, også sagt en del om de realiteter, der holdt samfundet sammen. Slavehandel og britisk ledet, men slaveudført plantagedrift på de vestindiske øer var en betydelig del af den økonomiske lim, der holdt det hurtigt voksende britiske imperium sammen.

Blandt de knap så dystre indslag er en munter reportage fra premieren på Händels opera ”Rinaldo” i Haymarkets operahus. Der er unægteligt langt til vore dages andægtige operapublikum.

”Årets skandale” er en begavet og veloplagt historie om, hvad der kunne tænkes at være de mere detaljerede begivenheder, der førte til Popes berømte digt i de pudrede parykkers tid. Den gnistrer, undertiden dog lidt for forceret, i tidens stil med verbalt vid og gennemført ironi. Samtidig åbner den for et bredere socialt og politisk perspektiv på en periode i britisk historie med betydelig politisk turbulens under de toneangivendes og formuendes elegante og ubekymrede livsstil.