Kristian Bang Foss: Stormen i 99

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 06.03.08 kl. 20:56

Strålende beskrivelse af luset liv i København rundt om søerne.

Kristian Bang Foss:

STORMEN I 99

248 s., kr. 249.

Gyldendal

»De hader hinanden på InWear. De er alle sammen ofre.«

Kristian Bang Foss' nye roman foregår (blandt andet) på InWears lager, hvor Anton og Nanna og alle de andre halvtabere henslæber den ene mere deprimerende og decideret nedbrydende arbejdsdag efter den anden.

Anton, der er lidt omflakkende og lidt fortabt sådan generelt set, bliver kæreste med Nanna, som ikke er meget mere bevendt. Det er de to, vi især er i følgeskab med, men vi får også lov til at se ind i hovederne på en række af de andre InWear-kulier.

Det er en flok forskelligartede eksistenser, alle sammen temmelig sølle.

Variationer af svigt
Faktisk er romanen temmelig tungt lastet.

Der er blevet plads til ikke bare en, men to kræftsvulster (den ene ganske vist opdigtet); ikke bare en, men tre trafikulykker (hvis man tæller den med hunden med); derudover blandt andet seksuel skamfering, sexchikane, sexovergreb og fantasier om det, prostitution, hævnvold og død.

Og så er der selvfølgelig alt det ordinære: utroskab, depression, børns grusomheder, ensomhed og en bred vifte af variationer af svigt. Og håbløshed.

Man kan vel godt kalde det en lidt dyster bog, spækket som den er med socialrealisme, der ligger og vipper mellem kras og karikeret, og det hele ville givetvis være temmelig nedslående læsning, hvis det ikke var, fordi det er så skarpt spiddet og derfor snarere temmelig opløftende.

Så knoerne hvidner
Kristian Bang Foss skriver nemlig ret suverænt. Hans evne til at gengive registreringer og sansninger er uforlignelig, og hans sprog har en sikkerhed og en elegance, der enkelte steder næsten tenderer rent praleri, hvilket man gerne tilgiver ham.

Det er alt fra den, også for et københavnerbarn, fuldstændig troværdige og overbevisende beskrivelse af København rundt om søerne med f.eks. »den karakteristiske, lidt hengemte københavnske køkkentrappeluft« til de små personbeskrivende detaljer (»så knoerne hvidner«) og de pinagtigt gode beskrivelser af ulidelige, ubærlige sexoplevelser; både solo og i andres, selvfølgelig mestendels deprimerende, selskab.

Letheden minder mig om Lars Frosts (hvad er der egentlig blevet af ham?) - og jeg kan godt mistænke Foss for at have lavet en liste over obligatoriske elementer, der skal med i en roman, for at den bliver en blockbuster - f.eks. et dødsfald - men man kan ikke rigtig hænge ham op på det, fordi projektet er så veludført.

Lagerlogiktematik
Der er samtidig noget nørdet over bogen, en grundighed, som giver indtryk af en forfatter, der arbejder vildt omhyggeligt med alle detaljer.

Det gælder for eksempel beskrivelserne af InWears lagerlogik, der er nogenlunde lige så detaljerede som beskrivelserne af fluefiskeri i Foss' debut fra 2004, "Fiskens vindue".

På samme tid meget enerverende og meget fascinerende.

Romanens svageste punkt er dens klimaks - den meteorologiske ramme som bogen har taget titel efter. Vi ender i et hæsblæsende ræs, der virker mere orkestreret end uundgåeligt; alt falder ned og styrter sammen, næsten i hvert fald, og tempoet er sikkert tilsigtet, men ikke særlig frugtbart.

Jeg ville hellere være endt et andet sted. Men ”Stormen i 99” er en imponerende og overbevisende roman. Måske er det uretfærdigt stadig at gå rundt og kalde Kristian Bang Foss for ekstremt lovende, for ”Stormen i 99” er temmelig helstøbt.

Og de hader virkelig hinanden på InWear.