Tip     Print     RSS     Del    

Kun den totale ligestilling dur

Offentliggjort 08.03.08  kl. 13:23 

Den svenske forfatter og journalist Maria Sveland sparker til en slumrende ligestillingsdebat med romanen ”Bitterfissen”.

En flok charterturister er på udflugt. Blandt dem er to unge par med hver sit barn i klapvogn. På et tidspunkt sætter de to mødre farten ned, så de havner side om side med den enlige 30-årige fyr, der går bagest i gruppen. Og så begynder de ellers at småflirte og prøve at etablere kontakt, mens deres mænd går syv meter længere fremme og skubber klapvognene.

Scenariet er et tankeeksperiment, som Sara, hovedpersonen i den svenske forfatter Maria Svelands debutroman ”Bitterfissen”, gør sig, da to unge fædre åbenlyst lægger an på hende under en udflugt på Tenerife. Uden at tage hensyn til, at deres koner og børn kun befinder sig få meter derfra.

Efter at have forladt mand og barn i et januartrist Stockholm er Sara landet på kanarieøen. Udmattet af træthed, bitter over at blive drænet for energi i familiefængslet og med masser af tid til at tænke over, hvordan kvinder nogensinde skal få ligestilling i samfundet, når de ikke engang kan finde ud af at leve ligestillet med den, de elsker.

En slags religion
»I virkeligheden er Sara i færd med at lægge et eksistentielt puslespil og finde ud, hvordan det lader sig gøre at leve ligestillet med den, hun elsker, og som påstår, at han også elsker hende,« siger Maria Sveland.

Tankeeksperimentet tjener som illustration af de altoverskyggende pointer i romanen.

At kvinder stadig ikke kan elske og eksistere på præcis samme vilkår som mændene. At patriarkatet er en overideologi, en slags religion, der påvirker os helt ned i vores private kærlighedsrelationer. Og at mænds mest effektive våben for at bevare magten er benægtelse af, at der stadig findes uretfærdige kønsforskelle mellem mænd og kvinder.

For nok er bogen skrevet som fiktion, men den er i lige så høj grad et skarpt og provokerende faktuelt opråb i en ligestillingsdebat, der efter Maria Svelands mening trængte til at blive rusket vågen.

Gør op med det hele
»Vi har så travlt med at bortforklare uretfærdighederne ved at skyde skylden på kultur, tradition, biologi, individualitet osv. Jeg havde behov for at gøre op med det hele, og derfor skrev jeg bogen, og jeg valgte fiktionen for at kunne dramatisere,« siger hun.

Som titlen antyder, vedkender hun sig gerne, at hun var vældig forbandet, da hun skrev bogen.

»Når jeg har forsøgt at gøre opmærksom på uretfærdigheder, er jeg ofte blevet affærdiget med ”hvor lyder du bitter og vred”. Det er en effektiv magtstrategi, for kvinder har lært, at vrede og bitre er det grimmeste, vi kan være, så vi tier.

Men der er jo al mulig grund til at være vred, og det er vigtigt, at kvinder holder fast i vreden. Vi ved for meget til at være søde og rare, når f.eks. en tredjedel af verdens kvinder ifølge WHO bliver udsat for vold på et eller andet tidspunkt i deres liv,« siger hun.

Titlen er valgt med omhu, velvidende at den vil provokere nogen:

»Bitter og fisse er ord, som mænd traditionelt har brugt om kvinder, når de ville håne og nedgøre dem. Derfor har jeg taget dem og gjort dem til mine på forhånd.«

Lussinger i højt tempo
I dag på kvindernes internationale kampdag udkommer hendes bog på dansk, og i den forgangne uge har hun været i København for at promovere den.

Maria Sveland lægger ikke skjul på, at hun er vældig spændt på, hvordan den bliver modtaget. Romanen om den 30-årige radiojournalist og småbarnsmor Sara, hvis liv og levned minder til forveksling om Marias eget, kan ikke just kaldes behagesyg.

Tværtimod langer Maria Sveland lussinger ud i et tempo, så det summer for ørerne. Til mændene, der lader som ingenting og nægter ethvert kendskab til ligestillingens fejl og mangler, ikke mindst til dem, der tror sig fredede, fordi de har taget to måneders barselsorlov og spankulerer rundt i en T-shirt med teksten ”Far på barsel”, så verden kan få øje på deres heltedåd.

Og til samfundet, der tillader jakkeklædte forsvarsadvokater at udstille voldtægtsofre som løsagtige ludere.

Højt salgstal
Men at nogen bryder sig om Saras opsparede harme, vidner et salgstal på ikke færre end 60.000 eksemplarer om. Hvilket også er forrygende efter svenske forhold, og langt mere end Maria Sveland havde turdet drømme om. Ganske vist fylder ligestillingsdebatten mere i Sverige end herhjemme, om end den borgerlige regeringsleder Fredrik Reinfeldt, der kom til magten i 2006, ikke er fulgt i sin forgænger, socialdemokraten Göran Perssons fodspor og har erklæret sig som feminist.

»Ikke engang ligestillingsministeren Nyamko Sabuni vil erklære sig som feminist, og regeringen forsøger at associere ligestillingsdebatten med venstrefløjen. Men vi har stadig en levende kvindebevægelse i Sverige, og feminisme er ikke et fyord som i Danmark,« siger Maria Sveland og peger på, at de borgerlige regeringspartier i Sverige hellere benytter samme taktik som deres danske søsterpartier og beskæftiger sig kun med ligestilling og kvindeundertrykkelse, når begreberne kan bruges til at pege fingre ad muslimer.

Billedet krakelerer
»Den svenske regering har afsat en masse penge til at bekæmpe æresrelateret vold blandt indvandrere. Samtidig nægter man at tale om den kvindemishandling, der finder sted i ganske almindelige svenske familier.

Men det er absurd at bruge det, at det står værre til i andre kulturer som et argument for ikke at tage fat på uretfærdighederne,« mener Maria Sveland.

Hun erkender gerne, at de nordiske lande på mange områder er nået langt. Men der skal ikke kradses meget i den pæne overflade, før billedet krakelerer.

Af med moderskabet
Hun fremhæver især den usynlige undertrykkelse, der gennemsyrer hverdagslivet, fordi vi er opfostret med den og derfor ikke lægger mærke til den. Men som findes i, at kvinder godt kan opsige abonnementet på sig selv, når de bliver mødre. Fædre derimod kan fortsætte uanfægtet.

»Jeg ville ønske, at man kunne befri kvinderne for moderskabet og i stedet indføre forældreskabet, hvor fædre og mødre tog lige meget ansvar, for sådan er det ikke i dag, og jeg forstår ikke, at mænd ikke er generet af deres særstatus. Det ville jeg være,« siger Maria Sveland.

Hun tror heller ikke på, at kvinder fra naturens hånd skulle have særlige evner.

»Der er grund til at være skeptisk, når man taler om kvinders natur. Der er ikke noget, der er naturligt, idet vi først og fremmest er kulturelle væsener formet af vores historie og tradition. Ellers kunne man bruge samme argument i forhold til at holde slaver. Det har mennesker gjort i tusindvis af år, og så længe kulturen har tilladt det,« mener hun.

Fastholder magt
Maria Sveland køber heller ikke mændenes undskyldning om, at de ikke kan komme til for kvinder, der ikke vil give slip.

»Mænd har altid forstået at tilkæmpe sig magten og få deres vilje. Ville de virkelig overtage en del af ansvaret, lod det sig uden tvivl gøre,« siger hun og hæfter sig desuden ved, at så længe kvinder bliver dårligere betalt og har mindre at skulle have sagt, er det ikke så mærkeligt, at de fastholder magten derhjemme.

Uretfærdige forskelle
Interessen for uretfærdige kønsforskelle blev født, da hun som ganske ung gymnasieelev i 1980'ernes Örebro blev tudet ørerne fulde om, at piger havde de samme muligheder som drenge. Til sin store forargelse kunne hun alligevel konstatere, at det ikke passede. Siden dengang har uretfærdige kønsforskelle optaget hende brændende.

En interesse, der fik næring, når hun støvsugede sin fasters bogreoler hjemme i Örebro og fortabte sig i 1970-feminismens litterære frontkæmpere som Marilyn French, Erica Jong og Suzanne Brøgger, der problematiserede tosomheden og krævede seksuel frigørelse. Og som siden blev dyrket, da hun flyttede til Stockholm i 1993 og begyndte at studere filmvidenskab på universitetet.

»I de år var ligestillingsdebatten stort set faldet i søvn, og feminisme et skældsord. Men selv om det ændrede sig igen omkring årtusindskiftet, må man undre sig over, at min generation ikke har båret stafetten fra 1970'erne videre og forsøgt at udvide familiebegrebet eller finde på alternative måder at leve sammen på,« siger hun med henvisning til, at hendes generation gifter sig i bedste konservative stil og fastholder kernefamilieidealet mere end nogensinde.

Endt i fælden
Det er da også med rædsel, at romanens Sara indser, at hun selv er endt i fælden og drænes i den grad af energi i familiefængslet, at hun drømmer mere om en hel nats søvn end om Erica Jongs gnidningsløse knald.

»Det er sørgeligt, men det ser ud til, at det at blive mor er et af de vanskeligste ligestillingsprojekter i dag. Omvendt ved jeg, at det kan lade sig gøre at leve ligestillet. Men en revolution er nødvendig, og den kommer ikke af sig selv.

Uretfærdighederne eksisterer, og vi er nødt til at tale om dem og sætte dem på dagsordenen, både i de private kærlighedsrelationer og på det politiske niveau,« siger Maria Sveland.

Og hun tillader sig at være optimist på ligestillingens vegne:

»Modtagelsen af min bog har dog øget min optimisme og fået mig til at tro på, at oprøret er på vej. Flere og flere kvinder erklærer sig som bitterfisser og bliver vrede. Fordi vi har levet med ulige vilkår op gennem historien, betyder det ikke, at vi skal blive ved.«