Dorthe de Neergaard: Eventuelle pårørende

Af HENRIETTE BACHER LIND

Offentliggjort 27.03.08 kl. 03:00

Dorthe de Neergaard debuterer stilsikkert og overbevisende som voksenforfatter.

Dorthe de Neergaard:

Eventuelle pårørende

176 sider, 199 kr.

Gyldendal

Udkommer i dag

ROMAN Efter i flere år at have skrevet børnebøger, springer Dorthe de Neergaard nu ud som voksenforfatter. Og man må sige, at hun gør det eftertrykkeligt, for allerede i maj er hun på banen igen med en novellesamling, også for voksne. Det tyder på, at hun både er produktiv og bevidst om effekten i at sætte sit navn i omløb.

Dorthe de Neergaard har dog ingen grund til bekymring, for romanen ”Eventuelle pårørende” bliver svær at overse. Det er en meget stilsikker og overbevisende skæbneskildring, som falder smukt ind i en lavmælt, nordisk tradition og ikke bærer det mindste præg af at være en debut.

Med nøgtern nænsomhed fortælles om randeksistensen Helle, der er fanget i et diffust skyggerige af genfærd og døde fugle, samtidig med at hun er en velfungerende og omsorgsfuld hjemmehjælper. Det skizofrene afsæt gør hendes tilværelse til en noget vaklende affære, og ikke overraskende bryder den sammen i mødet med kærligheden.

Umulig at få hold på
Helle fortæller sin historie i jeg-form, men fordi hun er et grænsetilfælde med en flydende identitet og en stærk hang til hallucinationer, er hun umulig at få hold på. Som en anden svamp suger hun sine klienters fortællinger til sig og gør dem til sine, og kun sjældent griber man hende i en fortalelse, der afslører, hvem hun egentlig er.

Navnlig to personer, begge døde, fylder i hendes bevidsthed. Den ene er barnet Anna Iben, som sover ved siden af hende om natten. Den anden er moderen, som ustandselig melder sig i hendes samvittighed og vogter over hende som en høg. Begge er de skyld i, at døden sidder som et fortegn på alt, hvad Helle foretager sig.

Så længe de daglige rutiner kører, kan Helle holde den utilpassede side af sit væsen i ave. Hendes kollegaer har således ingen anelse om de tvangshandlinger, som får hende til at begrave døde fugle på Assistens Kirkegård, og de gamle og syge fornemmer heller ikke hendes massive ensomhed. Hun lytter og småsludrer som enhver normal og hyggelig hjemmehjælper, mens hun pudser sølvtøj, skrubber wc-kummer, laver kaffe og bader dem.

Der er altså ikke noget udpræget dramatisk over selve forløbet. Alligevel lykkes det forfatteren med uendelig små midler at skubbe handlingen op i en slags klimaks, som samtidig bliver den uigenkaldelige diagnosticering af Helles psykiske tilstand.

Tingenes symbolik
Det særlige ved romanen er den måde, hvorpå Dorthe de Neergaard aftvinger helt konkrete genstande symbolsk betydning, som er afgørende for forståelsen af den komplicerede hovedperson. Det er f.eks. ret væsentligt, at mens Helle er hysterisk angst for at røre ved varm, levende, svedende menneskehud, samler hun ganske upåvirket kolde, døde dyr op fra vejen og lægger dem i fryseren derhjemme.

Splittelsen får den konsekvens, at da hun endelig forelsker sig og dermed overskrider sin egen paranoia, er den udkårne selvfølgelig en mand, der er pakket ind i bandage fra øverst til nederst.

Dorthe de Neergaard har skrevet en roman om en ensom stakkel uden ”eventuelle pårørende”. Det er der kommet en meget fin og gribende - og alt andet end grådkvalt - fortælling ud af.