Tip     Print     RSS     Del    

Lloyd Jones: Mister Pip

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 16.04.08 kl. 19:28

En finurlig og velfungerende roman af den værste slags.

Lloyd Jones:

Mister Pip

(oversat fra engelsk af Jan Hansen)

279 sider, 299 kr.

Hr. Ferdinand

Udkommer i dag

Roman

”Mister Pip” består sådan set af tre historier. Nummer ét: Hvid lærer åbner sorte børns øjne for Dickens på lille stillehavsø, læser ”Store forventninger” højt for børnene og rekonstruerer derefter i fællesskab med børnene historien, da bogen på tragisk vis går tabt.

Nummer to: Hvid lærer fortæller »sin egen historie« til sorte øboer. Historien består af lige dele ham selv, Dickens og øboernes egne overleveringer.

Og nummer tre: Den virkelige sandhed om hvid lærer kommer for en dag, da opvakt sort pige giver sig til at efterforske hvid lærers historie.

Sødladen og bestialsk
De tre dele af ”Mister Pip” er tæt forbundne. Alligevel opleves skiftene abrupte og temmelig overrumplende. Det samme gør kursændringen i historien fra urimeligt sødladen til middelsvært bestialsk. Når karaktertegningen samtidig er så kriminelt enfacetteret, som det er tilfældet i ”Mister Pip” - når intet er for småt eller stort til at blive skåret ud i pap, og når fortællingen er så opbyggelig, pædagogisk og finurlig, at det skriger til himlen - burde man som anmelder være i sin gode ret til at tage romanen ved vingebenet og smide den direkte på alle fejlslagne romaners store losseplads.

Desværre er ”Mister Pip” - og det er ærgerligt, for jeg synes vitterligt, at bogen er ulideligt irriterende - også temmelig velfungerende, velskrevet, fængende og original på den forudsigelige, kedelige måde.

En bog, der har det hele (og lidt til)
Romanen er klampet sammen af et slags idiotsikret dreamteam af romanelementer - lille isoleret stillehavsøsamfund, p.t. ekstra isoleret på grund af den selvstændighedskrig, der raser på øen, og hvor civiliserede rødhuder og bisseagtige oprørere slås om at få overtaget og i den anledning holder øboerne i et drabeligt jerngreb, en gådefuld lærerskikkelse, som nok kan få de sorte unger til at spærre øjnene op og slå ørerne ud, og som helt sikkert gemmer på en hemmelighed.

Dertil kommer i sagens natur et Scheherazade-tema, hvor man hver nat fortæller det menneske, der har ens skæbne i sin hule hånd, den ene mere fantasifulde historie efter den anden for at udsætte dommens dag, en million-milliard henvisninger til den litterære klassiker og i den forbindelse pauseløse paralleller mellem øsamfund og Dickens' verden, ædel kappestrid mellem den troende og ateisten. Og så noget ”Fluernes herre” - hvem falder hvem i ryggen?

Men det fungerer. Og det er underholdende. Og hvis den bliver filmatiseret til en tv-serie, og de viser den søndag aften, skal jeg nok sidde der. Skummende af irritation og alligevel lidt interesseret.