Ornela Vorpsi: Landet hvor man aldrig dør

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 23.04.08 kl. 19:55

En elegant lille roman om de benhårde forhold, unge piger voksede op under i Albanien under Hoxhas diktatur.

Ornela Vorpsi:

Landet hvor man aldrig dør

Oversat fra den italienske udgave af Cecilia Jakobsen.

142 sider, 198 kr.

Forlaget Arvids

ROMAN

Der skal lidt god vilje til at kalde denne lille bog på 142 - bittesmå! - sider for en roman; den minder mere om en novellesamling, også fordi det er svært at blive klog på, om fortælleren er den samme hele vejen igennem bogen; navnene skifter, som vinden blæser. Men det spiller ingen større rolle; det er en eller flere unge piger, der beretter om de temmelig svære forhold, de vokser op under i Enver Hoxhas Albanien.

En sammenhængende, fremadskridende historie er altså kun løseligt antydet, men til gengæld er det lykkedes forfatteren at sammenvæve to tråde til en fin og letflydende fortælling. Den første er beretningen om, hvordan det er at vokse op i Albanien, der ifølge overkammeraterne er stærkt på vej mod det højeste tilværelsesstadie i verden, altså kommunismen (og når det sker, kan man købe alt uden penge, og folk vil kun tage det, de har brug for, og fortælleren vil bare tage et par hvide strømper, for det mangler hun til 1. maj-paraden).

Den anden tråd er beretningen om, hvordan det er at være ung pige i nogle omgivelser, der kunne have været lige så smertelige og svære alle andre steder på Jorden - med vrede mødre, desperate fædre og perverse gamle bedstefædre, kort sagt banale og middelsvært dysfunktionelle familieforhold.

Pæne piger og paroler
1980'ernes Albanien er et mistrøstigt univers, hvor man som ung pige på den ene side skal forholde sig til, at hele ens familie er sygeligt optaget af, hvorvidt man er en pæn pige eller en luder - og hælder stærkt til det sidste, fordi man ulykkeligvis er temmelig køn, hvilket betragtes som den sikre vej mod fornedrelsen - og hvor fædre for et godt ord bliver sendt i genopdragelseslejre, mens man selv bliver sendt på militærtræning, så man kan forsvare det fædreland, der »er misundt i hele verden for sin sejrrige march fremad mod kommunismen«.

Der er en skærende kontrast mellem den politiske vision og de tonstunge paroler på den ene side og den undertrykkelse og fattigdom, folket lever under, på den anden side, og gabet fra det ene til det andet leveres elegant i form af de unge pigers ligefremme beretninger fra deres egne, allerede hårdtprøvede tilværelser.

Pinefuldt fascinerende
Det kunne næsten blive for meget af det gode med al den elendighed og al den politik, men historierne om en ung piges almengyldige problemer og anstrengelser for at gebærde sig nogenlunde helskindet igennem i et temmelig betændt familiært univers er så dragende og pinefuldt fascinerende, at de i sig selv gør bogen læseværdig. Og så tager man gerne Enver Hoxha og den albanske tragedie med i købet.