Kristian Kornø: Galarland

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 30.04.08 kl. 19:13

En for nederen, men muligvis topaktuel roman om hash.

Kristian Kornø:

Galarland

224 sider, 249 kr.

Bogkompagniet

ROMAN

»Mere aktuelt kan det vist ikke blive.« Denne underspillede selvtilfredshed indleder pressemeddelelsen om ”Galarland”. Jeg troede egentlig, at de havde ryddet Pusher Street, så man nærmest kunne sige det modsatte, nemlig: »Mindre aktuelt kan det vist ikke blive.«

Men hashboderne er vist nok dukket op igen, og så har man jo lov til at synes, at emnet er højaktuelt.

Forfatteren til dette »brag af en historie« om nogle småpushere, der får stjålet noget hash, som de opbevarer for en større fisk, hvorfor de pludselig er mere på røven end sædvanligt, er journalist, og jeg går ud fra, at han enten selv har været småpusher eller talt med en masse af slagsen, idet romanen angiveligt er »inspireret af virkelige hændelser« - og attraktionen skulle være, at den »så vidt vides« er den første, der giver et »realistisk indblik« i livet omkring Pusher Street.

Hvorfor ved de ikke, om der er andre bøger om emnet? Kan de ikke google det eller noget?

Binær persona
Nå. Shit-fuck. Hovedpersonen Henrik - ulideligt forudsigeligt kaldet H i underverdenen - er en splittet, ung mand, der egentlig bare gerne vil leve et normalt liv med gymnasiefester og kæresterier og danske stile, men som ikke kan komme ud af det sumpede småpushermiljø, han er filtret ind i.

Det kan simpelt hen ikke blive ved. Og som H selv siger: »Umærkeligt fornemmer jeg, hvordan dagene med de dobbelte identiteter rinder ud.« Umærkeligt? Fornemmer jeg?

De findes formentlig - de utrolig opvakte, men afsporede gymnasieelever - men først og fremmest virker konstruktionen af Henriks temmelig binære persona som noget, der skal give forfatteren mulighed for at veksle mellem narkomiljøbeskrivelserne og så en slags højere indsigt i og bevidsthed om hele miseren.

I hvert fald begaves Henrik næsten ustandselig med »et øjebliks klarsyn« - det sker faktisk så tit, at det virker underligt.

Bogens største forbrydelse er imidlertid sproget. Virkeligheden kan umuligt være så klicheoverhældt som denne roman.

Hva så, Skinke-Kenneth?
Er det en slags klichepoesi? Eller poesikliche? Jeg kan ikke overskue det. Og det er muligt, at de rent faktisk går rundt i den der småpusherverden og kalder hinanden Skinke-Kenneth, Syre Søren, Neger Jan og Benny 16, og at hver eneste sætning indeholder ord og udtryk som tjumsen, lave pengene, bøffe noget galar, totalt syret, perker-slæde, fucked up - men remset op på side efter sider virker det, som om forfatteren bare har været besat af at få proppet så meget pusherlingo ind på siderne som overhovedet muligt.

Historien er som sagt i store træk u-medrivende. Hvem har taget hashen? Er det en af de oplagte fjender, eller er der en forræder blandt os? Alligevel spores der i den hektiske jagt på hashtyvene en vis effenhed fra forfatterens side. Det er i hvert fald hæsblæsende og hektisk, og måske kunne det rappe tempo med fordel lægges ind i en decideret actionkrimi en anden gang, hvis Kornø vil skrive mere fiktion.

Bogens utallige indgående, for ikke at sige alenlange, beskrivelser af, hvordan H indtager de forhåndenværende stoffer, efterlader mig først målløs, senere skeptisk og til sidst decideret himlende. Hvor skal vi hen? Har miljøet og insiderbeskrivelserne en fascinationskraft for unge eller folk i provinsen? Muligvis. Så er det dét, bogen vil blive læst for, ikke dens kvalitet som bog.