Lone B. Skovgaard: Tiden hænger på træerne

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 01.05.08 kl. 20:18

Her gik jeg og troede, at ”Tiden hænger på træerne” var noget magisk-realistisk lirumlarum, og så læser jeg pressemeddelelsen og kan se, at den i virkeligheden handler om en sindssyg kvinde.

Lone B. Skovgaard:

TIDEN HÆNGER PÅ TRÆERNE

335 sider, 249 kr.

People's Press

Er udkommet

Det forklarer i det mindste nogle ting. Så er alle monstrene og de fabelagtige begivenheder formentlig noget, der bare foregår i hendes fantasi. Men vil det så også sige, at hendes hænder ikke falder af, da hun er barn?

Den alt- og intetvidende fortæller, Venusia, bliver født i Rom i 1915, men vokser op og lever resten af sit lange liv i Danmark. Over hendes tilværelse ligger imidlertid fra fødslen en mystisk, mørk skygge; en halvfortalt, skæbnesvanger historie om tre kvinder, et spædbarn og en masse blod. Venusia har opsnappet brudstykker af historien, men ingen vil sætte tingene ind i deres rette sammenhæng.

Venusia er bange for, at hun selv er involveret i historien; at hun eller hendes bror måske har en anden far, end de tror, og hun er i det hele taget temmelig besat af den halve historie og meget bange for, hvilke hemmeligheder det er, familien holder skjult for hende i den forbindelse. Måske er det det, der driver hende fra sans og samling, både mentalt og fysisk.

Hvad angår det sidste, så falder hendes hænder simpelthen af. Det er et mysterium og en tragedie for pigen, men hun lærer at leve med forskellige træproteser, smukt forarbejdet i ædelt træ.

Læseren lukkes inde

Med hensyn til Venusias mentale sundhed, så må den siges at være svingende livet igennem. Hendes verden er befolket af vanskabninger og overnaturligheder. Angst og neuroser kommer og går livet igennem og er de egentlige styrende elementer i hendes tilværelse.

Det er i dette elastiske og forstyrrede univers, man som læser prøver at orientere sig. Det er givetvis fuldt overlagt, at man ikke udstyres med et køligt overblik, men må affinde sig med at være lukket inde i Venusias verden, men for min egen læseoplevelses vedkommende må jeg sige, at projektet ikke virker vellykket.

Når det magiske (f.eks. at man taber sine hænder, men at de senere vokser ud igen) vikles sammen med det bindegale (f.eks. at et underligt misfoster dukker op i tide og utide hele livet igennem, indtil man til sidst tager det op i sin seng som et lille barn) bliver alt meget indviklet. Og i stedet for, at der opstår en slags vekselstrøm mellem magien og galskaben, flyder de to sammen til en grumset masse.

Når det hele så røres sammen med en dødsromantisk, overdramatisk stil, hvor alt er rødt, sort eller hvidt, og folk har funklende øjne, så er det lidt for meget af det gode for min smag.

Effekten er technicoloragtig - universet fremstår påfaldende og skrigende, men ikke særlig overbevisende. Lone B. Skovgaard skriver udmærket, men for mig fremstår ”Tiden hænger på træerne” - lige som sin titel - efter endt læsning unødigt og virkningsløst mystifystisk.