Offentliggjort 21.05.08 kl. 19:24






Bogen om de russiske jøders integration i Danmark vil stå som et monument over en vigtig del af dansk historie.
Morten Thing
De russiske jøder i København 1882-1943
656 sider, 399 kr.
Gyldendal
Udkommer i dag
HISTORIE I slutningen af 1800-tallet begyndte jødeforfølgelser i Rusland at resultere i, at flere og flere jøder søgte vestpå. De fleste fortsatte til USA, men nogle tusinde fandt ophold i Danmark. Om disse flygtninges liv og møde med det danske samfund frem til Anden Verdenskrig har forskningsbibliotekar Morten Thing skrevet en fyldig, stofmættet og spændende historie.
Det var fattige flygtninge med deres eget sprog jiddish, der kom til København, og det skabte konflikt også med det etablerede jødiske samfund, der allerede var velintegreret i Danmark. Morten Thing beskriver meget indgående disse flygtninges liv med egne blade på jiddish, teater, bibliotek og organisationer. I dag ville det kaldes parallelsamfund, men det holdt kun som sådan i første generation, fordi børnene hurtigt blev assimilerede i det danske samfund. Her spillede det etablerede jødiske samfund omkring Mosaisk Trossamfund en vigtig rolle ved at motivere integrationen af de nytilkomne, bl.a. ved at tilpasse sig bortset fra konfessionen til det danske samfund. Thing hævder ligefrem, at Mosaisk Trossamfund udøvede et kraftigt pres på de nytilkomne for at blive integreret og oprindelig var modstandere af brugen af modersmålet jiddish.
Før velfærdsstaten
Morten Thing skildrer grundigt og detaljeret de russiske jøders dagligdag i København. De etablerede egne aviser på jiddish og bekymrede sig om at fastholde egen kultur. De skabte børnehaver, skoler og ungdomsforeninger og et righoldigt kulturelt liv med musik og teater. Man kan kun beundre, hvilket kulturniveau en række ret fattige flygtninge hurtigt kunne etablere i København.
Morten Thing gennemgår også med mange eksempler måden, der blev talt om jøder på i Danmark på denne tid. Fra vittighedstegninger og antibrandesianisme til mere renlivet antisemitisme og konspirationsteorier.
Bogen skildrer også det frivillige hjælpearbejde, som Mosaisk Trossamfund ydede over for de østeuropæiske jøder. Dels ved at hjælpe dem videre til USA og dels med mad og husly i København. Det var frivilligt arbejde i stor målestok, før velfærdsstaten tog over, og bogen fortæller dermed også en historie om, hvad privat offervilje kunne udrette dengang.
Kommunister bortvist
Bogen er så rig på detaljer, som hver for sig kan fortælle en lang historie. Jeg studsede bl.a. over, hvordan Marcus Melchior som leder af Mosaisk Drengeskole i 1920'erne bortviste jødiske drenge, der var ungkommunister, fordi han så ikke mente, de kunne opdrages til ”gode danske borgere”. Den var næppe gået i dag. Kommunismen og zionismen som ideologiske bevægelser spillede også en stor rolle i første halvdel af 1900-tallet blandt danske jøder.
Bogen slutter i 1943, året for de danske jøders redning til Sverige, og året markerer samtidig afslutningen på integrationsperioden. En vellykket og succesrig flygtningehistorie. At der så også var mange øst- og centraleuropæiske jøder, der forgæves bankede på døren i samme periode, skal heller ikke glemmes.
Morten Thing har begået et flot værk, der vil stå som et monument over en vigtig del af dansk historie. Bogen er rigt illustreret med fyldige referencer og vil fungere som et solidt opslagsværk, men det er en skam, at indeksets sideangivelser ca. s. 456-485 har forskudt sig to sider.
kultur@jp.dk
Annonce:
Annonce: