Offentliggjort 29.05.08kl. 15:22
Islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali har udgivet en børnebog om et venskab mellem en muslimsk dreng og en jødisk pige med titlen "Adan og Eva".
Bogen er indtil videre kun udkommet i Holland, men rettighederne er både blevet solgt til Danmark, Spanien og Italien.
"Adan og Eva" fortæller ifølge Reuters historien om marokkanske Adan og jødiske Eva, der begge bor i Amsterdam. Adan tager Eva med i koranskole, mens han ender med at drikke sig fuld i den vin, som bliver serveret under et jødisk måltid.
Deres familier beslutter at afslutte venskabet, og Eva bliver sendt på kostskole i Schweiz, mens Adan sendes til Marokko.
"Alt begynder i skolen. Det er her børn lærer om hinanden og lærer at respektere hinanden. Vi lever i en verden af voksne fordomme. Forsoning begynder hos børn," siger Hirsi Ali til den hollandske avis De Telegraaf.
Den somalisk fødte hollænder har siden 2004 måttet leve med beskyttelse af vagter, efter at hun skrev manuskriptet til den islamkritiske film "Submission", hvis instruktør, Theo van Gogh, blev dræbt af en muslimsk ekstremist.
Samtidig blev Hirsi Ali truet på livet. Hun bor i dag i USA.
Tv: Se da Hirsi Ali sagde sin mening om tørklæder i dansk politik
Annonce:
Annonce: