Tip     Print     RSS     Del    

Barnesindets afkroge

Af KAREN LISE SØNDERGAARD

Offentliggjort 29.05.08  kl. 20:53 

Fortællinger om dødsangst, ensomhed, spirende seksualitet, leg, fantasi og uskyld.

Dorthe de Neergaard og Els Cools:

TO TING MAN ALDRIG KAN VIDE

72 sider, 199 kr.

Høst & Søn

Er udkommet


»Jeg ligger og efterligner mig selv«. Kåre kan ikke sove, for hans far er syg og ikke længere »ordentligt levende«. Når verden ramler og alt forandrer sig, er det dét, man må gøre - efterligne sig selv, for måske igen at blive sig selv.

Betragtningen fra titelnovellen i Dorthe de Neergaards ”To ting man aldrig kan vide” er karakteristisk for den måde, forfatteren formår at ramme et tanke- og barneunivers med en sjælden indlevelse og sproglig sikkerhed.

De syv fortællinger bringer læseren godt rundt i barnesindets hemmeligste afkroge. Her er dødsangst, ensomhed og spirende seksualitet, men også leg, fantasi og uskyld. Det er indimellem voldsom læsning, men det er klogt og poetisk, og forfatteren formår at skabe et rum, hvor (større) barnelæsere kan møde de mere komplekse sider af tilværelsen.

Skiftende synsvinkler
”Død over lamaen” viser titelnovellens Kåre fra en helt anden side. Her ses hans brutale måde at udtrykke sin sorg på gennem mobbeofret Miamarias øjne. De skiftende synsvinkler mellem en lille håndfuld hovedpersoner skaber en lidt kunstig og villet forbindelse mellem de ellers forskellige fortællinger.

I ”Så er jeg manden” blandes to pigers legen far mor og børn med den enes alt for voksne og smertelige erfaringer. Dorthe de Neergaard rammer hårfint grænsen mellem fascination og væmmelse, barndom og spirende pubertet, en ”hysterisk ny” plasticdukke og pirrende pelsværk fra moderens skab.

I ”En for mormor og en for mormors pige” viser en usikker opvækst sig som behov for tryghed og kontrol gennem tal, manier og formaninger. Ene vil ikke miste sin mormor, for mor er blevet til ”et ord, en lyd”, mens ”mormor giver mening”. Enes desperate forsøg på at redde den syge mormor ender tragisk.

En afstikker
Stilmæssigt udgør ”Pigen med hul i ryggen” en afstikker, da den realistiske ramme med en forelsket dreng, blandes med uhyggelig og forførende fantastik. Igen er fortællingen båret af et præcist og poetisk sprog, som da den forelskede dreng kigger op i trækronerne: »mellem bladene var himlen flimmerhvidt konfetti«.

Novellerne har et temmelig mørkt og alvorligt barneunivers tilfælles. Els Cools billedopslag fanger stemningen og bidrager til et samlet og helstøbt udtryk. Det er en flot og vigtig novellesamling, Dorthe de Neergaard har skrevet.