Tip     Print     RSS     Del    

Louise Kringelbach: Sorgforstøveren

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 02.06.08  kl. 15:03 

Det finurlige og hittepåsomme tager overhånd i Louise Kringelbachs romandebut.

Louise Kringelbach: Sorgforstøveren

224 s. Kr. 249.

Lindhardt & Ringhof

Er udkommet

Først skal man tage præmissen for gode varer, nemlig at 1) menneskers sorg kan materialisere sig som dyr, der følger den sørgende rundt, det kan f.eks. være i form af en vandrende pind eller en spækhugger, og at 2) sorgforstøvere er mennesker, der er uddannede til og arbejder professionelt med at hjælpe folk af med deres sorgdyr ved at trække sorgen ud af mennesket og få den til at forsvinde ud i den blå luft.

Det er svært. At acceptere den præmis. Det lykkes mig ikke at slippe af med min modvilje. Hvad skal vi med en historie om sorgdyr og sorgforstøvere? Selvfølgelig lære noget om menneskets grundvilkår som i enhver anden fabel eller lignelse.

For finurlig hittepåsom

Men hjælper denne romandebut om sorgdyrene og deres forstøvere til det? Ikke mig. Jo, selvfølgelig peger den på nogle interessante spørgsmål. Dyrker vi vores sorg, mere end godt er? Kan man blive ven med sin sorg? Kan eller skal man leve med sin sorg?

Det gad jeg også godt at få vendt og drejet. Men romanens finurlige hittepåsomhed er så, ja, finurlig og hittepåsom, at der ikke bliver mental benplads til for alvor at folde disse tematikker ud. Nu f.eks. alle personernes navne. Hvorfor hedder de alle sammen sådan noget underligt noget? Det forstår jeg ikke. Det virker finurligt og unødvendigt.

Ligget ihjel af sit sorgdyr

Men sagen er altså den, at Thor Moslav, der er landets bedste sorgforstøver, mister en patient, fordi dennes sorgdyr, en kåd babyelefant, ligger ham ihjel. Har Thor Moslav nogen andel i ulykken, hvis det da er en ulykke? Desuden har Thor Moslav det svært med kærligheden efter et forlist ægteskab og en ikkeeksisterende forplantningsevne. Og så er han ved at miste sin gamle far, der lige så stille er ved at glide ind i demensens tåger.

Det hele er noget værre rod, og Thor Moslav, der aldrig før har haft noget sorgdyr selv, vågner pludselig op med en irriterende krage siddende på sin brystkasse. Hvor kommer den egentlig fra, altså, hvilken sorg er der egentlig tale om, og hvad gør man, når man ikke kan behandle sig selv?

Stivbenet sprog

Det besvares delvist i bogen og uden at afsløre for meget, kan jeg godt fortælle, at der går en masse ting op for Thor Moslav til sidst (om end ikke for mig). Det er noget med, at man bare kan sætte sit sorgdyr fri, hvis man vil. Og en hel masse med faren og hans egen rolle i familien, som jeg ikke rigtig forstod.

Hele dramaet er serveret i et meget old school-kriminalistisk og muligvis påtaget stivbenet sprog, og sammen med det meget spinkle tilløb til et krimispor, er man som læser hele tiden i tvivl om, hvad meningen er.

Er det her en sjov krimipastiche? En livsklog beretning om en mand og hans sorg, garneret med lidt mystik og magi? Noget helt syvende? Jeg vil gætte på det sidste, men uden at kunne komme det meget nærmere.