Henning Mankell: KINESEREN

Af LARS OLE SAUERBERG

Offentliggjort 10.06.08 kl. 03:00

Kampen mellem det ny og det gamle Kina er rammen for Mankells nye bog.

(Kinesen, 2008)

På dansk ved Peter Nielsen

491 sider, 299 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Svenskeren Henning Mankells bøger, både de deciderede krimier om kriminalkommissær Kurt Wallander og de ”rigtige” romaner, har som regel en historisk dimension. For at finde ud af hvad der driver personerne, må deres fortid udredes. Den fortid har det med at glide fra det personlige over i det kollektive.

Mankell, der bor dels i velfærds-Sverige, dels i udviklings-Mozambique, bruger sine bøger til at gøre opmærksom på de sammenhænge, der har ført til, at verden ser ud, som den gør i dag.

Den del af den, der har hans sympati, er de gamle kolonier. Omvendt har han et mere end kritisk øje på både de gamle koloninationer og de lande, der forsøger sig med ny-imperialisme.

Kinas fremstød
Det er just det, der er den tematiske krumtap i ”Kineseren.” For, som Mankell tolker Kinas nuværende politiske dynamik, er der risiko for, at landet med mere end en milliard indbyggere er ved at se sig om efter steder i verden, navnlig i Afrika, der helt efter forne tiders velprøvede koloniprincipper kan byde sig til både som producent og nyt marked.

Kampen mellem det ny halvkapitalistiske Kina med de mange nyrige iværksættere og det gamle, revolutionære Mao-Kina er den storpolitiske baggrund for en historie, der begynder i det nordlige Sverige med den bestialske nedslagtning af en mindre landsbys beboere.

Politiet er på helt bar bund. Det synes at være en gal persons værk. Kun et enkelt spor, et rødt bånd i sneen lidt uden for landsbyen, synes efterladt.

En stak gamle breve
Da byretsdommer Birgitta Roslin i Helsingborg hører om den skrækkelige begivenhed, fatter hun interesse for sagen. Det ser nemlig ud til, at hun er i familie med en af de nedslagtede familier. Da hun tager op til gerningsstedet for at se på det hus, som hendes mor for mange år siden blev opdraget i, finder hun i en skuffe en stak gamle breve afsendt fra et udvandret familiemedlem i USA for 150 år siden.

Stik mod alle regler fjerner hun dem og læser dem på sit hotelværelse i nærheden. Umiddelbart er der ingen forbindelse mellem den udvandrede jernbanebisses breve og den blodige begivenhed.

Men da hun går brevskriveren lidt efter på internettet, dukker der en oplysning op om en nylig nedslagtning af en hel familie, der har navnefællesskab med en af de myrdede familier i Sverige.

Pludselig opklaret
Det lokale politi kan ikke se noget perspektiv i denne mærkelige omstændighed. De kan heller ikke rigtigt bruge det til noget, da dommeren finder ud af, at det røde bånd stammer fra en papirlampe i den lokale kineserrestaurant. Sagen synes desuden pludseligt opklaret, da en mand tilstår drabene og tilmed kan præsentere et mordvåben.

Birgitta Roslin kan ikke frigøre sig fra tanken om, at der må være en bedre forklaring. Men hendes opmærksomhed over for massedrabet må deles med en voldsom arbejdsbyrde, et helbred, der efterhånden giver stressreaktioner, og et privatliv, der er ved at give sig i sømmene.

Men Mankell har privilegeret sin læser, der får lov til at se, hvordan drabene på hver sin side af Atlanten har deres rod i kolonitidens bestialske menneskehandel og deres energi fra en aktuel kinesisk liberal foretagsomhed.

Var radikale aktivister
Mankell lægger gennem de personer, vi formodes at sympatisere med, ikke skjul på, at Den Kinesiske Folkerepublik styret af kommunistpartiet stadig bør følge den maoistiske linje. Både dommer Roslin og hendes veninde Karin, der er professor i sinologi ved Københavns Universitet, har en fortid i 1970'erne som radikale aktivister.

Det er efterhånden normalt, at den slags fortid i nutidens litteratur affejes med forskellige undskyldninger. Ikke her. Mankell lader sine to nu ganske velsituerede kvinder længes tilbage mod de radikale overbevisninger.

Det kan godt være, at der er lidt 1970'er-sværmer over Mankell, og at han undertiden prædiker politik lidt rigeligt. Men han kan skrive, så de fleste andre nordiske spændingsforfattere må føle sig hensat til amatørernes rækker, og han kan komponere en spændingshistorie, så 500 sider ikke føles at være en side for meget.